Samfundets støtter
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
FJERDE OPLAG
SAMFUNDETS STØTTER
SAMFUNDETS STØTTER
SKUESPIL I FIRE AKTER
FJERDE OPLAG
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1900
PERSONERNE:
Konsul Bernick.
Fru Bernick, hans hustru.
Olaf, deres søn, 13 år gammel.
Frøken Bernick, konsulens søster.
Johan Tønnesen, fru Bernicks yngre broder.
Frøken Hessel, hendes ældre halvsøster.
Hilmar Tønnesen, fru Bernicks fætter.
Adjunkt Rørlund.
Grosserer Rummel.
Købmand Vigeland.
Købmand Sandstad.
Dina Dorf, en ung pige i konsulens hus.
Fuldmægtig Krap.
Skibsbygger Aune.
Grosserer Rummels frue.
Postmester Holts frue.
Doktor Lynges frue.
Frøken Rummel.
Frøken Holt.
Byens borgere og andre indvånere, fremmede søfolk, damp
skibspassagerer
o. s. v.
(Handlingen foregår i konsul Bernicks hus i en mindre, norsk kystby.)
FØRSTE AKT.
(En rummelig havesal i konsul Bernicks hus. I forgrunden
til venstre
fører en dør ind til konsulens værelse; længere tilbage, på samme væg,
er en lignende dør. Midt på den modsatte væg er en større indgangs-
dør. Væggen i baggrunden er næsten helt af spejlglas med en åben dør
ud til en bred havetrappe, hvorover er spændt et solsejl. Nedenfor
trappen ses en del af haven, der indhegnes af et gitter med en liden
indgangsport. Udenfor og langsmed gitteret løber en gade, der på den
modsatte side er bebygget med små lysmalte træhuse. Det er sommer
og varmt solskin. Enkelte mennesker går nu og da forbi henne i gaden;
man standser og samtaler; der handles i en på hjørnet liggende kram-
bod o. s. v.)
fører en dør ind til konsulens værelse; længere tilbage, på samme væg,
er en lignende dør. Midt på den modsatte væg er en større indgangs-
dør. Væggen i baggrunden er næsten helt af spejlglas med en åben dør
ud til en bred havetrappe, hvorover er spændt et solsejl. Nedenfor
trappen ses en del af haven, der indhegnes af et gitter med en liden
indgangsport. Udenfor og langsmed gitteret løber en gade, der på den
modsatte side er bebygget med små lysmalte træhuse. Det er sommer
og varmt solskin. Enkelte mennesker går nu og da forbi henne i gaden;
man standser og samtaler; der handles i en på hjørnet liggende kram-
bod o. s. v.)
(Inde i havesalen sidder omkring et bord en forsamling af damer. Midt
for bordet sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side sidder fru
Holt med datter; dernæst fru Rummel og frøken Rummel. Til højre
for fru Bernick sidder fru Lynge, frøken Bernick og Dina Dorf. Alle
damerne er beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger store bunker
af halvfærdigt og tilklippet linned samt andre beklædningsgenstande.
Længere tilbage, ved et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas
sukkervand, sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guldsnit,
dog således at kun enkelte ord bliver hørlige for tilskuerne. Ude i haven
løber Olaf Bernick omkring og skyder tilmåls med en bue.)
for bordet sidder fru Bernick. Ved hendes venstre side sidder fru
Holt med datter; dernæst fru Rummel og frøken Rummel. Til højre
for fru Bernick sidder fru Lynge, frøken Bernick og Dina Dorf. Alle
damerne er beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger store bunker
af halvfærdigt og tilklippet linned samt andre beklædningsgenstande.
Længere tilbage, ved et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas
sukkervand, sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guldsnit,
dog således at kun enkelte ord bliver hørlige for tilskuerne. Ude i haven
løber Olaf Bernick omkring og skyder tilmåls med en bue.)
(En liden stund efter kommer skibsbygger Aune stilfærdigt ind gennem
døren til højre . Der indtræder nogen forstyrrelse i læsningen; fru Ber-
nick nikker til ham og peger mod døren til venstre . Aune går sagte hen
og banker et par gange sagte og med mellemrum på konsulens dør.
Fuldmægtig Krap, med hat i hånden og papirer under armen, kommer
ud fra værelset.)
døren til højre . Der indtræder nogen forstyrrelse i læsningen; fru Ber-
nick nikker til ham og peger mod døren til venstre . Aune går sagte hen
og banker et par gange sagte og med mellemrum på konsulens dør.
Fuldmægtig Krap, med hat i hånden og papirer under armen, kommer
ud fra værelset.)
Fuldmægtig Krap.
Nå, er det Dem, som banker?
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
1
s. 2
Skibsbygger Aune.
Konsulen har havt bud efter mig.
Fuldmægtig Krap.
Har så; men kan ikke modtage Dem; har over-
draget til mig at –
draget til mig at –
Skibsbygger Aune.
Til Dem? Jeg vilde nok helst –
Fuldmægtig Krap.
– overdraget til mig at sige Dem det. De må
holde op med disse lørdags-foredrag for arbejderne.
holde op med disse lørdags-foredrag for arbejderne.
Skibsbygger Aune.
Så? Jeg tænkte dog, jeg måtte bruge min fri-
tid –
tid –
Fuldmægtig Krap.
De må ikke bruge Deres fritid til at gøre folkene
ubrugelige i arbejdstiden. Sidst lørdag har De talt
om den skade, arbejderne skal have af vore nye
maskiner og af den nye arbejdsmåde på værftet.
Hvorfor gør De det?
ubrugelige i arbejdstiden. Sidst lørdag har De talt
om den skade, arbejderne skal have af vore nye
maskiner og af den nye arbejdsmåde på værftet.
Hvorfor gør De det?
Skibsbygger Aune.
Det gør jeg for at støtte
samfundet.
Fuldmægtig Krap.
Det var mærkeligt! Konsulen
siger,
at det er
samfundsopløsende.
samfundsopløsende.
Skibsbygger Aune.
Mit samfund er ikke konsulens samfund, herr
fuldmægtig! Som formand i arbejdersamfundet må
jeg –
fuldmægtig! Som formand i arbejdersamfundet må
jeg –
s. 3
Fuldmægtig Krap.
De er først og fremst formand på konsul Ber-
nicks værft. De har først og fremst at gøre Deres
skyldighed imod det samfund, som kaldes konsul
Bernicks firma; for det er det, vi allesammen lever
af. – Ja, nu véd De, hvad konsulen havde at sige
Dem.
nicks værft. De har først og fremst at gøre Deres
skyldighed imod det samfund, som kaldes konsul
Bernicks firma; for det er det, vi allesammen lever
af. – Ja, nu véd De, hvad konsulen havde at sige
Dem.
Skibsbygger Aune.
Konsulen vilde ikke have sagt det på den
måde, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok, hvem
jeg har at takke for dette her. Det er den fordømte
amerikanske havarist. De folk vil, at arbejdet skal
gå, som de er vant til det derover, og det –
måde, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok, hvem
jeg har at takke for dette her. Det er den fordømte
amerikanske havarist. De folk vil, at arbejdet skal
gå, som de er vant til det derover, og det –
Fuldmægtig Krap.
Ja, ja, ja; jeg kan ikke indlade mig på vidt-
løftigheder. Nu kender De konsulens mening; altså
basta! Vil De så gå ned på værftet igen; det kan
visst behøves; jeg kommer selv derned om lidt. –
Om forladelse, mine damer!
løftigheder. Nu kender De konsulens mening; altså
basta! Vil De så gå ned på værftet igen; det kan
visst behøves; jeg kommer selv derned om lidt. –
Om forladelse, mine damer!
(Han hilser og går ud gennem haven og nedad gaden. Skibsbygger
Aune går stille ud til højre . Adjunkten, der under den foregående
dæmpede samtale har fortsat læsningen, er straks efter færdig med
bogen og klapper den sammen.)
Aune går stille ud til højre . Adjunkten, der under den foregående
dæmpede samtale har fortsat læsningen, er straks efter færdig med
bogen og klapper den sammen.)
Adjunkt Rørlund.
Se så, mine kære tilhørerinder, dermed er
det ude.
det ude.
Fru Rummel.
Ak, hvilken lærerig fortælling!
Fru Holt.
Og så moralsk!
Fru Bernick.
En sådan bog gir virkelig meget at tænke på.
1*
s. 4
Adjunkt Rørlund.
Å ja; den danner et velgørende modstykke til
hvad vi desværre daglig kan se, både af aviser og
af tidsskrifter. Denne forgyldte og sminkede yder-
side, som de store samfund bærer tilskue, – hvad
dølger den egentlig? Hulhed og rådenskab, om jeg
så må sige. Ingen moralsk grundvold under fødderne.
Med ét ord, – de er kalkede grave, disse store sam-
fund nutildags.
hvad vi desværre daglig kan se, både af aviser og
af tidsskrifter. Denne forgyldte og sminkede yder-
side, som de store samfund bærer tilskue, – hvad
dølger den egentlig? Hulhed og rådenskab, om jeg
så må sige. Ingen moralsk grundvold under fødderne.
Med ét ord, – de er kalkede grave, disse store sam-
fund nutildags.
Fru Holt.
Ja, det er visst og sandt.
Fru Rummel.
Vi behøver jo bare at se hen til det amerikanske
skibsmandskab, som ligger her i denne tid.
skibsmandskab, som ligger her i denne tid.
Adjunkt Rørlund.
Nå, slige udskud af menneskeheden vil jeg slet-
ikke tale om. Men selv i de højere kredse, – hvor-
ledes står det til der? Tvivl og gærende uro på
alle kanter; ufred i sindene og usikkerhed i alle for-
holde. Hvorledes er ikke familjelivet undergravet
derude? Hvorledes ytrer sig ikke frække omstyrt-
ningslyster lige over for de alvorligste sandheder?
ikke tale om. Men selv i de højere kredse, – hvor-
ledes står det til der? Tvivl og gærende uro på
alle kanter; ufred i sindene og usikkerhed i alle for-
holde. Hvorledes er ikke familjelivet undergravet
derude? Hvorledes ytrer sig ikke frække omstyrt-
ningslyster lige over for de alvorligste sandheder?
Dina
(uden at se op).
(uden at se op).
Men sker der ikke også mange store gerninger?
Adjunkt Rørlund.
Store gerninger –? Jeg forstår ikke –
Fru Holt
(forbauset).
(forbauset).
Men, Gud, Dina –!
s. 5
Fru Rummel
(på samme tid).
(på samme tid).
Men, Dina, hvor kan
Du
dog –?
Adjunkt Rørlund.
Jeg tror ikke det vilde være sundt, om den
slags gerninger fik indpas hos os. Nej, da bør nok
vi herhjemme takke Gud, at vi har det, som vi har
det. Vel vokser her ugræs mellem hveden her også,
desværre; men det stræber vi da redeligt at luge op
så godt vi formår. Det gælder at holde samfundet
rent, mine damer, – at holde ude alt dette uprøvede,
som en utålmodig tid vil påtvinge os.
slags gerninger fik indpas hos os. Nej, da bør nok
vi herhjemme takke Gud, at vi har det, som vi har
det. Vel vokser her ugræs mellem hveden her også,
desværre; men det stræber vi da redeligt at luge op
så godt vi formår. Det gælder at holde samfundet
rent, mine damer, – at holde ude alt dette uprøvede,
som en utålmodig tid vil påtvinge os.
Fru Holt.
Og sligt findes der desværre mere end nok af.
Fru Rummel.
Ja, ifjor var det jo på et hængende
hår,
at vi
skulde fåt jernbane til byen.
skulde fåt jernbane til byen.
Fru Bernick.
Nå, det fik da Karsten forhindret.
Adjunkt Rørlund.
Forsynet, fru Bernick. De kan være forvisset
om, at Deres mand var et redskab i en højeres hånd,
da han nægted at tage sig af det påfund.
om, at Deres mand var et redskab i en højeres hånd,
da han nægted at tage sig af det påfund.
Fru Bernick.
Og alligevel fik han høre så meget ondt i avi-
serne. Men vi glemmer rent at takke Dem, herr
adjunkt. Det er virkelig mere end venligt af Dem,
at De ofrer så megen tid på os.
serne. Men vi glemmer rent at takke Dem, herr
adjunkt. Det er virkelig mere end venligt af Dem,
at De ofrer så megen tid på os.
Adjunkt Rørlund.
Å hvad; nu i skoleferierne –
s. 6
Fru Bernick.
Ja, ja, det er dog et offer alligevel, herr adjunkt.
Adjunkt Rørlund
(flytter sin stol nærmere).
(flytter sin stol nærmere).
Tal aldrig om det, bedste frue. Bringer De ikke
allesammen et offer for en god sags skyld? Og
bringer De det ikke gerne og gladeligen? Disse
moralsk fordærvede, hvis forbedring vi arbejder for,
er at betragte som sårede soldater på en slagmark;
De, mine damer, er diakonisserne, de barmhjertige
søstre, der plukker charpi til disse ulykkelige til-
skadekomne, lægger forbindingen lindt om sårene,
læger og heler dem –
allesammen et offer for en god sags skyld? Og
bringer De det ikke gerne og gladeligen? Disse
moralsk fordærvede, hvis forbedring vi arbejder for,
er at betragte som sårede soldater på en slagmark;
De, mine damer, er diakonisserne, de barmhjertige
søstre, der plukker charpi til disse ulykkelige til-
skadekomne, lægger forbindingen lindt om sårene,
læger og heler dem –
Fru Bernick.
Det må være en stor
nådensgave
at kunne se
alt i et så smukt lys.
alt i et så smukt lys.
Adjunkt Rørlund.
Meget er medfødt i så henseende; men meget
kan også erhverves. Det gælder kun at se tingene
i lys af en alvorlig livsopgave. Ja, hvad siger nu
De, frøken Bernick? Finder ikke De, at De har fåt
ligesom et tryggere grundlag at stå på, siden De
ofred Dem for skolegerningen?
kan også erhverves. Det gælder kun at se tingene
i lys af en alvorlig livsopgave. Ja, hvad siger nu
De, frøken Bernick? Finder ikke De, at De har fåt
ligesom et tryggere grundlag at stå på, siden De
ofred Dem for skolegerningen?
Frøken Bernick.
Ak, jeg
véd
ikke,
hvad jeg skal sige. Tidt, når
jeg går dernede i skolestuen, ønsker jeg, at jeg var
langt ude på det vilde hav.
jeg går dernede i skolestuen, ønsker jeg, at jeg var
langt ude på det vilde hav.
Adjunkt Rørlund.
Ja se, det er anfægtelserne, kære frøken. Men
mod slige urolige gæster gælder det at stænge døren.
Det vilde hav, – det mener De naturligvis ikke bog-
staveligt; De mener det store bølgende menneske-
samfund, hvor så mange går tilgrunde. Og sætter
De virkelig så megen pris på det liv, De hører
summe og bruse hist udenfor? Se bare ned på
gaden. Der går menneskene i solheden og sveder
og tumler med sine små anliggender. Nej, da har
vi det sandeligen bedre, vi, som sidder svalt her-
inde og vender ryggen til den kant, hvorfra forstyr-
relsen kommer.
mod slige urolige gæster gælder det at stænge døren.
Det vilde hav, – det mener De naturligvis ikke bog-
staveligt; De mener det store bølgende menneske-
s. 7
samfund, hvor så mange går tilgrunde. Og sætter
De virkelig så megen pris på det liv, De hører
summe og bruse hist udenfor? Se bare ned på
gaden. Der går menneskene i solheden og sveder
og tumler med sine små anliggender. Nej, da har
vi det sandeligen bedre, vi, som sidder svalt her-
inde og vender ryggen til den kant, hvorfra forstyr-
relsen kommer.
Frøken Bernick.
Ja, Gud, De har visst så fuldkommen ret –
Adjunkt Rørlund.
Og i et hus, som dette, – i et godt og rent
hjem, hvor familjelivet kommer tilsyne i sin smuk-
keste skikkelse, – hvor fred og endrægtighed hersker
– – (til fru Bernick.) Hvad lytter De efter, frue?
hjem, hvor familjelivet kommer tilsyne i sin smuk-
keste skikkelse, – hvor fred og endrægtighed hersker
– – (til fru Bernick.) Hvad lytter De efter, frue?
Fru Bernick
(vendt mod den forreste dør til venstre ).
(vendt mod den forreste dør til venstre ).
Hvor højrøstede de blir derinde.
Adjunkt Rørlund.
Er der noget særdeles
påfærde?
Fru Bernick.
Jeg
véd
ikke. Jeg hører, der er nogen inde
hos min mand.
hos min mand.
(Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer ind ad døren
til højre
,
men standser ved synet af de mange damer.)
men standser ved synet af de mange damer.)
Hilmar Tønnesen.
Å, om forladelse –
(vil trække sig tilbage.)
Fru Bernick.
Nej, Hilmar, kom kun nærmere; du forstyrrer
ikke. Var det noget du vilde?
ikke. Var det noget du vilde?
s. 8
Hilmar Tønnesen.
Nej, jeg vilde kun se indom. – Godmorgen,
mine damer. (til fru Bernick.) Nå, hvad blir det så til?
mine damer. (til fru Bernick.) Nå, hvad blir det så til?
Fru Bernick.
Med hvad?
Hilmar Tønnesen.
Bernick har jo trommet et møde sammen.
Fru Bernick.
Så? Men hvad er det da egentlig?
Hilmar Tønnesen.
A
, det er jo dette jernbanevrøvl igen.
Fru Rummel.
Nej, kan det være muligt?
Fru Bernick.
Stakkels Karsten, skal han have endnu flere
ubehageligheder –
ubehageligheder –
Adjunkt Rørlund.
Men hvorledes rimer vi dette sammen, herr
Tønnesen? Konsul Bernick gav jo dog ifjor så tyde-
ligt tilkende, at han ikke vilde have nogen jernbane.
Tønnesen? Konsul Bernick gav jo dog ifjor så tyde-
ligt tilkende, at han ikke vilde have nogen jernbane.
Hilmar Tønnesen.
Ja, det synes jeg også; men jeg mødte fuld-
mægtig Krap, og han fortalte, at jernbanesagen var
tagen op igen og at Bernick holdt møde med tre af
byens pengemænd.
mægtig Krap, og han fortalte, at jernbanesagen var
tagen op igen og at Bernick holdt møde med tre af
byens pengemænd.
Fru Rummel.
Ja, var det ikke det jeg syntes, at jeg hørte
Rummels stemme.
Rummels stemme.
s. 9
Hilmar Tønnesen.
Jo, herr Rummel er naturligvis med, og så er
det købmand Sandstad i bakken og Mikkel Vigeland,
– «Hellig-Mikkel», som de kalder ham.
det købmand Sandstad i bakken og Mikkel Vigeland,
– «Hellig-Mikkel», som de kalder ham.
Adjunkt Rørlund.
Hm –
Hilmar Tønnesen.
Om forladelse, herr adjunkt.
Fru Bernick.
Og nu var her så godt og fredeligt.
Hilmar Tønnesen.
Ja, jeg, for min part, skulde ikke have noget
imod, om de begyndte at kævle igen. Det blev ial-
fald en adspredelse.
imod, om de begyndte at kævle igen. Det blev ial-
fald en adspredelse.
Adjunkt Rørlund.
Å
, den slags adspredelser synes jeg man må
kunne undvære.
kunne undvære.
Hilmar Tønnesen.
Det er nu som man er anlagt. Visse naturer
trænger nu og da til oprivende kampe. Men sligt
har småstadslivet desværre ikke meget at byde af,
og det er ikke enhver givet at – (blader i adjunktens bog.)
«Kvinden som samfundets tjenerinde». Hvad er det
for noget sludder?
trænger nu og da til oprivende kampe. Men sligt
har småstadslivet desværre ikke meget at byde af,
og det er ikke enhver givet at – (blader i adjunktens bog.)
«Kvinden som samfundets tjenerinde». Hvad er det
for noget sludder?
Fru Bernick.
Gud, Hilmar, det må du ikke sige. Du har
visst ikke læst den bog.
visst ikke læst den bog.
Hilmar Tønnesen.
Nej; og jeg agter heller ikke at læse den.
s. 10
Fru Bernick.
Du er nok ikke rigtig vel tilpas idag.
Hilmar Tønnesen.
Nej, jeg er ikke.
Fru Bernick.
Har du kanske ikke sovet godt inat?
Hilmar Tønnesen.
Nej, jeg har sovet meget slet. Jeg gik en tur
igåraftes for min sygdoms skyld. Så drev jeg op i
klubben og læste en rejseberetning fra nordpolen.
Det er noget stålsættende i dette at følge menneskene
i deres kamp med elementerne.
igåraftes for min sygdoms skyld. Så drev jeg op i
klubben og læste en rejseberetning fra nordpolen.
Det er noget stålsættende i dette at følge menneskene
i deres kamp med elementerne.
Fru Rummel.
Men det bekom Dem da visst ikke godt, herr
Tønnesen.
Tønnesen.
Hilmar Tønnesen.
Nej, det bekom mig meget slet; jeg lå hele
natten og vælted mig i halvsøvne og drømte, at jeg
blev forfulgt af en væmmelig hvalros.
natten og vælted mig i halvsøvne og drømte, at jeg
blev forfulgt af en væmmelig hvalros.
Olaf
(som er kommen op på havetrappen).
(som er kommen op på havetrappen).
Har du været forfulgt af en hvalros, onkel?
Hilmar Tønnesen.
Jeg drømte det, din klodrian! Men går du
endnu her og leger med den latterlige bue? Hvor-
for får du dog ikke fat på et rigtigt gevær?
endnu her og leger med den latterlige bue? Hvor-
for får du dog ikke fat på et rigtigt gevær?
Olaf.
Jo, det vilde jeg gerne, men –
s. 11
Hilmar Tønnesen.
For et sådant gevær, det er der da nogen me-
ning i; der er altid noget nervespændende i det, når
man skal fyre det af.
ning i; der er altid noget nervespændende i det, når
man skal fyre det af.
Olaf.
Og så kunde jeg skyde bjørne, onkel. Men jeg
får ikke lov for far.
får ikke lov for far.
Fru Bernick.
Du må virkelig ikke sætte ham sådant i hodet,
Hilmar.
Hilmar.
Hilmar Tønnesen.
Hm, – jo, det er en slægt, der opdrages nutil-
dags! Der tales om idræt og idræt, – Gud bevares,
– men altsammen så er det leg; aldrig en alvorlig
drift til dette hærdende, som ligger i at træde faren
mandigt under øjnene. Stå ikke og peg imod mig
med buen, din klods; den kan gå løs.
dags! Der tales om idræt og idræt, – Gud bevares,
– men altsammen så er det leg; aldrig en alvorlig
drift til dette hærdende, som ligger i at træde faren
mandigt under øjnene. Stå ikke og peg imod mig
med buen, din klods; den kan gå løs.
Olaf.
Nej, onkel, der er ingen pil i.
Hilmar Tønnesen.
Det kan du ikke vide; der kan være en pil i
alligevel. Tag den væk, siger jeg! – Hvorfor pokker
er du aldrig rejst over til Amerika med et af din
faders skibe? Der kunde du få se en bøffeljagt eller
en kamp med rødhuderne.
alligevel. Tag den væk, siger jeg! – Hvorfor pokker
er du aldrig rejst over til Amerika med et af din
faders skibe? Der kunde du få se en bøffeljagt eller
en kamp med rødhuderne.
Fru Bernick.
Nej, men Hilmar –
Olaf.
Ja, det vilde jeg gerne, onkel; og så kanske
jeg kunde træffe onkel Johan og tante Lona.
jeg kunde træffe onkel Johan og tante Lona.
s. 12
Hilmar
Tønneser
.
Hm –; sliddersladder.
Fru Bernick.
Nu kan du gå ned i haven igen, Olaf.
Olaf.
Mor, må jeg også gå ud på gaden?
Fru Bernick.
Ja; men endelig ikke for langt.
(Olaf løber ud gennem gitterporten.)
Adjunkt Rørlund.
De burde ikke sætte barnet slige nykker i hodet,
herr Tønnesen.
herr Tønnesen.
Hilmar Tønnesen.
Nej, naturligvis, han bør gå her og blive en
hjemmesidder, som så mange andre.
hjemmesidder, som så mange andre.
Adjunkt Rørlund.
Men hvorfor rejser De ikke selv over?
Hilmar Tønnesen.
Jeg? Med min sygdom? Nå, det forstår sig,
den tar man jo ikke stort hensyn til her i byen.
Men desuagtet, – man har dog visse forpligtelser
mod det samfund, man står i. Her må dog ialfald
være nogen, som holder ideens fane højt. Uf, nu
skriger han igen!
den tar man jo ikke stort hensyn til her i byen.
Men desuagtet, – man har dog visse forpligtelser
mod det samfund, man står i. Her må dog ialfald
være nogen, som holder ideens fane højt. Uf, nu
skriger han igen!
Fruerne.
Hvem skriger?
Hilmar Tønnesen.
Å nej, jeg
véd
ikke. De er lidt højrøstede der-
inde, og det gør mig så nervøs.
inde, og det gør mig så nervøs.
s. 13
Fru Rummel.
Det er nok min mand, herr Tønnesen. Men jeg
skal sige Dem, han er så vant til at tale i store
forsamlinger –
skal sige Dem, han er så vant til at tale i store
forsamlinger –
Adjunkt Rørlund.
De andre er heller ikke lavmælte, synes mig.
Hilmar Tønnesen.
Nej, Gud bevars, når det gælder at værge for
pengepungen, så –; alting går jo op i smålige
materielle beregninger her. Uf!
pengepungen, så –; alting går jo op i smålige
materielle beregninger her. Uf!
Fru Bernick.
Det er ialfald bedre end før, da alting gik op
i forlystelser.
i forlystelser.
Fru Lynge.
Var her virkelig så slemt før?
Fru Rummel.
Ja, det kan De tro, fru Lynge. De kan prise
Dem lykkelig, at De ikke bode her dengang.
Dem lykkelig, at De ikke bode her dengang.
Fru Holt.
Jo, her er rigtignok foregåt forandringer! Når
jeg tænker tilbage på mine pigedage –
jeg tænker tilbage på mine pigedage –
Fru Rummel.
Å, tænk blot en fjorten–femten år tilbage. Gud
fri os vel, hvilket liv her var! Dengang bestod både
balforeningen og musikforeningen –
fri os vel, hvilket liv her var! Dengang bestod både
balforeningen og musikforeningen –
Frøken Bernick.
Og den dramatiske forening. Den kan jeg godt
huske.
huske.
Fru Rummel.
Ja, det var
der,
Deres stykke blev opført, herr
Tønnesen.
Tønnesen.
s. 14
Hilmar Tønnesen
(op mod baggrunden).
(op mod baggrunden).
Å, hvad, hvad –!
Adjunkt Rørlund.
Student Tønnesens stykke?
Fru Rummel.
Ja, det var længe før De kom hid, herr adjunkt.
Det gik forresten bare én gang.
Det gik forresten bare én gang.
Fru Lynge.
Var det ikke i det stykke De fortalte
mig,
at
De havde spillet elskerinde, fru Rummel?
De havde spillet elskerinde, fru Rummel?
Fru Rummel
(skotter efter adjunkten).
(skotter efter adjunkten).
Jeg? Det kan jeg virkelig ikke huske, fru
Lynge. Men jeg husker godt al den støjende sel-
skabelighed i familjerne.
Lynge. Men jeg husker godt al den støjende sel-
skabelighed i familjerne.
Fru Holt.
Ja, jeg
véd
såmæn de huse, hvor der blev givet
to store middage i ugen.
to store middage i ugen.
Fru Lynge.
Og så var her jo et omrejsende skuespillersel-
skab, har jeg hørt.
skab, har jeg hørt.
Fru Rummel.
Ja, det var nu det allerværste –!
Fru Holt
(urolig).
(urolig).
Hm, hm –
Fru Rummel.
Nå, skuespillere? Nej, det husker jeg sletikke.
s. 15
Fru Lynge.
Jo, de mennesker skal have gjort så mange gale
streger, siges der. Hvorledes hænger det egentlig
sammen med de historier?
streger, siges der. Hvorledes hænger det egentlig
sammen med de historier?
Fru Rummel.
Å, det er igrunden ingenting, fru Lynge.
Fru Holt.
Søde Dina, ræk mig det linned der.
Fru Bernick
(på samme tid).
(på samme tid).
Kære Dina, gå ud og bed Katrine bringe os
kaffeen.
kaffeen.
Frøken Bernick.
Jeg skal gå med dig, Dina.
(Dina og
Frøken
Bernick går ud gennem den øverste dør
til venstre
.)
Fru Bernick
(rejser sig).
(rejser sig).
Og så får De undskylde mig et øjeblik, mine
damer; jeg tænker vi drikker kaffeen derude.
damer; jeg tænker vi drikker kaffeen derude.
(Hun går ud på havetrappen og dækker et bord; adjunkten står i døren
og taler med hende. Hilmar Tønnesen sidder derude og ryger.)
og taler med hende. Hilmar Tønnesen sidder derude og ryger.)
Fru Rummel
(sagte).
(sagte).
Gud, fru Lynge, hvor De gjorde mig forskrækket!
Fru Lynge.
Jeg?
Fru Holt.
Ja, men det var rigtig Dem selv, som begyndte,
fru Rummel.
fru Rummel.
s. 16
Fru Rummel.
Jeg? Nej, hvor kan De dog sige det, fru Holt?
Der kom da ikke et levende ord over min mund.
Der kom da ikke et levende ord over min mund.
Fru Lynge.
Men hvad er det da?
Fru Rummel.
Hvor kunde De begynde at tale om –! Tænk,
– så De da ikke, at Dina var inde?
– så De da ikke, at Dina var inde?
Fru Lynge.
Dina? Men bevares vel, er der noget påfærde
med –?
med –?
Fru Holt.
Og så her i huset!
Véd
De da
ikke,
at det
var fru Bernicks broder –?
var fru Bernicks broder –?
Fru Lynge.
Hvad han? Jeg
véd
jo slet ingen ting; jeg er
jo ganske ny –
jo ganske ny –
Fru Rummel.
Har De da ikke hørt at –? Hm – (til datteren.)
du kan gå ned i haven lidt, du Hilda.
du kan gå ned i haven lidt, du Hilda.
Fru Holt.
Gå du også, Netta. Og vær rigtig venlig mod
den stakkels Dina, når hun kommer.
den stakkels Dina, når hun kommer.
(Frøken Rummel og frøken Holt går ud i haven.)
Fru Lynge.
Nå, hvad var det så med fru Bernicks broder?
Fru Rummel.
Véd
De
ikke, det var ham, som havde den fæle
historie?
historie?
s. 17
Fru Lynge.
Har student Tønnesen havt en fæl historie?
Fru Rummel.
Nej, Herregud, studenten er jo hendes fætter,
fru Lynge. Jeg taler om broderen –
fru Lynge. Jeg taler om broderen –
Fru Holt.
– den forlorne Tønnesen –
Fru Rummel.
Johan hed han. Han rømte over til Amerika.
Fru Holt.
Måtte rømme, kan De tænke Dem.
Fru Lynge.
Og han havde altså den fæle historie?
Fru Rummel.
Ja, det var noget sådant –; hvad skal jeg kalde
det? Det var noget sådant med Dinas moder. Å,
jeg husker det, som om det var idag. Johan Tønne-
sen var dengang på kontoret hos gamle fru Bernick;
Karsten Bernick var nylig kommen hjem fra Paris,
– var endnu ikke bleven forlovet –
det? Det var noget sådant med Dinas moder. Å,
jeg husker det, som om det var idag. Johan Tønne-
sen var dengang på kontoret hos gamle fru Bernick;
Karsten Bernick var nylig kommen hjem fra Paris,
– var endnu ikke bleven forlovet –
Fru Lynge.
Nå, men den fæle
histore
?
Fru Rummel.
Jo, ser De, – den vinter var Møllers skuespiller-
selskab her i byen –
selskab her i byen –
Fru Holt.
– og ved det selskab var skuespiller Dorf og
kone. Alle de unge mennesker var rent forgabet i
hende.
kone. Alle de unge mennesker var rent forgabet i
hende.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
2
s. 18
Fru Rummel.
Ja, Gud
véd
, hvor de kunde
finde,
at hun var
smuk. Men så kommer skuespiller Dorf hjem sent
en aften –
smuk. Men så kommer skuespiller Dorf hjem sent
en aften –
Fru Holt.
– ganske uventet –
Fru Rummel.
– og så finder han –; nej, det lar sig virkelig
ikke fortælle.
ikke fortælle.
Fru Holt.
Nej, fru Rummel, han fandt ingenting, for døren
var stængt på indsiden.
var stængt på indsiden.
Fru Rummel.
Ja, det er jo det jeg siger; han fandt døren
stængt. Og vil De tænke Dem, han, som er inden-
for, må springe ud af vinduet.
stængt. Og vil De tænke Dem, han, som er inden-
for, må springe ud af vinduet.
Fru Holt.
Helt oppe fra et kvistvindu!
Fru Lynge.
Og det var fru Bernicks broder?
Fru Rummel.
Ja visst var det så.
Fru Lynge.
Og så var det han rømte til Amerika?
Fru Holt.
Ja, så måtte han jo rømme, kan De begribe.
Fru Rummel.
For bagefter blev der opdaget noget, som næsten
var ligeså slemt; tænk Dem, han havde forgrebet sig
på kassen –
var ligeså slemt; tænk Dem, han havde forgrebet sig
på kassen –
s. 19
Fru Holt.
Men det
véd
man jo ikke rigtig, fru Rummel;
kanske det bare var rygter.
kanske det bare var rygter.
Fru Rummel.
Nej, nu må jeg sige –! Var ikke det bekendt
over hele byen? Var ikke gamle fru Bernick nær
ved at gå fallit for den sags skyld? Det har jeg
da fra Rummel selv. Men Gud bevare min mund.
over hele byen? Var ikke gamle fru Bernick nær
ved at gå fallit for den sags skyld? Det har jeg
da fra Rummel selv. Men Gud bevare min mund.
Fru Rummel
.
Nå, til madam Dorf gik ialfald pengene ikke,
for hun –
for hun –
Fru Lynge.
Ja, hvorledes blev det mellem Dinas forældre
bagefter?
bagefter?
Fru Rummel.
Jo, Dorf rejste sin vej både fra kone og barn.
Men madammen var såmæn fræk nok til at blive
her et helt år. Vise sig på theatret turde hun jo
ikke mere; men så ernærte hun sig med at vaske
og sy for folk –
Men madammen var såmæn fræk nok til at blive
her et helt år. Vise sig på theatret turde hun jo
ikke mere; men så ernærte hun sig med at vaske
og sy for folk –
Fru Holt.
Og så prøved hun på at få en danseskole
igang
.
Fru Rummel.
Det gik naturligvis ikke. Hvilke forældre vilde
vel betro sine børn til en sådan en? Men det vared
heller ikke længe med hende; den fine madam var
nok ikke vant til at arbejde; det slog sig for brystet
og så døde hun.
vel betro sine børn til en sådan en? Men det vared
heller ikke længe med hende; den fine madam var
nok ikke vant til at arbejde; det slog sig for brystet
og så døde hun.
Fru Lynge.
Uh, dette var rigtignok fæle historier!
2*
s. 20
Fru Rummel.
Ja, De kan tro, det har været hårdt at døje for
Bernicks. Det er den dunkle plet i deres lykkes sol,
som Rummel engang udtrykte sig. Tal derfor aldrig
om de ting her i huset, fru Lynge.
Bernicks. Det er den dunkle plet i deres lykkes sol,
som Rummel engang udtrykte sig. Tal derfor aldrig
om de ting her i huset, fru Lynge.
Fru Holt.
Og, for Guds skyld, heller ikke om halvsøsteren!
Fru Lynge.
Ja, fru Bernick har jo en halvsøster også?
Fru Rummel.
Har
havt
– lykkeligvis; for nu er nok slægt-
skabet ude mellem de to. Jo, det var en for sig
selv! Vil De tænke Dem, hun klipped håret af sig,
og så gik hun med mandfolkstøvler i regnvejr.
skabet ude mellem de to. Jo, det var en for sig
selv! Vil De tænke Dem, hun klipped håret af sig,
og så gik hun med mandfolkstøvler i regnvejr.
Fru Holt.
Og da halvbroderen – det forlorne subjekt –
var rømt, og hele byen naturligvis var oprørt over
ham, – véd De, hvad hun så gør? Hun rejser over
til ham!
var rømt, og hele byen naturligvis var oprørt over
ham, – véd De, hvad hun så gør? Hun rejser over
til ham!
Fru Rummel.
Ja, men den skandale hun gjorde før hun rejste,
fru Holt!
fru Holt!
Fru Holt.
Hys, tal ikke om det.
Fru Lynge.
Gud, gjorde hun også skandale?
Fru Rummel.
Jo, nu skal De høre, fru Lynge. Bernick havde
netop da forlovet sig med Betty Tønnesen; og just
som han kommer med hende under armen ind til
hendes tante for at melde det –
netop da forlovet sig med Betty Tønnesen; og just
som han kommer med hende under armen ind til
hendes tante for at melde det –
s. 21
Fru Holt.
Tønnesens var nemlig forældreløse, skal De
vide –
vide –
Fru Rummel.
– så rejser Lona Hessel sig op fra den stol,
hun sidder på, og gir den fine dannede Karsten Ber-
nick en ørefigen, så det sang i ham.
hun sidder på, og gir den fine dannede Karsten Ber-
nick en ørefigen, så det sang i ham.
Fru Lynge.
Nej, nu har jeg da aldrig –!
Fru Holt.
Ja, det er aldeles visst.
Fru Rummel.
Og så pakked hun sin koffert og rejste til
Amerika.
Amerika.
Fru Lynge.
Men så må hun vel selv have havt et godt øje
til ham.
til ham.
Fru Rummel.
Ja, det kan De tro hun havde. Hun gik her
og bildte sig ind, at der skulde blive et par af dem,
når han kom hjem fra Paris.
og bildte sig ind, at der skulde blive et par af dem,
når han kom hjem fra Paris.
Fru Holt.
Ja, tænk, at hun kunde tro noget sligt! Bernick,
– denne unge belevne verdensmand, – komplet ka-
vallér, – alle damernes yndling –
– denne unge belevne verdensmand, – komplet ka-
vallér, – alle damernes yndling –
Fru Rummel.
– og så anstændig alligevel, fru Holt; og så
moralsk.
moralsk.
Fru Lynge.
Men hvad har denne frøken Hessel taget sig til
i Amerika?
i Amerika?
s. 22
Fru Rummel.
Ja, ser De, derover hviler der, som Rummel
engang udtrykte sig, et slør, der neppe bør løftes.
engang udtrykte sig, et slør, der neppe bør løftes.
Fru Lynge.
Hvad vil det sige?
Fru Rummel.
Hun står jo ikke længere i forbindelse med
familjen, kan De skønne ; men så meget véd da hele
byen, at hun har sunget for penge i værtshusene
derover –
familjen, kan De skønne ; men så meget véd da hele
byen, at hun har sunget for penge i værtshusene
derover –
Fru Holt.
– og at hun har holdt foredrag på salene –
Fru Rummel.
– og at hun har givet ud en ravgal bog.
Fru Lynge.
Nej tænk –!
Fru Rummel.
Å jo, Lona Hessel er nok også en af solplet-
terne i den Bernickske familjelykke. Men nu véd
De altså besked, fru Lynge. Jeg har, ved Gud, bare
talt om dette, for at De skal tage Dem iagt.
terne i den Bernickske familjelykke. Men nu véd
De altså besked, fru Lynge. Jeg har, ved Gud, bare
talt om dette, for at De skal tage Dem iagt.
Fru Lynge.
Jo, det kan De være rolig for jeg skal. – Men
den stakkels Dina Dorf! Det gør mig rigtig ondt
for hende.
den stakkels Dina Dorf! Det gør mig rigtig ondt
for hende.
Fru Rummel.
Nå, for hende var det jo en ren lykke. Tænk,
om hun var bleven i forældrenes hænder! Vi tog
os naturligvis af hende, allesammen, og formaned
hende, så godt vi kunde. Siden fik frøken Bernick
sat igennem, at hun kom her i huset.
om hun var bleven i forældrenes hænder! Vi tog
os naturligvis af hende, allesammen, og formaned
hende, så godt vi kunde. Siden fik frøken Bernick
sat igennem, at hun kom her i huset.
s. 23
Fru Holt.
Men et vanskeligt barn har hun altid været.
De kan tænke Dem, – alle de slette exempler. En
sådan en er jo ikke som en af vore egne; hun må
tages med det gode, fru Lynge.
De kan tænke Dem, – alle de slette exempler. En
sådan en er jo ikke som en af vore egne; hun må
tages med det gode, fru Lynge.
Fru Rummel.
Hys, – der kommer hun. (højt.) Ja, den Dina,
det er rigtig en flink pige. Nå, er du der, Dina?
Vi sidder her og lægger tøjet fra os.
det er rigtig en flink pige. Nå, er du der, Dina?
Vi sidder her og lægger tøjet fra os.
Fru Holt.
Ak, hvor din kaffe dufter dejligt, søde Dina.
En sådan kop formiddagskaffe –
En sådan kop formiddagskaffe –
Fru Bernick
(ude på havetrappen).
(ude på havetrappen).
Vær så god, mine damer!
(Frøken Bernick og Dina har imidlertid hjulpet tjenestepigen at bringe
kaffetøjet. Alle damerne tager plads derude; de taler overvættes venligt
til Dina. Lidt efter går hun ind i salen og søger sit håndarbejde.)
kaffetøjet. Alle damerne tager plads derude; de taler overvættes venligt
til Dina. Lidt efter går hun ind i salen og søger sit håndarbejde.)
Fru Bernick
(ude ved kaffebordet).
(ude ved kaffebordet).
Dina, vil ikke du også –?
Dina.
Nej tak; jeg vil ikke.
(Hun sætter sig ved sit sytøj. Fru Bernick og adjunkten veksler nogle
ord; et øjeblik efter går han ind i salen.)
ord; et øjeblik efter går han ind i salen.)
Adjunkt Rørlund
(gør sig et ærinde hen til bordet og siger dæmpet):
(gør sig et ærinde hen til bordet og siger dæmpet):
Dina.
Dina.
Ja.
s. 24
Adjunkt Rørlund.
Hvorfor vil De ikke være derude?
Dina.
Da jeg kom ind med kaffeen, kunde jeg se på
den fremmede dame, at de havde talt om mig.
den fremmede dame, at de havde talt om mig.
Adjunkt Rørlund.
Og så De da ikke også, hvor venlig hun var
imod Dem derude.
imod Dem derude.
Dina.
Men det tåler jeg ikke!
Adjunkt Rørlund.
De har et stridigt sind, Dina.
Dina.
Ja.
Adjunkt Rørlund.
Men hvorfor har De det?
Dina.
Jeg er ikke anderledes.
Adjunkt Rørlund.
Kunde De ikke prøve på at blive
anderledes?
Dina.
Nej.
Adjunkt Rørlund.
Hvorfor ikke?
Dina
(ser på ham).
(ser på ham).
Jeg hører jo til de moralsk fordærvede.
s. 25
Adjunkt Rørlund.
Fy, Dina!
Dina.
Moder hørte også til de moralsk fordærvede.
Adjunkt Rørlund.
Hvem har talt til Dem om slige ting?
Dina.
Ingen; de taler aldrig. Hvorfor gør
De
ikke
det! Allesammen så tar de så læmpeligt på mig,
som om jeg vilde gå istykker, hvis –. Å, hvor jeg
hader al denne godhjertethed.
det! Allesammen så tar de så læmpeligt på mig,
som om jeg vilde gå istykker, hvis –. Å, hvor jeg
hader al denne godhjertethed.
Adjunkt Rørlund.
Kære Dina, jeg forstår så
godt,
at De føler Dem
trykket her, men –
trykket her, men –
Dina.
Ja, kunde jeg blot komme langt bort. Jeg
skulde nok hjælpe mig selv frem, når jeg bare ikke
leved mellem mennesker, der var så – så –
skulde nok hjælpe mig selv frem, når jeg bare ikke
leved mellem mennesker, der var så – så –
Adjunkt Rørlund.
Hvorledes så?
Dina.
Så anstændige og så moralske.
Adjunkt Rørlund.
Men, Dina, det mener De ikke.
Dina.
Å, De skønner godt, hvorledes jeg mener det.
Hver dag kommer Hilda og Netta her, for at jeg
skal tage dem til mønster. Jeg kan aldrig blive så
skikkelig som de. Jeg vil ikke blive det. Å, var
jeg langt borte, så skulde jeg nok blive brav.
Hver dag kommer Hilda og Netta her, for at jeg
skal tage dem til mønster. Jeg kan aldrig blive så
skikkelig som de. Jeg vil ikke blive det. Å, var
jeg langt borte, så skulde jeg nok blive brav.
s. 26
Adjunkt Rørlund.
De er jo brav, kære Dina.
Dina.
Hvad hjælper det mig her?
Adjunkt Rørlund.
Altså rejse –. Tænker De alvorligt på det?
Dina.
Jeg vilde ikke blive her en dag længer, dersom
ikke De var.
ikke De var.
Adjunkt Rørlund.
Sig mig, Dina, – hvorfor er De egentlig så
gerne sammen med mig.
gerne sammen med mig.
Dina.
Fordi De lærer mig så meget smukt.
Adjunkt Rørlund.
Smukt? Kalder De det, jeg kan lære Dem, for
noget smukt?
noget smukt?
Dina.
Ja. Eller egentlig – De lærer mig ikke noget;
men når jeg hører Dem tale, så kommer jeg til at
se så meget smukt.
men når jeg hører Dem tale, så kommer jeg til at
se så meget smukt.
Adjunkt Rørlund.
Hvad forstår De da egentlig ved en smuk ting?
Dina.
Det har jeg aldrig tænkt over.
Adjunkt Rørlund.
Så tænk over det nu. Hvad forstår De ved
en smuk ting?
en smuk ting?
s. 27
Dina.
En smuk ting er noget, som er stort – og
langt borte.
langt borte.
Adjunkt Rørlund.
Hm. – Kære Dina, jeg er så inderlig bekymret
for Dem.
for Dem.
Dina.
Kun det?
Adjunkt Rørlund.
De
véd
dog visst godt, hvor usigelig kær De
er mig.
er mig.
Dina.
Dersom jeg var Hilda eller Netta, vilde De ikke
være bange for at lade nogen mærke det.
være bange for at lade nogen mærke det.
Adjunkt Rørlund.
Å, Dina, De kan så lidet dømme om de tusend
hensyn –. Når en mand er sat til at være en mo-
ralsk støtte for det samfund, han lever i, så –;
man kan ikke være forsigtig nok. Dersom jeg blot
var viss på, at man vilde forstå rigtig at udtyde
mine bevæggrunde –. Men det får være det samme;
De må og De skal hjælpes op. Dina, er det en
aftale, at når jeg kommer – når forholdene tillader
mig at komme – og jeg siger: her er min hånd, –
da vil De tage den og være min hustru? – Lover
De mig det, Dina?
hensyn –. Når en mand er sat til at være en mo-
ralsk støtte for det samfund, han lever i, så –;
man kan ikke være forsigtig nok. Dersom jeg blot
var viss på, at man vilde forstå rigtig at udtyde
mine bevæggrunde –. Men det får være det samme;
De må og De skal hjælpes op. Dina, er det en
aftale, at når jeg kommer – når forholdene tillader
mig at komme – og jeg siger: her er min hånd, –
da vil De tage den og være min hustru? – Lover
De mig det, Dina?
Dina.
Ja.
Adjunkt Rørlund.
Tak, tak! Thi også for mig –. Å, Dina, jeg
har Dem så kær –. Hys; der kommer nogen. Dina,
for min skyld, – gå ud til de andre.
har Dem så kær –. Hys; der kommer nogen. Dina,
for min skyld, – gå ud til de andre.
s. 28
(Hun går ud til kaffebordet. I samme øjeblik kommer grosserer Rummel,
købmand Sandstad og købmand Vigeland ud fra det forreste værelse til
venstre , fulgt af konsul Bernick, der har en bunke papirer i hånden.)
købmand Sandstad og købmand Vigeland ud fra det forreste værelse til
venstre , fulgt af konsul Bernick, der har en bunke papirer i hånden.)
Konsul Bernick.
Nå, så er sagen altså afgjort.
Købmand Vigeland.
Ja, i Guds navn, lad den så være.
Grosserer Rummel.
Den er afgjort, Bernick! Et Normands-ord står
fast som Dovrefjelds klipper, det véd du!
fast som Dovrefjelds klipper, det véd du!
Konsul Bernick.
Og ingen svigter; ingen falder fra, hvad mod-
stand vi så end møder.
stand vi så end møder.
Grosserer Rummel.
Vi står og falder sammen, Bernick!
Hilmar Tønnesen
(der er kommen frem i havedøren).
(der er kommen frem i havedøren).
Falder? Med tilladelse, er det ikke jernbanen,
som falder?
som falder?
Konsul Bernick.
Nej
tvertimod,
den skal komme til at gå –
Grosserer Rummel.
– med damp, herr Tønnesen.
Hilmar Tønnesen
(nærmere).
(nærmere).
Så?
Adjunkt Rørlund.
Hvorledes?
s. 29
Fru Bernick
(i havedøren).
(i havedøren).
Men, kære Karsten, hvad er det egentlig –?
Konsul Bernick.
Å, kære Betty, hvor kan nu det interessere dig?
(til de tre herrer.) Men nu må vi udfærdige listerne, jo
før jo heller. Det er en selvfølge, at vi fire tegner
os først. Den stilling, vi indtager i samfundet, gør
os det til pligt at strække os så langt som muligt.
(til de tre herrer.) Men nu må vi udfærdige listerne, jo
før jo heller. Det er en selvfølge, at vi fire tegner
os først. Den stilling, vi indtager i samfundet, gør
os det til pligt at strække os så langt som muligt.
Købmand Sandstad.
Forstår sig, herr konsul.
Grosserer Rummel.
Det skal gå, Bernick; det er svoret.
Konsul Bernick
.
Å ja, jeg er slet ikke bange for udfaldet. Vi
må se til at virke, hver i sin bekendtskabskreds;
og kan vi først pege hen på en rigtig livlig del-
tagelse i alle samfundslag, så følger det af sig selv,
at kommunen også må bidrage sit.
må se til at virke, hver i sin bekendtskabskreds;
og kan vi først pege hen på en rigtig livlig del-
tagelse i alle samfundslag, så følger det af sig selv,
at kommunen også må bidrage sit.
Fru Bernick.
Men, Karsten, du må endelig komme ud og for-
tælle os –
tælle os –
Konsul Bernick.
Å, kære Betty, det er noget, som damer ikke
kan sætte sig ind i.
kan sætte sig ind i.
Hilmar Tønnesen.
Du vil altså virkelig tage dig af jernbanesagen
alligevel?
alligevel?
Konsul Bernick.
Ja, naturligvis.
s. 30
Adjunkt Rørlund.
Men ifjor, herr konsul –?
Konsul Bernick.
Ifjor var det en ganske anden sag. Dengang
var der tale om en kystlinje –
var der tale om en kystlinje –
Købmand Vigeland.
– som vilde været ganske
overflødig,
herr ad-
junkt; for vi har jo dampskibe –
junkt; for vi har jo dampskibe –
Købmand Sandstad.
– og som vilde faldet så urimelig kostbar –
Grosserer Rummel.
– ja, og som ligefrem havde skadet væsentlige
interesser her i byen.
interesser her i byen.
Konsul Bernick.
Hovedsagen
var,
at den ikke vilde kommet det
større samfund tilgode. Derfor satte jeg mig imod
den, og så blev indlandslinjen vedtagen.
større samfund tilgode. Derfor satte jeg mig imod
den, og så blev indlandslinjen vedtagen.
Hilmar Tønnesen.
Ja, men den kommer jo ikke til at berøre
byerne heromkring.
byerne heromkring.
Konsul Bernick.
Den kommer til at berøre vor by, min kære
Hilmar; for nu lægger vi en sidebane herned.
Hilmar; for nu lægger vi en sidebane herned.
Hilmar Tønnesen.
Aha; et nyt påfund altså.
Grosserer Rummel.
Ja, er ikke det et ypperligt påfund? Hvad?
s. 31
Adjunkt Rørlund.
Hm –
Købmand Vigeland.
Nægtes kan det
ikke,
at forsynet ligesom har
lagt terrænet tilrette for en sidebane.
lagt terrænet tilrette for en sidebane.
Adjunkt Rørlund.
Siger De virkelig det, herr Vigeland?
Konsul Bernick.
Ja, jeg må
tilstå,
at jeg også betragter det som
en styrelse, at jeg ivåres rejste opover i forretninger,
og så tilfældigvis kom ind i et dalføre, hvor jeg ikke
tidligere havde været. Det slog mig som et lyn, at
her måtte vi kunne lægge en sidebane ned til os.
Jeg har ladet en ingeniør befare strøget; her har
jeg de foreløbige beregninger og overslag; der er
ingenting ivejen.
en styrelse, at jeg ivåres rejste opover i forretninger,
og så tilfældigvis kom ind i et dalføre, hvor jeg ikke
tidligere havde været. Det slog mig som et lyn, at
her måtte vi kunne lægge en sidebane ned til os.
Jeg har ladet en ingeniør befare strøget; her har
jeg de foreløbige beregninger og overslag; der er
ingenting ivejen.
Fru Bernick
(fremdeles, tilligemed de øvrige damer, i havedøren).
(fremdeles, tilligemed de øvrige damer, i havedøren).
Men, kære Karsten, at du har holdt alt dette
skjult for os.
skjult for os.
Konsul Bernick.
Å, min gode Betty, I vilde jo dog ikke kunnet
fatte den egentlige sammenhæng. Jeg har forresten
ikke talt om det til noget levende menneske før
idag. Men nu er det afgørende øjeblik kommet; nu
skal her virkes åbenlyst og af al kraft. Ja, om jeg
så skal sætte hele min tilværelse ind på den sag,
så skal jeg drive den igennem.
fatte den egentlige sammenhæng. Jeg har forresten
ikke talt om det til noget levende menneske før
idag. Men nu er det afgørende øjeblik kommet; nu
skal her virkes åbenlyst og af al kraft. Ja, om jeg
så skal sætte hele min tilværelse ind på den sag,
så skal jeg drive den igennem.
Grosserer Rummel.
Vi med, Bernick; det kan du stole på.
s. 32
Adjunkt Rørlund.
Lover De Dem da virkelig så meget af dette
foretagende, mine herrer?
foretagende, mine herrer?
Konsul Bernick.
Ja, det skulde jeg mene. Hvilken løftestang vil
det ikke blive for vort hele samfund? Tænk blot
på de store skovtrakter, som vil gøres tilgængelige;
tænk på alle de righoldige malmlejer, som kan tages
i drift; tænk på elven med det ene fossefald oven-
for det andet! Hvilken fabrikvirksomhed kan ikke
der komme istand?
det ikke blive for vort hele samfund? Tænk blot
på de store skovtrakter, som vil gøres tilgængelige;
tænk på alle de righoldige malmlejer, som kan tages
i drift; tænk på elven med det ene fossefald oven-
for det andet! Hvilken fabrikvirksomhed kan ikke
der komme istand?
Adjunkt Rørlund.
Og
De
frygter ikke
for,
at et hyppigere sam-
kvem med en fordærvet udenverden –?
kvem med en fordærvet udenverden –?
Konsul Bernick.
Nej, vær De ganske rolig, herr adjunkt. Vort
lille stræbsomme sted hviler, Gud ske lov, nutildags
på en sund moralsk jordbund; vi har jo allesammen
hjulpet til at drænere den, om jeg så tør sige;
og det vil vi gøre fremdeles, hver på sin vis. De,
herr adjunkt, vedbliver Deres velsignelsesrige virk-
somhed i skolen og i hjemmet. Vi, det praktiske
arbejdes mænd, støtter samfundet ved at sprede vel-
være i så vid en kreds, som muligt; – og vore
kvinder, – ja, kom kun nærmere, mine damer; De
må gerne høre på det –; vore kvinder, siger jeg,
vore hustruer og døtre, – ja, virk De uforstyrret i
veldædighedens tjeneste, mine damer, og vær for-
resten en hjælp og en hygge for Deres nærmeste,
således, som min kære Betty og Marta er det for
mig og Olaf – (ser sig om.) Ja, hvor er Olaf henne idag?
lille stræbsomme sted hviler, Gud ske lov, nutildags
på en sund moralsk jordbund; vi har jo allesammen
hjulpet til at drænere den, om jeg så tør sige;
og det vil vi gøre fremdeles, hver på sin vis. De,
herr adjunkt, vedbliver Deres velsignelsesrige virk-
somhed i skolen og i hjemmet. Vi, det praktiske
arbejdes mænd, støtter samfundet ved at sprede vel-
være i så vid en kreds, som muligt; – og vore
kvinder, – ja, kom kun nærmere, mine damer; De
må gerne høre på det –; vore kvinder, siger jeg,
vore hustruer og døtre, – ja, virk De uforstyrret i
veldædighedens tjeneste, mine damer, og vær for-
resten en hjælp og en hygge for Deres nærmeste,
således, som min kære Betty og Marta er det for
mig og Olaf – (ser sig om.) Ja, hvor er Olaf henne idag?
Fru Bernick.
Å, nu i ferierne er det ikke muligt at holde
ham hjemme.
ham hjemme.
s. 33
Konsul Bernick.
Så er han visst nede ved vandet igen! Du skal
se, han ender ikke før der sker en ulykke.
se, han ender ikke før der sker en ulykke.
Hilmar Tønnesen.
Bah – en liden leg med naturkræfterne –
Fru Rummel.
Hvor det er smukt af
Dem,
at De har så meget
familjesind, herr Bernick.
familjesind, herr Bernick.
Konsul Bernick.
Nå, familjen er jo dog samfundets kerne. Et
godt hjem, hæderlige og trofaste venner, en liden
tætsluttet kreds, hvor ingen forstyrrende elementer
kaster sin skygge ind –
godt hjem, hæderlige og trofaste venner, en liden
tætsluttet kreds, hvor ingen forstyrrende elementer
kaster sin skygge ind –
(Fuldmægtig Krap kommer med breve og aviser fra højre.)
Fuldmægtig Krap.
Udenrigsposten, herr konsul; – og et telegram
fra New-York.
fra New-York.
Konsul Bernick
(tager det).
(tager det).
Ah, fra rederiet for «Indian Girl».
Grosserer Rummel.
Så posten er kommen? Ja, så må jeg an-
befale mig.
befale mig.
Købmand Vigeland.
Ja, jeg ligeså.
Købmand Sandstad.
Farvel, herr konsul.
Konsul Bernick.
Farvel, farvel, mine herrer. Og husk altså, vi
har møde i eftermiddag klokken fem.
har møde i eftermiddag klokken fem.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
3
s. 34
De tre herrer.
Ja; ja vel; forstår sig.
(de går ud til højre.)
Konsul Bernick
(der har læst telegrammet)
(der har læst telegrammet)
Nej, dette er virkelig ægte amerikansk! Rentud
oprørende –
oprørende –
Fru Bernick.
Gud, Karsten, hvad er det?
Konsul Bernick.
Se der, herr Krap; læs!
Fuldmægtig Krap
(læser):
(læser):
«Gør mindst muligt af reparationen; send «In-
dian Girl» over så snart flydefærdig; god årstid;
svømmer i nødsfald på lasten.» Nå, det må jeg
sige –
dian Girl» over så snart flydefærdig; god årstid;
svømmer i nødsfald på lasten.» Nå, det må jeg
sige –
Konsul Bernick.
Svømmer på lasten! De herrer
véd
godt,
at
med den last går skibet tilbunds som en sten, der-
som der tilstøder noget.
med den last går skibet tilbunds som en sten, der-
som der tilstøder noget.
Adjunkt Rørlund.
Ja, der ser
man,
hvorledes det står til i disse
lovpriste store samfund.
lovpriste store samfund.
Konsul Bernick.
Det har De ret i; ingen agt for menneskeliv
engang, så snart fordelen kommer med i spillet. (til
Krap.) Kan «Indian Girl» gå tilsøs om en fire–fem
dage?
engang, så snart fordelen kommer med i spillet. (til
Krap.) Kan «Indian Girl» gå tilsøs om en fire–fem
dage?
s. 35
Fuldmægtig Krap.
Ja, hvis købmand Vigeland finder sig
i,
at vi
standser arbejdet på «Palmetræet» imens.
standser arbejdet på «Palmetræet» imens.
Konsul Bernick.
Hm, det gør han ikke. Nå, vil De kanske se
posten igennem. Hør, så De ikke Olaf nede på
bryggen?
posten igennem. Hør, så De ikke Olaf nede på
bryggen?
Fuldmægtig Krap.
Nej, herr konsul.
(han går ind i det forreste værelse
til venstre
.)
Konsul Bernick
(ser igen i telegrammet).
(ser igen i telegrammet).
Atten menneskeliv tager de herrer ikke i be-
tænkning at sætte på spil –
tænkning at sætte på spil –
Hilmar Tønnesen.
Nå, det er sømandens kald at trodse elemen-
terne; der må være noget nervespændende i dette,
således, med en tynd planke mellem sig og af-
grunden –
terne; der må være noget nervespændende i dette,
således, med en tynd planke mellem sig og af-
grunden –
Konsul Bernick.
Ja, jeg gad se den reder hos os, som kunde
bekvemme sig til sligt! Ikke én , ikke en eneste én
– (får øje på Olaf.) Nå, Gud ske lov, han er da i
behold.
bekvemme sig til sligt! Ikke én , ikke en eneste én
– (får øje på Olaf.) Nå, Gud ske lov, han er da i
behold.
(Olaf, med et fiskesnøre i hånden, er kommen løbende opad gaden og
ind gennem haveporten.)
ind gennem haveporten.)
Olaf
(endnu i haven).
(endnu i haven).
Onkel Hilmar, jeg har været nede og set på
dampskibet.
dampskibet.
Konsul Bernick.
Har du nu været på bryggen igen?
3*
s. 36
Olaf.
Nej, jeg var bare ude i en båd. Men tænk,
onkel Hilmar, der kom et helt beriderselskab iland
med heste og dyr; og så var der såmange pas-
sagerer.
onkel Hilmar, der kom et helt beriderselskab iland
med heste og dyr; og så var der såmange pas-
sagerer.
Fru Rummel.
Nej, skal vi virkelig få se beridere!
Adjunkt Rørlund.
Vi? Det antager jeg dog ikke.
Fru Rummel.
Nej naturligvis ikke vi, men –
Dina.
Jeg vilde gerne se beridere.
Olaf.
Ja, jeg også.
Hilmar Tønnesen.
Du er en klodrian. Er det noget at se på?
Lutter dressur. Nej, da er det noget andet at se
Gauchoen jage over Pampas på sin fnysende mustang.
Men Gud bevars, her på småstæderne –
Lutter dressur. Nej, da er det noget andet at se
Gauchoen jage over Pampas på sin fnysende mustang.
Men Gud bevars, her på småstæderne –
Olaf
(trækker i frøken Bernick).
(trækker i frøken Bernick).
Tante Marta, se, se – der kommer de!
Fru Holt.
Ja, ved Gud, der har vi dem.
Fru Lynge.
Uf, de fæle mennesker!
(Mange passagerer og en hel hob af byens folk kommer opover gaden.)
s. 37
Fru Rummel.
Jo, det er nok gøglere af den rette sort. Vil
De se hende i den grå kjole, fru Holt; hun bærer
vadsækken på ryggen.
De se hende i den grå kjole, fru Holt; hun bærer
vadsækken på ryggen.
Fru Holt.
Ja, tænk, hun bærer den på parasolskaftet! Det
er naturligvis direktørens madam.
er naturligvis direktørens madam.
Fru Rummel.
Og der har vi nok direktøren selv; han med
skægget. Nå, han ser da rigtignok ud som en røver.
Se ikke på ham, Hilda!
skægget. Nå, han ser da rigtignok ud som en røver.
Se ikke på ham, Hilda!
Fru Holt.
Ikke du heller, Netta!
Olaf.
Mor, direktøren hilser op til
os.
Konsul Bernick.
Hvad for noget?
Fru Bernick.
Hvad siger du, barn?
Fru Rummel.
Ja, ved Gud, der hilser fruentimmeret også!
Konsul Bernick.
Nej, det er dog for grovt!
Frøken Bernick
(med et uvilkårligt udråb).
(med et uvilkårligt udråb).
Ah –!
Fru Bernick.
Hvad er det, Marta?
s. 38
Frøken Bernick.
Å nej, intet; jeg syntes blot –
Olaf
( skriger af glæde).
( skriger af glæde).
Se, se, der kommer de andre med hestene og
dyrene! Og der er Amerikanerne også! Alle matro-
serne på «Indian Girl» –
dyrene! Og der er Amerikanerne også! Alle matro-
serne på «Indian Girl» –
(Man hører «Yankee Doodle» ledsaget af klarinet og tromme.)
Hilmar Tønnesen
(holder sig for ørerne).
(holder sig for ørerne).
Uf, uf, uf!
Adjunkt Rørlund.
Jeg tror, vi skulde isolere os en liden
smule,
mine damer; dette er ikke noget for os. Lad os gå
til vort arbejde igen.
mine damer; dette er ikke noget for os. Lad os gå
til vort arbejde igen.
Fru Bernick.
Skulde vi kanske trække forhængene for?
Adjunkt Rørlund.
Ja, det var just, hvad jeg mente.
(Damerne indtager sine pladse ved bordet; adjunkten lukker havedøren
og drager forhængene for denne og for vinduerne; det blir halvmørkt
i salen.)
og drager forhængene for denne og for vinduerne; det blir halvmørkt
i salen.)
Olaf
(der kiger ud).
(der kiger ud).
Mor, nu står direktørens madam ved vandspringet
og vasker sig i ansigtet.
og vasker sig i ansigtet.
Fru Bernick.
Hvad? Midt på torvet!
Fru Rummel.
Og det ved højlys dag!
s. 39
Hilmar Tønnesen.
Nå, hvis jeg befandt mig på en ørkenrejse og
stødte på en cisterne, så vilde jeg heller ikke tage i
betænkning at –. Uf, den forfærdelige klarinet!
stødte på en cisterne, så vilde jeg heller ikke tage i
betænkning at –. Uf, den forfærdelige klarinet!
Adjunkt Rørlund.
Der var virkelig al opfordring for politiet til at
skride ind.
skride ind.
Konsul Bernick.
Å
hvad; med udlændinger må man ikke tage
det så strængt; de folk har jo ikke denne rodfæstede
sømmelighedsfølelse, der holder os indenfor de rette
skranker. Lad dem kun skeje ud. Hvad gør det
os? Alt dette uvæsen, som sætter sig op imod skik
og gode sæder, det er lykkeligvis ikke i slægt med
vort samfund, om jeg så tør sige. – Hvad for noget!
det så strængt; de folk har jo ikke denne rodfæstede
sømmelighedsfølelse, der holder os indenfor de rette
skranker. Lad dem kun skeje ud. Hvad gør det
os? Alt dette uvæsen, som sætter sig op imod skik
og gode sæder, det er lykkeligvis ikke i slægt med
vort samfund, om jeg så tør sige. – Hvad for noget!
(Den fremmede dame træder raskt ind gennem døren
til højre
.)
Fruerne
(forskrækket men dæmpet).
(forskrækket men dæmpet).
Beridersken!
Direktør-madamen
!
Fru Bernick.
Gud, hvad skal det sige!
Frøken Bernick
(springer op).
(springer op).
Ah –!
Damen.
Goddag, kære Betty! Goddag, Marta! Goddag,
svoger!
svoger!
Fru Bernick
(med et skrig).
(med et skrig).
Lona –!
s. 40
Konsul Bernick
(tumler et skridt tilbage).
(tumler et skridt tilbage).
Så sandt jeg lever –!
Fru Holt.
Men Gud forbarme sig –!
Fru Rummel.
Det kan da ikke være muligt –!
Hilmar Tønnesen.
Nå! Uf!
Fru Bernick.
Lona –! Er det virkelig –?
Frøken Hessel.
Om det er mig? Ja, så minsæl er det så; I
kan gerne falde mig om halsen for den sags skyld.
kan gerne falde mig om halsen for den sags skyld.
Hilmar Tønnesen.
Uf; uf!
Fru Bernick.
Og nu kommer du her som –?
Konsul Bernick.
– og vil virkelig optræde –?
Frøken Hessel.
Optræde? Hvorledes optræde?
Konsul Bernick.
Ja, jeg mener – med beriderne –
Frøken Hessel.
Hahaha! Er du gal, svoger? Tror du, jeg
hører til beriderne? Nej; rigtignok har jeg øvet
mange slags kunster og gjort mig til nar på mange
måder –
hører til beriderne? Nej; rigtignok har jeg øvet
s. 41
mange slags kunster og gjort mig til nar på mange
måder –
Fru Rummel.
Hm –
Frøken Hessel.
– men kunster på hesteryggen har jeg al-
drig gjort.
drig gjort.
Konsul Bernick.
Altså dog ikke –
Fru Bernick.
Ah, Gud ske lov!
Frøken Hessel.
Nej, vi kom såmæn som andre skikkelige folk,
– rigtignok på anden plads, men det er vi vant til.
– rigtignok på anden plads, men det er vi vant til.
Fru Bernick.
Vi, siger du?
Konsul Bernick
(et skridt nærmere),
(et skridt nærmere),
Hvilke vi?
Frøken Hessel.
Jeg og barnet, naturligvis.
Fruerne
(med et udråb).
(med et udråb).
Barnet!
Hilmar Tønnesen.
Hvad!
Adjunkt Rørlund.
Nå, det må jeg sige –!
s. 42
Fru Bernick.
Men hvad mener du, Lona?
Frøken Hessel.
Jeg mener naturligvis John; jeg har da ikke
noget andet barn end John, véd jeg, – eller Johan,
som I kaldte ham.
noget andet barn end John, véd jeg, – eller Johan,
som I kaldte ham.
Fru Bernick.
Johan –!
Fru Rummel
(sagte til fru Lynge).
(sagte til fru Lynge).
Den forlorne broder!
Konsul Bernick
(nølende).
(nølende).
Er Johan med?
Frøken Hessel.
Ja vel; ja vel; jeg rejser da ikke uden ham.
Men I ser så sørgelige ud. Og så sidder I her i
tusmørke og syr på noget hvidt. Der er da ikke
dødsfald i familjen?
Men I ser så sørgelige ud. Og så sidder I her i
tusmørke og syr på noget hvidt. Der er da ikke
dødsfald i familjen?
Adjunkt Rørlund.
Min frøken, De befinder Dem her i foreningen
for de moralsk fordærvede –
for de moralsk fordærvede –
Frøken Hessel
(halv sagte).
(halv sagte).
Hvad siger De? Disse pene stilfærdige damer
skulde være –?
skulde være –?
Fru Rummel.
Nej nu må jeg sige –!
Frøken Hessel.
Ah, forstår, forstår! Men for pokker, det er jo
fru Rummel! Og der sidder jo fru Holt også! Nå,
vi tre er da ikke bleven yngre siden sidst. Men
hør nu, I godtfolk; lad nu de moralsk fordærvede
vente en dags tid; de blir da ikke værre for det.
En glædesstund som denne –
s. 43
fru Rummel! Og der sidder jo fru Holt også! Nå,
vi tre er da ikke bleven yngre siden sidst. Men
hør nu, I godtfolk; lad nu de moralsk fordærvede
vente en dags tid; de blir da ikke værre for det.
En glædesstund som denne –
Adjunkt Rørlund.
En hjemkomst er ikke altid en glædesstund.
Frøken Hessel.
Så? Hvorledes læser De Deres bibel, herr pastor?
Adjunkt Rørlund.
Jeg er ikke pastor.
Frøken Hessel.
Nå, så blir De det visst. – Men fy, fy,
fy
–
dette moralske lintøj lugter så fordærvet, – akkurat
som ligsvøb. Jeg er vant til luften på prærierne,
jeg, skal jeg sige.
dette moralske lintøj lugter så fordærvet, – akkurat
som ligsvøb. Jeg er vant til luften på prærierne,
jeg, skal jeg sige.
Konsul Bernick
(tørrer panden).
(tørrer panden).
Ja, her er virkelig noget kvalmt
herinde.
Frøken Hessel.
Vent, vent; vi skal nok komme op af grav-
kælderen. (trækker forhængene til side .) Fuldt dagslys må
her være, når gutten kommer. Ja, der skal I se en
gut, som har vasket sig –
kælderen. (trækker forhængene til side .) Fuldt dagslys må
her være, når gutten kommer. Ja, der skal I se en
gut, som har vasket sig –
Hilmar Tønnesen.
Uf!
Frøken Hessel
(åbner dør og vinduer).
(åbner dør og vinduer).
– ja, det vil sige, når han får vasket sig –
oppe i hotellet; for på dampskibet blev han skiden
som et svin.
oppe i hotellet; for på dampskibet blev han skiden
som et svin.
s. 44
Hilmar Tønnesen.
Uf, uf!
Frøken Hessel.
Uf? Ja, så sandelig er det ikke –! (peger på
Hilmar og spørger de øvrige.) Går han her og driver og
siger uf endnu?
Hilmar og spørger de øvrige.) Går han her og driver og
siger uf endnu?
Hilmar Tønnesen.
Jeg driver ikke; jeg går her for min sygdoms
skyld.
skyld.
Adjunkt Rørlund.
Hm, mine damer, jeg tror ikke –
Frøken Hessel
(der har fåt øje på Olaf).
(der har fåt øje på Olaf).
Er det din, Betty? – Ræk mig labben, gut!
Eller er du kanske ræd for din gamle stygge tante?
Eller er du kanske ræd for din gamle stygge tante?
Adjunkt Rørlund
(idet han tager sin bog under armen).
(idet han tager sin bog under armen).
Mine damer, jeg tror ikke her er stemning for
at arbejde videre idag. Men imorgen kommer vi jo
sammen igen?
at arbejde videre idag. Men imorgen kommer vi jo
sammen igen?
Frøken Hessel
(idet de fremmede damer rejser sig for at tage afsked).
(idet de fremmede damer rejser sig for at tage afsked).
Ja, lad os det. Jeg skal være på pletten.
Adjunkt Rørlund.
De? Med tilladelse, frøken, hvad vil De gøre
i vor forening?
i vor forening?
Frøken Hessel.
Jeg vil lufte ud, herr pastor.
ANDEN AKT.
(Havesalen i konsul Bernicks hus.)
(Fru Bernick sidder alene ved arbejdsbordet med sit sytøj. Lidt efter
kommer konsul Bernick med hat på hovedet samt handsker og stok ind
fra højre.)
kommer konsul Bernick med hat på hovedet samt handsker og stok ind
fra højre.)
Fru Bernick.
Kommer du alt hjem, Karsten?
Konsul Bernick.
Ja. Der er nogen jeg har sat stævne.
Fru Bernick
(med et suk).
(med et suk).
Å
ja, Johan kommer vel herned igen, kan jeg
tænke.
tænke.
Konsul Bernick.
Det er en mand, siger jeg. (sætter hatten fra sig.)
Hvor er alle damerne henne idag?
Hvor er alle damerne henne idag?
Fru Bernick.
Fru Rummel og Hilda havde ikke tid.
Konsul Bernick.
Så? Sendt afbud?
s. 46
Fru Bernick.
Ja; de havde så meget at bestille i huset.
Konsul Bernick.
Forstår sig. Og de andre kommer naturligvis
heller ikke?
heller ikke?
Fru Bernick.
Nej, de har også forfald idag.
Konsul Bernick.
Det kunde jeg have sagt på forhånd. Hvor er
Olaf henne?
Olaf henne?
Fru Bernick.
Jeg lod ham gå lidt ud med Dina.
Konsul Bernick.
Hm; Dina, den forfløjne taske –. At hun straks
igår kunde give sig så meget af med Johan –!
igår kunde give sig så meget af med Johan –!
Fru Bernick.
Men, kære Karsten, Dina
véd
jo slet ikke –
Konsul Bernick.
Nå, men så skulde Johan ialfald have havt den
takt, ikke at vise hende nogen opmærksomhed. Jeg
så nok de øjne, købmand Vigeland satte op.
takt, ikke at vise hende nogen opmærksomhed. Jeg
så nok de øjne, købmand Vigeland satte op.
Fru Bernick
(med sytøjet i skødet).
(med sytøjet i skødet).
Karsten, kan du begribe, hvad de vil her hjemme?
Konsul Bernick.
Hm; han har jo en farm derover, som det nok
ikke går synderlig godt med; og hun slog jo igår
på, at de måtte rejse på anden plads –
ikke går synderlig godt med; og hun slog jo igår
på, at de måtte rejse på anden plads –
s. 47
Fru Bernick.
Ja, desværre, det må vel være noget sådant.
Men at hun er fulgt med! Hun! Efter den blodige
fornærmelse, hun har tilføjet dig –!
Men at hun er fulgt med! Hun! Efter den blodige
fornærmelse, hun har tilføjet dig –!
Konsul Bernick.
Å, tænk ikke på disse gamle historier.
Fru Bernick.
Hvor kan jeg tænke på andet i denne tid? Han
er jo dog min broder; – ja, det er ikke for hans
skyld; men al den ubehagelighed, det vilde forvolde
dig –. Karsten, jeg er så dødelig angst for at –
er jo dog min broder; – ja, det er ikke for hans
skyld; men al den ubehagelighed, det vilde forvolde
dig –. Karsten, jeg er så dødelig angst for at –
Konsul Bernick.
Hvad er du angst for?
Fru Bernick.
Kan man ikke falde på at sætte ham fast for
de penge, som blev borte for din moder?
de penge, som blev borte for din moder?
Konsul Bernick.
Å, hvad snak! Hvem kan
bevise,
at der blev
penge borte?
penge borte?
Fru Bernick.
Ak, Gud, det
véd
jo hele byen, desværre; og
du har jo selv sagt –
du har jo selv sagt –
Konsul Bernick.
Jeg har ingenting sagt. Byen
véd
ingen besked
om de affærer; det var altsammen løse rygter.
om de affærer; det var altsammen løse rygter.
Fru Bernick.
O, hvor du er højmodig, Karsten!
Konsul Bernick.
Lad være med disse mindelser, siger jeg! Du
véd ikke, hvor du piner mig ved at rippe op i alt
dette. (han går op og ned ad gulvet; derpå slænger han stokken fra
sig.) At de også skulde komme hjem just nu, – nu,
da jeg behøver en ublandet god stemning både i
byen og i pressen. Der vil blive skrevet korrespon-
dancer til aviserne i nabobyerne. Tager jeg vel
imod dem, eller tager jeg slet imod dem, så vil
det blive drøftet og udtydet. Der vil blive rørt op i
alt dette gamle, – ligesom du gør. I et samfund,
som vort –. (kaster handskerne mod bordpladen.) Og ikke
et menneske har jeg her, som jeg kan tale med og
søge nogen støtte hos.
s. 48
véd ikke, hvor du piner mig ved at rippe op i alt
dette. (han går op og ned ad gulvet; derpå slænger han stokken fra
sig.) At de også skulde komme hjem just nu, – nu,
da jeg behøver en ublandet god stemning både i
byen og i pressen. Der vil blive skrevet korrespon-
dancer til aviserne i nabobyerne. Tager jeg vel
imod dem, eller tager jeg slet imod dem, så vil
det blive drøftet og udtydet. Der vil blive rørt op i
alt dette gamle, – ligesom du gør. I et samfund,
som vort –. (kaster handskerne mod bordpladen.) Og ikke
et menneske har jeg her, som jeg kan tale med og
søge nogen støtte hos.
Fru Bernick.
Slet ingen, Karsten?
Konsul Bernick.
Nej, hvem skulde det være? – At få dem på
halsen netop nu! Det er ikke tvivl om, at de vil
gøre skandale på en eller anden måde, – især hun.
Er det da ikke også en ulykke at have slige men-
nesker i sin familje!
halsen netop nu! Det er ikke tvivl om, at de vil
gøre skandale på en eller anden måde, – især hun.
Er det da ikke også en ulykke at have slige men-
nesker i sin familje!
Fru Bernick.
Ja, jeg kan da ikke hjælpe for at –
Konsul Bernick.
Hvad kan du ikke hjælpe for? At du er i slægt
med dem? Nej, det er et meget sandt ord.
med dem? Nej, det er et meget sandt ord.
Fru Bernick.
Og jeg har heller ikke bedt dem komme hjem.
Konsul Bernick.
Se så; der har vi det! Jeg har ikke bedt dem
komme hjem; jeg har ikke skrevet efter dem; jeg
har ikke trukket dem hjem efter hårene! Å, jeg
kan hele remsen udenad.
komme hjem; jeg har ikke skrevet efter dem; jeg
har ikke trukket dem hjem efter hårene! Å, jeg
kan hele remsen udenad.
s. 49
Fru Bernick
(brister i gråd).
(brister i gråd).
Men du er da også så ukærlig –
Konsul Bernick.
Ja, det er ret; giv dig til at græde, så byen
også skal få det at snakke om. Lad være med det
tosseri, Betty. Sæt dig udenfor; her kan komme
nogen. Skal man kanske se madamen med røde
øjne? Jo, det vilde være dejligt, om det kom ud
iblandt folk at –. Nå, der hører jeg nogen i gan-
gen. (det banker.) Kom ind!
også skal få det at snakke om. Lad være med det
tosseri, Betty. Sæt dig udenfor; her kan komme
nogen. Skal man kanske se madamen med røde
øjne? Jo, det vilde være dejligt, om det kom ud
iblandt folk at –. Nå, der hører jeg nogen i gan-
gen. (det banker.) Kom ind!
(Fru Bernick går ud på havetrappen med sit sytøj. Skibsbygger Aune
kommer ind fra højre.)
kommer ind fra højre.)
Skibsbygger Aune.
Goddag, herr konsul.
Konsul Bernick.
Goddag. Nå, De kan vel gætte, hvad det er,
jeg vil Dem?
jeg vil Dem?
Skibsbygger Aune.
Fuldmægtigen talte igår
om,
at konsulen ikke
skulde være fornøjet med –
skulde være fornøjet med –
Konsul Bernick.
Jeg er misfornøjet med det hele stel på værftet,
Aune. De kommer jo ingen vej med havaristerne.
«Palmetræet» burde have været under sejl for længe
siden. Købmand Vigeland går her hver dag og plager
mig; det er en vanskelig mand at have til medreder.
Aune. De kommer jo ingen vej med havaristerne.
«Palmetræet» burde have været under sejl for længe
siden. Købmand Vigeland går her hver dag og plager
mig; det er en vanskelig mand at have til medreder.
Skibsbygger Aune.
«Palmetræet» kan gå tilsjøs iovermorgen.
Konsul Bernick.
Nå endelig. Men Amerikaneren, «Indian Girl»,
som har ligget her i fem uger og –
som har ligget her i fem uger og –
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
4
s. 50
Skibsbygger Aune.
Amerikaneren? Jeg har forståt det, som om
vi først og fremst skulde lægge al kraft på Deres
eget skib.
vi først og fremst skulde lægge al kraft på Deres
eget skib.
Konsul Bernick.
Det har jeg ikke givet Dem nogen anledning til
at tro. Der skulde gøres al mulig fortgang med Ame-
rikaneren også; men det sker ikke.
at tro. Der skulde gøres al mulig fortgang med Ame-
rikaneren også; men det sker ikke.
Skibsbygger Aune.
Skuden er pilråden i bunden, herr konsul; jo
mere vi lapper på den, jo værre blir det.
mere vi lapper på den, jo værre blir det.
Konsul Bernick.
Det er ikke derfra det skriver sig. Fuldmægtig
Krap har sagt mig hele sandheden. De forstår ikke
at arbejde med de nye maskiner, som jeg har an-
skaffet, – eller rettere, De vil ikke arbejde med dem.
Krap har sagt mig hele sandheden. De forstår ikke
at arbejde med de nye maskiner, som jeg har an-
skaffet, – eller rettere, De vil ikke arbejde med dem.
Skibsbygger Aune.
Herr konsul, jeg er nu oppe i de femti år; lige
fra guttealderen har jeg været vant til den gamle
arbejdsmåde –
fra guttealderen har jeg været vant til den gamle
arbejdsmåde –
Konsul Bernick.
Den kan vi ikke bruge nutildags. De må ikke
tro, Aune, at det er for fordelens skyld; den be-
høver jeg heldigvis ikke; men jeg har hensyn at
tage til det samfund, jeg lever i, og til den forret-
ning, jeg står i spidsen for. Det er fra mig frem-
skridtene må komme, ellers kommer de aldrig.
tro, Aune, at det er for fordelens skyld; den be-
høver jeg heldigvis ikke; men jeg har hensyn at
tage til det samfund, jeg lever i, og til den forret-
ning, jeg står i spidsen for. Det er fra mig frem-
skridtene må komme, ellers kommer de aldrig.
Skibsbygger Aune.
Jeg vil også gerne fremskridt, herr konsul.
Konsul Bernick.
Ja, for Deres indskrænkede kreds, for arbejder-
standen. Å, jeg kender nok Deres agitationer; De
holder taler; De vigler folkene op; men når et hånd-
gribeligt fremskridt tilbyder sig, som nu med vore
maskiner, så vil De ikke være med; så blir De ræd.
s. 51
standen. Å, jeg kender nok Deres agitationer; De
holder taler; De vigler folkene op; men når et hånd-
gribeligt fremskridt tilbyder sig, som nu med vore
maskiner, så vil De ikke være med; så blir De ræd.
Skibsbygger Aune.
Ja, jeg blir virkelig ræd, herr konsul; jeg blir
ræd på de manges vegne, som maskinerne tar brødet
fra. Konsulen taler så ofte om at tage hensyn til
samfundet; men jeg tænker, at samfundet har vel
også sine pligter. Hvor tør lærdommen og kapitalen
sætte de nye opfindelser ind i arbejdet, før samfundet
får oplært en slægt, som kan bruge dem?
ræd på de manges vegne, som maskinerne tar brødet
fra. Konsulen taler så ofte om at tage hensyn til
samfundet; men jeg tænker, at samfundet har vel
også sine pligter. Hvor tør lærdommen og kapitalen
sætte de nye opfindelser ind i arbejdet, før samfundet
får oplært en slægt, som kan bruge dem?
Konsul Bernick.
De læser og grubler formeget, Aune; det har
De ikke godt af; det er det, som gør Dem misfor-
nøjet med Deres stilling.
De ikke godt af; det er det, som gør Dem misfor-
nøjet med Deres stilling.
Skibsbygger Aune.
Det er ikke det, herr konsul; men jeg kan ikke
tåle at se den ene brave arbejder afskediges efter
den anden og gøres brødløs for disse maskiners
skyld.
tåle at se den ene brave arbejder afskediges efter
den anden og gøres brødløs for disse maskiners
skyld.
Konsul Bernick.
Hm; da bogtrykkerkunsten blev opfunden, blev
mange skriverkarle brødløse.
mange skriverkarle brødløse.
Skibsbygger Aune.
Vilde konsulen været så glad i den kunst, hvis
De dengang havde været skriverkarl?
De dengang havde været skriverkarl?
Konsul Bernick.
Jeg har ikke havt bud efter Dem for at dispu-
tere. Jeg har ladet Dem kalde for at sige Dem, at
vor havarist «Indian Girl» skal være færdig til at
gå under sejl iovermorgen.
tere. Jeg har ladet Dem kalde for at sige Dem, at
vor havarist «Indian Girl» skal være færdig til at
gå under sejl iovermorgen.
4*
s. 52
Ssibsbygger
Aune.
Men, herr konsul –
Konsul Bernick.
Iovermorgen, hører De; på samme tid som vort
eget skib; ikke en time senere. Jeg har mine gode
grunde til at drive på den sag. Har De læst avisen
for imorges? Nå, så véd De, at Amerikanerne har
gjort optøjer igen. Dette ryggesløse pak sætter jo
hele byen på ende; der går ingen nat hen uden at
her er slagsmål i værtshusene og på gaderne; al den
anden vederstyggelighed vil jeg nu ikke tale om.
eget skib; ikke en time senere. Jeg har mine gode
grunde til at drive på den sag. Har De læst avisen
for imorges? Nå, så véd De, at Amerikanerne har
gjort optøjer igen. Dette ryggesløse pak sætter jo
hele byen på ende; der går ingen nat hen uden at
her er slagsmål i værtshusene og på gaderne; al den
anden vederstyggelighed vil jeg nu ikke tale om.
Skibsbygger Aune.
Ja, det er visst
nok,
at de er slemme folk.
Konsul Bernick.
Og hvem er det, som får skylden for dette
uvæsen? Det er mig! Ja, det er mig, det går ud
over. Disse avisskrivere skumler på en forblommet
måde over, at vi lægger hele arbejdskraften på
«Palmetræet». Jeg, der har den opgave, ved exem-
plets magt at virke på mine medborgere, må lade
mig kaste sligt i næsen. Det tåler jeg ikke. Jeg er
ikke tjent med, at mit navn blir således tilsølet.
uvæsen? Det er mig! Ja, det er mig, det går ud
over. Disse avisskrivere skumler på en forblommet
måde over, at vi lægger hele arbejdskraften på
«Palmetræet». Jeg, der har den opgave, ved exem-
plets magt at virke på mine medborgere, må lade
mig kaste sligt i næsen. Det tåler jeg ikke. Jeg er
ikke tjent med, at mit navn blir således tilsølet.
Skibsbygger Aune.
Å, konsulens navn er så godt, at det kan bære
både det og mere.
både det og mere.
Konsul Bernick.
Ikke nu; just i denne tid har jeg brug for al
den agtelse og velvilje, som mine medborgere kan
skænke mig. Jeg har et stort foretagende igære,
som De vel har hørt; men lykkes det ildesindede
mennesker at rokke den ubetingede tillid til min
person, så kan det berede mig de største vanskelig-
heder. Derfor vil jeg for enhver pris undgå disse
ondskabsfulde og skumlende avisskriverier, og derfor
har jeg sat fristen til iovermorgen.
den agtelse og velvilje, som mine medborgere kan
skænke mig. Jeg har et stort foretagende igære,
som De vel har hørt; men lykkes det ildesindede
mennesker at rokke den ubetingede tillid til min
person, så kan det berede mig de største vanskelig-
s. 53
heder. Derfor vil jeg for enhver pris undgå disse
ondskabsfulde og skumlende avisskriverier, og derfor
har jeg sat fristen til iovermorgen.
Skibsbygger Aune.
Herr konsul, De kunde
ligeså
gerne sætte fristen
til i eftermiddag.
til i eftermiddag.
Konsul Bernick.
De
mener,
at jeg forlanger umuligheder?
Skibsbygger Aune.
Ja, med den arbejdsstok, vi nu har –
Konsul Bernick.
Godt, godt; – så får vi se os om andetsteds.
Skibsbygger Aune.
Vil De virkelig afskedige endnu flere af de
gamle arbejdere?
gamle arbejdere?
Konsul Bernick.
Nej, det tænker jeg ikke på.
Skibsbygger Aune.
For jeg tror
nok,
det vilde sætte ondt blod
både i byen og i aviserne, om De gjorde det.
både i byen og i aviserne, om De gjorde det.
Konsul Bernick.
Ikke umuligt; derfor lar vi det også være. Men
hvis ikke «Indian Girl» er udklareret iovermorgen,
så afskediger jeg Dem.
hvis ikke «Indian Girl» er udklareret iovermorgen,
så afskediger jeg Dem.
Skibsbygger Aune
(med et ryk).
(med et ryk).
Mig! (han ler.) Nu spøger De, herr konsul.
Konsul Bernick.
Det skulde De ikke stole på.
s. 54
Skibsbygger Aune.
De kunde tænke på at afskedige mig? Mig,
hvis far og farfar har været i værftets tjeneste alle
sine levedage, og jeg selv ligeså –
hvis far og farfar har været i værftets tjeneste alle
sine levedage, og jeg selv ligeså –
Konsul Bernick.
Hvem er det, som tvinger mig til det?
Skibsbygger Aune.
De forlanger umulige ting, herr konsul.
Konsul Bernick.
Å, en god vilje kender ingen umuligheder. Ja
eller nej; svar mig bestemt, eller De har Deres
afsked på stedet.
eller nej; svar mig bestemt, eller De har Deres
afsked på stedet.
Skibsbygger Aune
(et skridt nærmere).
(et skridt nærmere).
Herr konsul, har De tænkt rigtig over, hvad
det vil sige at give en gammel arbejder afsked. De
mener, at han får se sig om efter noget andet? Å
ja, det kan han nok; men er det dermed gjort? De
skulde engang være tilstede i en slig afskediget ar-
bejders hus den kveld han kommer hjem og sætter
redskabskisten indenfor døren.
det vil sige at give en gammel arbejder afsked. De
mener, at han får se sig om efter noget andet? Å
ja, det kan han nok; men er det dermed gjort? De
skulde engang være tilstede i en slig afskediget ar-
bejders hus den kveld han kommer hjem og sætter
redskabskisten indenfor døren.
Konsul Bernick.
Tror De jeg afskediger Dem med let hjerte?
Har jeg ikke altid været en rimelig husbond?
Har jeg ikke altid været en rimelig husbond?
Skibsbygger Aune.
Så meget værre, herr konsul. Just derfor vil
de derhjemme ikke give Dem skylden; de vil ikke
sige noget til mig, for det tør de ikke; men de vil
se på mig, når jeg ikke mærker det, og tænke som
så: det må vel være fortjent. Ser De vel, det –
det kan jeg ikke bære. Så ringe en mand jeg end
er, har jeg dog altid været vant til at regnes for
den første iblandt mine. Mit tarvelige hjem er også
et lidet samfund, herr konsul. Dette lille samfund
har jeg kunnet støtte og holde oppe, fordi min kone
har troet på mig, og fordi mine børn har troet på
mig. Og nu skal det hele falde sammen.
de derhjemme ikke give Dem skylden; de vil ikke
sige noget til mig, for det tør de ikke; men de vil
se på mig, når jeg ikke mærker det, og tænke som
så: det må vel være fortjent. Ser De vel, det –
det kan jeg ikke bære. Så ringe en mand jeg end
s. 55
er, har jeg dog altid været vant til at regnes for
den første iblandt mine. Mit tarvelige hjem er også
et lidet samfund, herr konsul. Dette lille samfund
har jeg kunnet støtte og holde oppe, fordi min kone
har troet på mig, og fordi mine børn har troet på
mig. Og nu skal det hele falde sammen.
Konsul Bernick.
Ja, hvis ikke andet kan være, så må det mindre
falde for det større; det enkelte får i Guds navn
ofres for det almindelige. Andet véd jeg ikke at
svare Dem, og anderledes går det heller ikke her i
verden. Men De er en halsstarrig mand, Aune! De
står mig imod, ikke fordi De ikke kan andet, men
fordi De ikke vil lægge for dagen maskinernes over-
legenhed over håndkraften.
falde for det større; det enkelte får i Guds navn
ofres for det almindelige. Andet véd jeg ikke at
svare Dem, og anderledes går det heller ikke her i
verden. Men De er en halsstarrig mand, Aune! De
står mig imod, ikke fordi De ikke kan andet, men
fordi De ikke vil lægge for dagen maskinernes over-
legenhed over håndkraften.
Skibsbygger Aune.
Og De holder så fast ved dette, herr konsul,
fordi De véd , at hvis De jager mig bort, så får De
derved ialfald bevist pressen Deres gode vilje.
fordi De véd , at hvis De jager mig bort, så får De
derved ialfald bevist pressen Deres gode vilje.
Konsul Bernick.
Og om så var? De hører
jo,
hvad det gælder
for mig, – enten at få pressen på halsen eller få
den velvilligt stemt for mig i det øjeblik jeg arbejder
for en stor sag til almenvellets fremme. Hvad så?
Kan jeg da handle anderledes end jeg gør? Jeg kan
sige Dem, at her drejer spørgsmålet sig om, enten
at holde Deres hjem oppe, som De kalder det, eller
kanske at holde hundreder af nye hjem nede, hun-
dreder af hjem, som aldrig vil kunne grundes, aldrig
vil kunne få en rygende skorsten, hvis det ikke
lykkes mig at sætte igennem, hvad jeg nu virker
for. Derfor er det, at jeg har givet Dem valget.
for mig, – enten at få pressen på halsen eller få
den velvilligt stemt for mig i det øjeblik jeg arbejder
for en stor sag til almenvellets fremme. Hvad så?
Kan jeg da handle anderledes end jeg gør? Jeg kan
sige Dem, at her drejer spørgsmålet sig om, enten
at holde Deres hjem oppe, som De kalder det, eller
kanske at holde hundreder af nye hjem nede, hun-
dreder af hjem, som aldrig vil kunne grundes, aldrig
vil kunne få en rygende skorsten, hvis det ikke
lykkes mig at sætte igennem, hvad jeg nu virker
for. Derfor er det, at jeg har givet Dem valget.
s. 56
Skibsbygger Aune.
Ja, når så er, så har jeg ikke mere at sige.
Konsul Bernick.
Hm –; min kære Aune, det gør mig
oprigtig
ondt, at vi må skilles.
ondt, at vi må skilles.
Skibsbygger Aune.
Vi skilles ikke, herr konsul.
Konsul Bernick.
Hvorledes?
Skibsbygger Aune.
En simpel mand har også noget at hævde her
i verden.
i verden.
Konsul Bernick.
Ja vel, ja vel; – og De tror
altså,
at De tør
love –?
love –?
Skibsbygger Aune.
«Indian Girl» kan udklareres iovermorgen.
(han hilser og går ud
til højre
.)
Konsul Bernick.
Aha, der fik jeg dog bugt med den stivnakke.
Det tager jeg som et godt varsel –
Det tager jeg som et godt varsel –
(Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer gennem haveporten.)
Hilmar Tønnesen
(på havetrappen).
(på havetrappen).
Goddag, Betty! Goddag, Bernick!
Fru Bernick.
Goddag.
Hilmar Tønnesen.
Nå,
du
har grædt, ser jeg. Du
véd
det altså?
s. 57
Fru Bernick.
Hvad
véd
jeg?
Hilmar Tønnesen.
At skandalen er i fuld gang? Uf!
Konsul Bernick.
Hvad skal det sige?
Hilmar Tønnesen
(kommer indenfor).
(kommer indenfor).
Jo, de to amerikanske går omkring i gaderne
og viser sig i selskab med Dina Dorf.
og viser sig i selskab med Dina Dorf.
Fru Bernick
(følger efter).
(følger efter).
Men, Hilmar, kan det være muligt –?
Hilmar Tønnesen.
Jo, desværre, det er fuld sandhed. Lona var
endog så taktløs at råbe efter mig; men jeg lod
naturligvis som jeg ikke hørte det.
endog så taktløs at råbe efter mig; men jeg lod
naturligvis som jeg ikke hørte det.
Konsul Bernick.
Og det er vel ikke gåt ubemærket for sig.
Hilmar Tønnesen.
Nej, det kan du nok vide. Folk stod stille og
så efter dem. Det lod til at være gåt som en løbe-
ild over byen, – omtrent som en brand på de vest-
lige prærier. I alle huse stod der mennesker ved
vinduerne og vented på, at toget skulde komme
forbi; hoved ved hoved bag gardinerne – uf! Ja,
du må undskylde, Betty; jeg siger uf; for dette gør
mig nervøs; – skal det vare ved, så blir jeg nødt
til at tænke på at foretage en længere rejse.
så efter dem. Det lod til at være gåt som en løbe-
ild over byen, – omtrent som en brand på de vest-
lige prærier. I alle huse stod der mennesker ved
vinduerne og vented på, at toget skulde komme
forbi; hoved ved hoved bag gardinerne – uf! Ja,
du må undskylde, Betty; jeg siger uf; for dette gør
mig nervøs; – skal det vare ved, så blir jeg nødt
til at tænke på at foretage en længere rejse.
s. 58
Fru Bernick.
Men du skulde dog talt til ham og forestillet
ham –
ham –
Hilmar Tønnesen.
På åben gade? Nej, du må virkelig undskylde.
Men at det menneske overhovedet vover at vise sig
her i byen! Nå, vi får se om ikke pressen sætter
en stopper på ham; ja, undskyld, Betty; men –
Men at det menneske overhovedet vover at vise sig
her i byen! Nå, vi får se om ikke pressen sætter
en stopper på ham; ja, undskyld, Betty; men –
Konsul Bernick.
Pressen, siger du? Har du hørt antydninger til
noget sligt?
noget sligt?
Hilmar Tønnesen.
Jo, det er ikke så ganske frit for. Da jeg gik
fra jer igåraftes, drev jeg op i klubben for min syg-
doms skyld. Jeg mærked godt på den taushed, der
blev, at de to amerikanske havde været på bane.
Så kommer den uforskammede redaktør Hammer ind
og gratulerer mig ganske højt med min rige fætters
hjemkomst.
fra jer igåraftes, drev jeg op i klubben for min syg-
doms skyld. Jeg mærked godt på den taushed, der
blev, at de to amerikanske havde været på bane.
Så kommer den uforskammede redaktør Hammer ind
og gratulerer mig ganske højt med min rige fætters
hjemkomst.
Konsul Bernick.
Rige –?
Hilmar Tønnesen.
Ja, så udtrykte han sig. Jeg målte ham natur-
ligvis med et vel fortjent blik og lod ham forstå, at
jeg ikke kendte noget til Johan Tønnesens rigdom.
«Så», siger han, «det var da besynderligt; i Amerika
plejer man dog at slå sig op, når man har noget at
begynde med, og Deres fætter rejste jo ikke tom-
hændet derover».
ligvis med et vel fortjent blik og lod ham forstå, at
jeg ikke kendte noget til Johan Tønnesens rigdom.
«Så», siger han, «det var da besynderligt; i Amerika
plejer man dog at slå sig op, når man har noget at
begynde med, og Deres fætter rejste jo ikke tom-
hændet derover».
Konsul Bernick.
Hm, gør mig nu den tjeneste –
s. 59
Fru Bernick
(bekymret).
(bekymret).
Der kan du se, Karsten –
Hilmar Tønnesen.
Ja, jeg har ialfald havt en søvnløs nat for den
persons skyld. Og så går han endda omkring i
gaderne med et ansigt, som om ingenting var ivejen
med ham. Hvorfor blev han ikke borte med engang?
Det er da også utåleligt, hvor enkelte mennesker
kan være sejglivet.
persons skyld. Og så går han endda omkring i
gaderne med et ansigt, som om ingenting var ivejen
med ham. Hvorfor blev han ikke borte med engang?
Det er da også utåleligt, hvor enkelte mennesker
kan være sejglivet.
Fru Bernick.
Gud, Hilmar, hvad er det du siger?
Hilmar Tønnesen.
Å, jeg siger ingenting. Men der slipper han
helskindet fra jernbaneulykker og fra overfald af
kaliforniske bjørne og af Sortefod-Indianere; ikke
skalperet engang –. Uf, der har vi dem.
helskindet fra jernbaneulykker og fra overfald af
kaliforniske bjørne og af Sortefod-Indianere; ikke
skalperet engang –. Uf, der har vi dem.
Konsul Bernick
(ser opad gaden).
(ser opad gaden).
Olaf er også med!
Hilmar Tønnesen.
Ja naturligvis; de vil da minde folk
om,
at de
hører til byens første familje. Se, se, der kommer
alle dagdriverne ud fra apotheket og glor efter dem
og gør sine anmærkninger. Dette er virkelig ikke
for mine nerver; hvorledes en mand under slige
omstændigheder skal kunne holde ideens fane højt,
det –
hører til byens første familje. Se, se, der kommer
alle dagdriverne ud fra apotheket og glor efter dem
og gør sine anmærkninger. Dette er virkelig ikke
for mine nerver; hvorledes en mand under slige
omstændigheder skal kunne holde ideens fane højt,
det –
Konsul Bernick.
De styrer lige hid. Hør nu, Betty, det er mit
bestemte ønske, at du viser dem al mulig venlighed.
bestemte ønske, at du viser dem al mulig venlighed.
s. 60
Fru Bernick.
Tillader du det, Karsten?
Konsul Bernick.
Ja visst; ja visst; og du også, Hilmar. De blir
her forhåbentlig ikke så længe; og når vi er iblandt
os selv –; ingen hentydninger; vi bør på ingen
måde støde dem.
her forhåbentlig ikke så længe; og når vi er iblandt
os selv –; ingen hentydninger; vi bør på ingen
måde støde dem.
Fru Bernick.
O, Karsten, hvor du er højmodig.
Konsul Bernick.
Nå, nå, lad nu det være.
Fru Bernick.
Nej, lad mig takke dig; og tilgiv, at jeg før
kunde blive så hæftig. O, du havde jo al grund til
at –
kunde blive så hæftig. O, du havde jo al grund til
at –
Konsul Bernick.
Lad være; lad være, siger jeg!
Hilmar Tønnesen.
Uf!
(Johan Tønnesen og Dina, derefter frøken Hessel og Olaf kommer
gennem haven.)
gennem haven.)
Frøken Hessel.
Goddag, goddag, I kære mennesker.
Johan Tønnesen.
Nu har vi været ude og set os om på gamle
tomter, Karsten.
tomter, Karsten.
Konsul Bernick.
Ja, jeg hører det. Mange forandringer; ikke
sandt?
sandt?
s. 61
Frøken Hessel.
Konsul Bernicks store og gode gerninger over-
alt. Vi har været oppe i anlæggene, som du har
skænket byen –
alt. Vi har været oppe i anlæggene, som du har
skænket byen –
Konsul Bernick.
Nå der?
Frøken Hessel.
«Karsten Bernicks gave», som der står over
indgangen. Jo, du er nok manden for det hele her.
indgangen. Jo, du er nok manden for det hele her.
Johan Tønnesen.
Og prægtige skibe har du også. Jeg traf kap-
tejnen på «Palmetræet», min gamle skolekammerat –
tejnen på «Palmetræet», min gamle skolekammerat –
Frøken Hessel.
Ja, et nyt skolehus har du jo også bygget; og
både gasledningen og vandledningen skyldes jo dig,
hører jeg.
både gasledningen og vandledningen skyldes jo dig,
hører jeg.
Konsul Bernick.
Nå, man må dog virke for det samfund, man
lever i.
lever i.
Frøken Hessel.
Ja, det er vakkert, svoger; men det er også en
glæde at se, hvorledes folk skønner på dig. Jeg er
ikke forfængelig, tror jeg; men jeg kunde ikke lade
være at minde en og anden, vi talte med, om at vi
hørte til familjen.
glæde at se, hvorledes folk skønner på dig. Jeg er
ikke forfængelig, tror jeg; men jeg kunde ikke lade
være at minde en og anden, vi talte med, om at vi
hørte til familjen.
Hilmar Tønnesen.
Uf –!
Frøken Hessel.
Siger du uf til det?
Hilmar Tønnesen.
Nej, jeg sagde hm –
s. 62
Frøken Hessel.
Nå, det skal du få lov til, stakker. Men idag
er I nok ganske alene?
er I nok ganske alene?
Fru Bernick.
Ja, idag er vi alene.
Frøken Hessel.
Ja, vi mødte såmæn et par af de moralske oppe
på torvet; de lod til at have svært travlt. Men vi
har jo sletikke fåt snakke ordentligt sammen endnu;
igår var jo disse tre banebryderne her, og så havde
vi denne pastoren –
på torvet; de lod til at have svært travlt. Men vi
har jo sletikke fåt snakke ordentligt sammen endnu;
igår var jo disse tre banebryderne her, og så havde
vi denne pastoren –
Hilmar Tønnesen.
Adjunkten.
Frøken Hessel.
Jeg kalder ham pastoren. Men hvad synes I
nu om mit værk i disse femten år? Er han ikke
bleven en stout gut? Hvem skulde kende igen gal-
ningen, som løb hjemmefra?
nu om mit værk i disse femten år? Er han ikke
bleven en stout gut? Hvem skulde kende igen gal-
ningen, som løb hjemmefra?
Hilmar Tønnesen.
Hm –!
Johan Tønnesen.
Å, Lona, brout nu ikke formeget.
Frøken Hessel.
Jo, det er jeg rigtignok kry af. Herregud, det
er jo det eneste, jeg har udrettet her i verden; men
det gir mig da et slags ret til at være til. Ja,
Johan , når jeg tænker på, hvorledes vi to begyndte
derover med vore fire bare næver –
er jo det eneste, jeg har udrettet her i verden; men
det gir mig da et slags ret til at være til. Ja,
Johan , når jeg tænker på, hvorledes vi to begyndte
derover med vore fire bare næver –
Hilmar Tønnesen.
Hænder.
s. 63
Frøken Hessel.
Jeg siger næver; for skidne var de –
Hilmar Tønnesen.
Uf!
Frøken Hessel.
– og tomme var de også.
Hilmar Tønnesen.
Tomme? Nej, nu må jeg sige –!
Frøken Hessel.
Hvad må du sige?
Konsul Bernick.
Hm!
Hilmar Tønnesen.
Nu må jeg sige – uf!
(han går ud på havetrappen.)
Frøken Hessel.
Hvad går der af mennesket?
Konsul Bernick.
Å
bryd dig ikke om ham; han er noget nervøs
i denne tid. Men vil du ikke se dig lidt om i
haven? Dernede har du jo ikke været endnu, og
jeg har just en times tid fri.
i denne tid. Men vil du ikke se dig lidt om i
haven? Dernede har du jo ikke været endnu, og
jeg har just en times tid fri.
Frøken Hessel.
Jo, det vil jeg gerne; I kan tro, jeg har tidt og
ofte været med mine tanker her i haven hos jer.
ofte været med mine tanker her i haven hos jer.
Fru Bernick.
Der er sket store forandringer der også, skal
du få se.
du få se.
(Konsulen, fruen og frøken Hessel går ned i haven, hvor man af og
til ser dem under det følgende.)
til ser dem under det følgende.)
s. 64
Olaf
(i havedøren).
(i havedøren).
Onkel Hilmar,
véd
du, hvad onkel Johan spurgte
mig om? Han spurgte, om jeg vilde være med ham
til Amerika.
mig om? Han spurgte, om jeg vilde være med ham
til Amerika.
Hilmar Tønnesen.
Du, din klodrian, som går her og hænger i din
moders skørter –
moders skørter –
Olaf.
Ja, men det vil jeg ikke længer. Du skal få
se, når jeg blir stor –
se, når jeg blir stor –
Hilmar Tønnesen.
Å
visvas; du har ikke nogen alvorlig trang til
dette stålsættende, som ligger i at –
(de
går ned
i haven.)
dette stålsættende, som ligger i at –
Johan Tønnesen
(til Dina, som har taget hatten af og står i døren til højre og ryster
støvet af sin kjole).
(til Dina, som har taget hatten af og står i døren til højre og ryster
støvet af sin kjole).
De er bleven dygtig varm efter turen.
Dina.
Ja, det var en dejlig tur; så dejlig tur har jeg
aldrig havt før.
aldrig havt før.
Johan Tønnesen.
Plejer De kanske ikke ofte gå formiddagsture?
Dina.
Jo; men det er bare med Olaf.
Johan Tønnesen.
Så. – Har De kanske større lyst til at gå ned
i haven end til at blive her?
i haven end til at blive her?
s. 65
Dina.
Nej, jeg har større lyst til at blive her.
Johan Tønnesen.
Jeg også. Og så er det jo en
aftale,
at vi hver
morgen går en slig tur sammen.
morgen går en slig tur sammen.
Dina.
Nej, herr Tønnesen, det skulde De ikke gøre.
Johan Tønnesen.
Hvad skulde jeg ikke? De loved det jo.
Dina.
Ja, men når jeg nu tænker over det,
så –,
De skal ikke gå ud med mig.
De skal ikke gå ud med mig.
Johan Tønnesen.
Men hvorfor ikke det?
Dina.
Ja, De er fremmed; De kan ikke forstå det;
men jeg skal sige Dem –
men jeg skal sige Dem –
Johan Tønnesen.
Nå?
Dina.
Nej, jeg vil helst ikke tale om det.
Johan Tønnesen.
Å jo visst; til mig kan De da tale om hvad
det skal være.
det skal være.
Dina.
Ja, jeg skal sige Dem, jeg er ikke som de
andre unge piger; der er noget – noget sådant ved
mig. Derfor skal De ikke gøre det.
andre unge piger; der er noget – noget sådant ved
mig. Derfor skal De ikke gøre det.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
5
s. 66
Johan Tønnesen.
Men alt dette forstår jeg slet ikke. De har da
ikke gjort noget ondt?
ikke gjort noget ondt?
Dina.
Nej, ikke jeg, men –; nej, nu vil jeg ikke tale
mere om det. De får det nok at vide af de andre.
mere om det. De får det nok at vide af de andre.
Johan Tønnesen.
Hm.
Dina.
Men der var noget andet, jeg gerne vilde spørge
Dem om.
Dem om.
Johan Tønnesen.
Og hvad var det?
Dina.
Det skal jo være så let at blive til noget
dygtigt derover i Amerika?
dygtigt derover i Amerika?
Johan Tønnesen.
Nå, så let er det just ikke altid; man må ofte
slide ondt og arbejde strængt i førstningen.
slide ondt og arbejde strængt i førstningen.
Dina.
Ja, det vilde jeg gerne –
Johan Tønnesen.
De?
Dina.
Jeg kan nok arbejde; jeg er stærk og sund, og
tante Marta har læst meget med mig.
tante Marta har læst meget med mig.
Johan Tønnesen.
Men for pokker, så kom og rejs med os.
s. 67
Dina.
Å, nu spøger De bare; det sagde De til Olaf
også. Men det var det jeg vilde vide, om menne-
skene er meget – meget sådan moralske derover?
også. Men det var det jeg vilde vide, om menne-
skene er meget – meget sådan moralske derover?
Johan Tønnesen.
Moralske?
Dina.
Ja, jeg mener, om de er sådan – anstændige
og skikkelige, ligesom her.
og skikkelige, ligesom her.
Johan Tønnesen.
Nå, de er ialfald ikke så slemme, som man her
tror. Det skulde De ikke være bange for.
tror. Det skulde De ikke være bange for.
Dina.
De forstår mig ikke. Jeg vilde just
gerne,
at
de ikke skulde være så meget anstændige og mo-
ralske.
de ikke skulde være så meget anstændige og mo-
ralske.
Johan Tønnesen.
Ikke det? Hvordan vilde De så de skulde være?
Dina.
Jeg vilde, de skulde være naturlige.
Johan Tønnesen.
Ja, ja, det er kanske netop det, de er.
Dina.
For så vilde det være godt for
mig,
om jeg
kunde komme derover.
kunde komme derover.
Johan Tønnesen.
Ja visst vilde det
så! Derfor
skal De rejse
med os.
med os.
5*
s. 68
Dina.
Nej, med Dem vilde jeg ikke rejse; jeg måtte
rejse alene. Å, jeg skulde nok drive det til noget;
jeg skulde nok blive brav –
rejse alene. Å, jeg skulde nok drive det til noget;
jeg skulde nok blive brav –
Konsul Bernick
(nedenfor havetrappen hos begge damerne).
(nedenfor havetrappen hos begge damerne).
Bliv, bliv; jeg skal hente det, kære Betty. Du
kunde så let forkøle dig.
(han kommer ind i salen og søger fruens shawl.)
kunde så let forkøle dig.
Fru Bernick
(ude i haven).
(ude i haven).
Du må også komme med, Johan; vi skal ned
i grotten.
i grotten.
Konsul Bernick.
Nej, nu må Johan blive her. Se her, Dina; tag
min kones shawl og gå med. Johan blir her hos
mig, kære Betty. Jeg må da høre lidt om forholdene
derover.
min kones shawl og gå med. Johan blir her hos
mig, kære Betty. Jeg må da høre lidt om forholdene
derover.
Fru Bernick.
Ja, ja; men kom så efter; du
véd
jo, hvor du
skal finde os.
skal finde os.
(Fru Bernick, frøken Hessel og Dina går ned gennem haven
til venstre
.)
Konsul Bernick
(ser et øjeblik efter dem, går så hen og lukker den øverste dør til
venstre , derpå går han hen til Johan, griber begge hans hænder, ryster
og trykker dem).
(ser et øjeblik efter dem, går så hen og lukker den øverste dør til
venstre , derpå går han hen til Johan, griber begge hans hænder, ryster
og trykker dem).
Johan, nu er vi alene; må jeg nu få lov at
takke dig.
takke dig.
Johan Tønnesen.
Å hvad!
Konsul Bernick.
Mit hus og hjem, min familjelykke, min hele
borgerlige stilling i samfundet, – alt skylder jeg dig.
borgerlige stilling i samfundet, – alt skylder jeg dig.
s. 69
Johan Tønnesen.
Nå, det glæder mig, kære Karsten; så kom der
dog noget godt ud af den gale historie.
dog noget godt ud af den gale historie.
Konsul Bernick
(ryster igen hans hænder).
(ryster igen hans hænder).
Tak, tak alligevel! Ikke
én
blandt ti
tusinde
havde gjort, hvad du dengang gjorde for mig.
havde gjort, hvad du dengang gjorde for mig.
Johan Tønnesen.
Snak om en ting! Var vi ikke beggeto unge
og letlivede? En af os måtte jo dog tage skylden
på sig –
og letlivede? En af os måtte jo dog tage skylden
på sig –
Konsul Bernick.
Men hvem var nærmere til det, end den skyldige?
Johan Tønnesen.
Stop! Dengang var den
uskyldige
nærmest til
det. Jeg var jo frank og fri, forældreløs; dette slid
på kontoret var det en ren lykke at komme bort
fra. Du derimod havde din gamle moder ilive, og
dertil var du jo netop bleven hemmelig forlovet med
Betty, som holdt så meget af dig. Hvorledes vilde
det gåt med hende, hvis hun havde fåt at vide –?
det. Jeg var jo frank og fri, forældreløs; dette slid
på kontoret var det en ren lykke at komme bort
fra. Du derimod havde din gamle moder ilive, og
dertil var du jo netop bleven hemmelig forlovet med
Betty, som holdt så meget af dig. Hvorledes vilde
det gåt med hende, hvis hun havde fåt at vide –?
Konsul Bernick.
Sandt, sandt, sandt; men –
Johan Tønnesen.
Og var det ikke just for Bettys
skyld,
at du
afbrød dette maskepi med madam Dorf? Det var
jo netop for at bryde overtvert, at du var deroppe
hos hende den aften –
afbrød dette maskepi med madam Dorf? Det var
jo netop for at bryde overtvert, at du var deroppe
hos hende den aften –
Konsul Bernick.
Ja, den ulyksalige aften, da det fordrukne men-
neske kommer hjem –! Ja, Johan, det var for
Bettys skyld; men alligevel , – at du så højmodig
kunde vende skinnet imod dig selv og rejse væk –
neske kommer hjem –! Ja, Johan, det var for
s. 70
Bettys skyld; men alligevel , – at du så højmodig
kunde vende skinnet imod dig selv og rejse væk –
Johan Tønnesen.
Ingen skrupler, kære Karsten. Vi blev jo enige
om, at så skulde det være; reddes måtte du jo, og
du var jo min ven. Jo, det venskab var jeg rigtig-
nok kry af! Her gik jeg og sled som en stakkers
hjemfødning; og så kommer du tilbage, fin og for-
nem, fra din store udenlandsrejse; havde været både
i London og i Paris. Og så kårer du mig til din
omgangsven, skønt jeg var fire år yngre end du; –
ja, det var nu, fordi du gik og kured til Betty; nu
forstår jeg det nok. Men hvor kry jeg var af det!
Og hvem vilde ikke have været det? Hvem vilde
ikke gerne have ofret sig for dig; især når det ikke
galdt andet end en måneds bysladder, og en så med
det samme kunde løbe ud i den vide verden.
om, at så skulde det være; reddes måtte du jo, og
du var jo min ven. Jo, det venskab var jeg rigtig-
nok kry af! Her gik jeg og sled som en stakkers
hjemfødning; og så kommer du tilbage, fin og for-
nem, fra din store udenlandsrejse; havde været både
i London og i Paris. Og så kårer du mig til din
omgangsven, skønt jeg var fire år yngre end du; –
ja, det var nu, fordi du gik og kured til Betty; nu
forstår jeg det nok. Men hvor kry jeg var af det!
Og hvem vilde ikke have været det? Hvem vilde
ikke gerne have ofret sig for dig; især når det ikke
galdt andet end en måneds bysladder, og en så med
det samme kunde løbe ud i den vide verden.
Konsul Bernick.
Hm, min kære Johan, jeg vil oprigtig sige
dig,
at historien endnu ikke er så ganske glemt.
at historien endnu ikke er så ganske glemt.
Johan Tønnesen.
Ikke det? Nå, hvad rager det mig, når jeg igen
sidder derover på min farm –
sidder derover på min farm –
Konsul Bernick.
Du rejser altså tilbage?
Johan Tønnesen.
Forstår sig.
Konsul Bernick.
Men dog ikke så snart, håber jeg?
Johan Tønnesen.
Så snart som muligt. Det var jo kun for at
føje Lona, at jeg tog med herover.
føje Lona, at jeg tog med herover.
s. 71
Konsul Bernick.
Så? Hvorledes det?
Johan Tønnesen.
Jo, ser du, Lona er jo ikke ung længer, og i
den sidste tid begyndte længselen efter hjemmet at
mane og drage hende; men hun vilde aldrig vedgå
det; (smiler.) hvor turde hun vove at lade mig letsin-
dige krop alene tilbage, mig, som alt i nittenårs-
alderen havde givet mig af med –
den sidste tid begyndte længselen efter hjemmet at
mane og drage hende; men hun vilde aldrig vedgå
det; (smiler.) hvor turde hun vove at lade mig letsin-
dige krop alene tilbage, mig, som alt i nittenårs-
alderen havde givet mig af med –
Konsul Bernick.
Og så?
Johan Tønnesen.
Ja, Karsten, nu kommer jeg med et
skriftemål
som jeg skammer mig over.
som jeg skammer mig over.
Konsul Bernick.
Du har da ikke betroet hende sammenhængen?
Johan Tønnesen.
Jo,
Det var urigtigt af mig; men jeg kunde
ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om, hvad
Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet
udstå hende; men for mig har hun været som en
moder. I de første år, da vi havde det så trangt
derover, – hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg
så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene,
og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at
synge viser i kaffehusene, – holde foredrag, som folk
gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun
siden både lo og græd over, – altsammen for at
holde livet i mig. Kunde jeg så se på, at hun i
vinter gik der og tærtes hen, hun, som havde slidt
og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten.
Og så sagde jeg: rejs du, Lona; du skal ikke være
ræd for mig; jeg er ikke så letsindig, som du
tænker. Og så – så fik hun det at vide.
ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om, hvad
Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet
udstå hende; men for mig har hun været som en
moder. I de første år, da vi havde det så trangt
derover, – hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg
så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene,
og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at
synge viser i kaffehusene, – holde foredrag, som folk
gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun
siden både lo og græd over, – altsammen for at
holde livet i mig. Kunde jeg så se på, at hun i
vinter gik der og tærtes hen, hun, som havde slidt
og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten.
s. 72
Og så sagde jeg: rejs du, Lona; du skal ikke være
ræd for mig; jeg er ikke så letsindig, som du
tænker. Og så – så fik hun det at vide.
Konsul Bernick.
Og hvorledes tog hun det?
Johan Tønnesen.
Nå, hun mente, som sandt var, at når jeg vidste
mig uskyldig, så kunde det ikke være mig imod at
gøre en trip med herover. Men vær du rolig; Lona
røber intet, og jeg skal nok vogte min mund anden
gang.
mig uskyldig, så kunde det ikke være mig imod at
gøre en trip med herover. Men vær du rolig; Lona
røber intet, og jeg skal nok vogte min mund anden
gang.
Konsul Bernick.
Ja,
ja;
det stoler jeg på.
Johan Tønnesen.
Her er min hånd. Og så vil vi ikke tale mere
om den gamle historie; lykkeligvis er det den eneste
gale streg, nogen af os har gjort sig skyldig i, tænker
jeg. Nu vil jeg rigtig nyde de få dage, jeg blir her.
Du kan ikke tro, hvilken prægtig tur vi havde ifor-
middag. Hvem skulde troet, at den lille tøsunge,
som løb her og spilled engle på theatret –! Men
sig mig, du, – hvorledes gik det siden med hendes
forældre?
om den gamle historie; lykkeligvis er det den eneste
gale streg, nogen af os har gjort sig skyldig i, tænker
jeg. Nu vil jeg rigtig nyde de få dage, jeg blir her.
Du kan ikke tro, hvilken prægtig tur vi havde ifor-
middag. Hvem skulde troet, at den lille tøsunge,
som løb her og spilled engle på theatret –! Men
sig mig, du, – hvorledes gik det siden med hendes
forældre?
Konsul Bernick.
Å
, kære, jeg
véd
ikke mere at fortælle, end
hvad jeg skrev dig til straks efter du var rejst. Ja,
du fik dog vel de to breve?
hvad jeg skrev dig til straks efter du var rejst. Ja,
du fik dog vel de to breve?
Johan Tønnesen.
Ja vel, ja vel; jeg har dem begge to. Det for-
drukne menneske løb jo fra hende?
drukne menneske løb jo fra hende?
Konsul Bernick.
Og slog sig siden ihjæl i fuldskab.
s. 73
Johan Tønnesen.
Hun døde jo også kort efter? Men du gjorde
vel for hende, hvad du sådan i stilhed kunde?
vel for hende, hvad du sådan i stilhed kunde?
Konsul Bernick.
Hun var stolt; hun forrådte intet og hun vilde
intet modtage.
intet modtage.
Johan Tønnesen.
Nå, det var ialfald
rigtig
af
dig,
at du tog Dina
i huset.
i huset.
Konsul Bernick.
Ja visst var det så. Forresten var det egentlig
Marta, som drev den sag igennem.
Marta, som drev den sag igennem.
Johan Tønnesen.
Så det var Marta? Ja, Marta – det er sandt
– hvor er hun henne idag?
– hvor er hun henne idag?
Konsul Bernick.
Å
hun,
– når hun ikke har skolen at passe,
så har hun sine syge.
så har hun sine syge.
Johan Tønnesen.
Det er altså Marta, som har taget sig af hende.
Konsul Bernick.
Ja, Marta har jo altid havt en viss svaghed
for opdragelsesvæsnet. Derfor har hun også taget
en post ved almueskolen. Det var en kapital dum-
hed af hende.
for opdragelsesvæsnet. Derfor har hun også taget
en post ved almueskolen. Det var en kapital dum-
hed af hende.
Johan Tønnesen.
Ja, hun så svært medtaget ud igår; jeg frygter
også for, at hun ikke har helbred til det.
også for, at hun ikke har helbred til det.
s. 74
Konsul Bernick.
Å, hvad helbreden angår, så kunde hun vel
altid stå i det. Men det er ubehageligt for mig;
det ser ud som om jeg, hendes broder, ikke var
villig til at underholde hende.
altid stå i det. Men det er ubehageligt for mig;
det ser ud som om jeg, hendes broder, ikke var
villig til at underholde hende.
Johan Tønnesen.
Underholde? Jeg trode, hun havde såvidt for-
mue selv –
mue selv –
Konsul Bernick.
Ikke en skilling. Du husker nok, hvilken kneben
tid det var for moder, da du rejste. Hun fortsatte
da en stund med bistand af mig; men det kunde
jeg naturligvis ikke i længden være tjent med. Så
lod jeg mig optage i firmaet; men det gik heller
ikke på den måde. Jeg måtte derfor overtage det
hele, og da vi opgjorde vor status, viste det sig, at
der sågodtsom intet blev tilovers på moders part.
Da så moder kort efter døde, stod naturligvis også
Marta på en bar bakke.
tid det var for moder, da du rejste. Hun fortsatte
da en stund med bistand af mig; men det kunde
jeg naturligvis ikke i længden være tjent med. Så
lod jeg mig optage i firmaet; men det gik heller
ikke på den måde. Jeg måtte derfor overtage det
hele, og da vi opgjorde vor status, viste det sig, at
der sågodtsom intet blev tilovers på moders part.
Da så moder kort efter døde, stod naturligvis også
Marta på en bar bakke.
Johan Tønnesen.
Den stakkers Marta!
Konsul Bernick.
Stakkers? Hvorfor det? Du tror da vel
ikke,
at jeg lader hende savne noget? Å nej, det tør
jeg dog sige, at jeg er en god broder. Hun bor
naturligvis sammen med os og spiser ved vort bord;
lærerinde-gagen kan hun rundeligt klæde sig for, og
et enligt fruentimmer, – hvad skal hun med mere?
at jeg lader hende savne noget? Å nej, det tør
jeg dog sige, at jeg er en god broder. Hun bor
naturligvis sammen med os og spiser ved vort bord;
lærerinde-gagen kan hun rundeligt klæde sig for, og
et enligt fruentimmer, – hvad skal hun med mere?
Johan Tønnesen.
Hm; på den vis tænker vi ikke i Amerika.
s. 75
Konsul Bernick.
Nej, det tror jeg nok; i et opagiteret samfund,
som det amerikanske. Men her i vor lille kreds,
hvor, Gud ske lov, fordærvelsen til dato ialfald ikke
har fåt indpas, her nøjes kvinderne med at indtage
en sømmelig om end beskeden stilling. Det er for-
resten Martas egen skyld; hun kunde såmæn have
været forsørget for længe siden, hvis hun selv havde
villet.
som det amerikanske. Men her i vor lille kreds,
hvor, Gud ske lov, fordærvelsen til dato ialfald ikke
har fåt indpas, her nøjes kvinderne med at indtage
en sømmelig om end beskeden stilling. Det er for-
resten Martas egen skyld; hun kunde såmæn have
været forsørget for længe siden, hvis hun selv havde
villet.
Johan Tønnesen.
Du mener, hun kunde have giftet sig?
Konsul Bernick.
Ja, hun kunde været meget favorabelt anbragt
endogså; hun har havt flere gode tilbud; besynder-
lig nok; en ubemidlet pige, ikke længer ung, og
derhos ganske ubetydelig.
endogså; hun har havt flere gode tilbud; besynder-
lig nok; en ubemidlet pige, ikke længer ung, og
derhos ganske ubetydelig.
Johan Tønnesen.
Ubetydelig?
Konsul Bernick.
Nå, jeg lægger hende det slet ikke til last.
Jeg ønsker hende overhovedet ikke anderledes. Du
kan vide, – i et stort hus, som vort, – det er al-
tid godt at have et sådant jævnt menneske, som
man kan sætte til hvad der forefalder.
Jeg ønsker hende overhovedet ikke anderledes. Du
kan vide, – i et stort hus, som vort, – det er al-
tid godt at have et sådant jævnt menneske, som
man kan sætte til hvad der forefalder.
Johan Tønnesen.
Ja, men hun –?
Konsul Bernick.
Hun? Hvorledes? Nå
jå
, hun har naturligvis
nok at interessere sig for; hun har jo mig og Betty
og Olaf og mig. Menneskene bør da ikke i første
række tænke på sig selv, og allermindst kvinderne.
Vi har jo dog alle et større eller mindre samfund
at støtte og at virke for. Således gør jeg ialfald.
(tyder mod fuldmægtig Krap, som kommer fra højre.) Ja, der har
du straks et bevis. Tror du, det er mine egne af-
færer, som optager mig? På ingen måde. (hurtigt til
Krap.) Nå?
nok at interessere sig for; hun har jo mig og Betty
og Olaf og mig. Menneskene bør da ikke i første
række tænke på sig selv, og allermindst kvinderne.
s. 76
Vi har jo dog alle et større eller mindre samfund
at støtte og at virke for. Således gør jeg ialfald.
(tyder mod fuldmægtig Krap, som kommer fra højre.) Ja, der har
du straks et bevis. Tror du, det er mine egne af-
færer, som optager mig? På ingen måde. (hurtigt til
Krap.) Nå?
Fuldmægtig Krap
(sagte, viser en bunke papirer).
(sagte, viser en bunke papirer).
Alle købekontrakterne i orden.
Konsul Bernick.
Ypperligt! Fortræffeligt! – Ja nu, svoger, må
du sandelig have mig undskyldt sålænge. (dæmpet og
med et håndtryk.) Tak, tak, Johan; og vær overbevist
om, at alt, hvad jeg kan tjene dig i, – nå, du for-
står mig nok. – Kom, herr Krap.
(de går ind i konsulens værelse.)
du sandelig have mig undskyldt sålænge. (dæmpet og
med et håndtryk.) Tak, tak, Johan; og vær overbevist
om, at alt, hvad jeg kan tjene dig i, – nå, du for-
står mig nok. – Kom, herr Krap.
Johan Tønnesen
(ser en stund efter ham).
(ser en stund efter ham).
Hm –
(Han vil gå ned i haven. I det samme kommer frøken Bernick med
en liden kurv på armen ind fra højre.)
en liden kurv på armen ind fra højre.)
Johan Tønnesen.
Nej se, Marta!
Frøken Bernick.
Ah – Johan, – er det dig?
Johan Tønnesen.
Så tidligt på farten du
også.
Frøken Bernick.
Ja. Vent lidt; nu kommer visst de andre straks.
(vil gå ud til venstre.)
s. 77
Johan Tønnesen.
Hør, Marta, har du altid sådant hastværk?
Frøken Bernick.
Jeg?
Johan Tønnesen.
Igår gik du ligesom af vejen, så jeg ikke fik
tale et ord med dig, og idag –
tale et ord med dig, og idag –
Frøken Bernick.
Ja, men –
Johan Tønnesen.
Før var vi dog altid sammen, – vi to gamle
legekammerater.
legekammerater.
Frøken Bernick.
Ak, Johan, det er mange, mange år siden.
Johan Tønnesen.
Nå, Herregud, det er femten år siden, hverken
mere eller mindre. Synes du kanske, jeg har for-
andret mig så meget?
mere eller mindre. Synes du kanske, jeg har for-
andret mig så meget?
Frøken Bernick.
Du? Å ja, du også, endskønt –
Johan Tønnesen.
Hvad mener du?
Frøken Bernick.
Å, det var ingenting.
Johan Tønnesen.
Du lader ikke til at være bleven meget oplivet
ved at se mig igen.
ved at se mig igen.
s. 78
Frøken Bernick.
Jeg har ventet så længe, Johan, – for længe.
Johan Tønnesen.
Ventet? At jeg vilde komme?
Frøken Bernick.
Ja.
Johan Tønnesen.
Og hvorfor, mente du, jeg vilde komme?
Frøken Bernick.
For at sone, hvad du har forbrudt.
Johan Tønnesen.
Jeg?
Frøken Bernick.
Har du
glemt,
at en kvinde døde i nød og
skam for din skyld? Har du glemt, at for din skyld
blev et opvoksende barns bedste år forbittret?
skam for din skyld? Har du glemt, at for din skyld
blev et opvoksende barns bedste år forbittret?
Johan Tønnesen.
Og dette må jeg høre af dig? Marta, har da
aldrig din broder –?
aldrig din broder –?
Frøken Bernick.
Hvad han?
Johan Tønnesen.
Har han aldrig –; nu ja, jeg mener, har han
aldrig havt så meget som et undskyldende ord
for mig?
aldrig havt så meget som et undskyldende ord
for mig?
Frøken Bernick.
Ak, Johan, du kender jo Karstens strænge grund-
sætninger.
sætninger.
s. 79
Johan Tønnesen.
Hm –, ja visst, ja visst, jeg kender nok min
gamle ven Karstens strænge grundsætninger. – Men
dette er jo –! Nå. Jeg talte nylig med ham. Jeg
synes, at han har forandret sig adskilligt.
gamle ven Karstens strænge grundsætninger. – Men
dette er jo –! Nå. Jeg talte nylig med ham. Jeg
synes, at han har forandret sig adskilligt.
Frøken Bernick
.
Hvor kan du sige det? Karsten har da altid
været en udmærket mand.
været en udmærket mand.
Johan Tønnesen.
Ja, det var just ikke således ment; men lad
gå. – Hm; nu skønner jeg altså, hvad lys du har
set mig i; det er den forlornes hjemkomst, du har
gåt og ventet på.
gå. – Hm; nu skønner jeg altså, hvad lys du har
set mig i; det er den forlornes hjemkomst, du har
gåt og ventet på.
Frøken Bernick.
Hør, Johan, jeg vil sige dig, hvad lys jeg har
set dig i. (peger ned i haven.) Ser du hende, som leger
dernede i græsset med Olaf? Det er Dina. Erindrer
du det forvirrede brev, du skrev mig til, da du
rejste? Du skrev, at jeg skulde tro på dig. Jeg
har troet på dig, Johan. Alt det onde, som her bag-
efter gik rygter om, må være sket i forvildelse,
uden tanke, uden overlæg –
set dig i. (peger ned i haven.) Ser du hende, som leger
dernede i græsset med Olaf? Det er Dina. Erindrer
du det forvirrede brev, du skrev mig til, da du
rejste? Du skrev, at jeg skulde tro på dig. Jeg
har troet på dig, Johan. Alt det onde, som her bag-
efter gik rygter om, må være sket i forvildelse,
uden tanke, uden overlæg –
Johan Tønnesen.
Hvad mener du?
Frøken Bernick.
O, du forstår mig jo nok; – ikke et ord mere
om det. Men bort måtte du jo, begynde forfra –
et nyt liv. Ser du, Johan, jeg har været din sted-
fortræder herhjemme, jeg, din gamle legekammerat.
De pligter, du ikke husked på at varetage her, eller
ikke kunde varetage, dem har jeg varetaget for dig.
Jeg siger dig dette, for at du ikke skal have også
det at bebrejde dig. Det forurettede barn har jeg
været en moder for, har opdraget hende, så godt
jeg kunde –
om det. Men bort måtte du jo, begynde forfra –
et nyt liv. Ser du, Johan, jeg har været din sted-
fortræder herhjemme, jeg, din gamle legekammerat.
De pligter, du ikke husked på at varetage her, eller
ikke kunde varetage, dem har jeg varetaget for dig.
Jeg siger dig dette, for at du ikke skal have også
s. 80
det at bebrejde dig. Det forurettede barn har jeg
været en moder for, har opdraget hende, så godt
jeg kunde –
Johan Tønnesen.
Og spildt hele dit liv for den sag –
Frøken Bernick.
Det har ikke været spildt. Men du kom sent,
Johan.
Johan.
Johan Tønnesen.
Marta, – dersom jeg kunde sige dig –. Nå,
lad mig da ialfald takke dig for dit trofaste venskab.
lad mig da ialfald takke dig for dit trofaste venskab.
Frøken Bernick
(smiler tungt).
(smiler tungt).
Hm –. Ja, nu har vi altså udtalt, Johan. Hys;
der kommer nogen. Farvel; jeg kan ikke nu –
der kommer nogen. Farvel; jeg kan ikke nu –
(Hun går ud gennem den bagerste dør
til venstre
. Frøken Hessel kom
mer fra haven, fulgt af fru Bernick.)
mer fra haven, fulgt af fru Bernick.)
Fru Bernick
(endnu i haven).
(endnu i haven).
Men for Guds skyld, Lona, hvad tænker du på!
Frøken Hessel.
Lad mig være, siger jeg; jeg vil og må tale
med ham.
med ham.
Fru Bernick.
Men det vilde jo være den største skandale!
Ah, Johan, er du endnu her?
Ah, Johan, er du endnu her?
Frøken Hessel.
Ud med dig, gut; stå ikke her og hæng i stue-
luften; gå ned i haven og snak med Dina.
luften; gå ned i haven og snak med Dina.
s. 81
Johan Tønnesen.
Ja, det tænkte jeg netop på.
Fru Bernick.
Men –
Frøken Hessel.
Hør du, John, har du set rigtig på Dina?
Johan Tønnesen.
Ja, det tror jeg nok.
Frøken Hessel.
Ja, du skulde se rigtig tilgavns på hende, gut.
Det var noget for dig!
Det var noget for dig!
Fru Bernick.
Men, Lona –!
Johan Tønnesen.
Noget for mig?
Frøken Hessel.
Ja, at se på, mener jeg. Gå nu!
Johan Tønnesen.
Ja, ja, jeg går mere end gerne.
(han går ned i haven.)
Fru Bernick.
Lona, jeg er som forstenet over dig. Dette kan
dog umuligt være dit alvor.
dog umuligt være dit alvor.
Frøken Hessel.
Jo så minsæl er det så. Er hun ikke frisk og
sund og sand? Det er netop en kone for John. Det
er slig en, han trænger til derover; det vil være
noget andet end en gammel halvsøster.
sund og sand? Det er netop en kone for John. Det
er slig en, han trænger til derover; det vil være
noget andet end en gammel halvsøster.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
6
s. 82
Fru Bernick.
Dina! Dina Dorf! Betænk dog –
Frøken Hessel.
Jeg betænker først og fremst guttens lykke. For
hjælpe til, det må jeg; selv er han ikke videre frem-
melig i sligt; småpiger og fruentimmer har han aldrig
havt noget rigtigt syn for.
hjælpe til, det må jeg; selv er han ikke videre frem-
melig i sligt; småpiger og fruentimmer har han aldrig
havt noget rigtigt syn for.
Fru Bernick.
Han? Johan! Nå, jeg synes rigtignok, vi har
havt sørgelige beviser for –
havt sørgelige beviser for –
Frøken Hessel.
Å
pokker i vold med den dumme historie! Hvor
er Bernick henne? Jeg vil tale med ham.
er Bernick henne? Jeg vil tale med ham.
Fru Bernick.
Lona, du gør det ikke, siger jeg!
Frøken Hessel.
Jeg gør det. Synes gutten om hende, – og
hun om ham, – så skal de også have hverandre.
Bernick er jo slig en klog mand; han må finde på
en udvej –
hun om ham, – så skal de også have hverandre.
Bernick er jo slig en klog mand; han må finde på
en udvej –
Fru Bernick.
Og du kan tænke dig, at disse amerikanske
usømmeligheder skulde blive tålt her –
usømmeligheder skulde blive tålt her –
Frøken Hessel.
Sniksnak, Betty –
Fru Bernick.
– at en mand, som Karsten, med hans strænge
moralske tænkemåde –
moralske tænkemåde –
Frøken Hessel.
Å pyt, den er vel ikke så urimelig stræng.
s. 83
Fru Bernick.
Hvad er det, du vover at sige?
Frøken Hessel.
Jeg vover at sige, at Bernick er vel ikke syn-
derlig mere moralsk end andre mandfolk.
derlig mere moralsk end andre mandfolk.
Fru Bernick.
Så dybt sidder altså hadet til ham endnu! Men
hvad vil du da her, når du aldrig har kunnet glemme
at –? Jeg begriber ikke, at du turde træde ham
under øjnene efter den skammelige fornærmelse, som
du dengang tilføjed ham.
hvad vil du da her, når du aldrig har kunnet glemme
at –? Jeg begriber ikke, at du turde træde ham
under øjnene efter den skammelige fornærmelse, som
du dengang tilføjed ham.
Frøken Hessel.
Ja, Betty, dengang forløb jeg mig stygt.
Fru Bernick.
Og hvor højmodigt har han ikke tilgivet dig,
han, som dog aldrig havde forbrudt noget! Thi han
kunde dog ikke for, at du gik her og gjorde dig for-
håbninger. Men siden den tid har du hadet mig
også. (brister i gråd.) Du har aldrig undt mig min lykke.
Og nu kommer du her for at vælte alt dette over
mig, – for at vise byen, hvilken familje jeg har
bragt Karsten ind i. Ja, det er mig, det går ud
over, og det er det, du vil. O, det er afskyeligt
af dig!
(hun går grædende
bort
gennem den øverste dør
til venstre
.)
han, som dog aldrig havde forbrudt noget! Thi han
kunde dog ikke for, at du gik her og gjorde dig for-
håbninger. Men siden den tid har du hadet mig
også. (brister i gråd.) Du har aldrig undt mig min lykke.
Og nu kommer du her for at vælte alt dette over
mig, – for at vise byen, hvilken familje jeg har
bragt Karsten ind i. Ja, det er mig, det går ud
over, og det er det, du vil. O, det er afskyeligt
af dig!
Frøken Hessel
(ser efter hende).
(ser efter hende).
Stakkels
Betty.
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)
Konsul Bernick
(endnu i døren).
(endnu i døren).
Ja, ja, det er godt, herr Krap; det er udmærket.
Send 400 kroner til bespisning af de fattige. (vender
sig.) Lona! (nærmere.) Du er alene? Kommer ikke
Betty her?
6*
s. 84
Send 400 kroner til bespisning af de fattige. (vender
sig.) Lona! (nærmere.) Du er alene? Kommer ikke
Betty her?
Frøken Hessel.
Nej. Skal jeg kanske hente hende?
Konsul Bernick.
Nej, nej, nej, lad være! O, Lona, du
véd
ikke,
hvor jeg har brændt efter at få tale åbent med dig,
– efter at få trygle om din tilgivelse.
hvor jeg har brændt efter at få tale åbent med dig,
– efter at få trygle om din tilgivelse.
Frøken Hessel.
Hør nu, Karsten, lad os ikke blive sentimentale;
det klæder os ikke.
det klæder os ikke.
Konsul Bernick.
Du må høre mig, Lona. Jeg
véd
jo, hvorledes
jeg har skinnet imod mig nu, da du har erfaret
dette med Dinas moder. Men jeg sværger dig til,
det var kun en kortvarig forvildelse; jeg har virkelig,
sandt og oprigtigt, holdt af dig engang.
jeg har skinnet imod mig nu, da du har erfaret
dette med Dinas moder. Men jeg sværger dig til,
det var kun en kortvarig forvildelse; jeg har virkelig,
sandt og oprigtigt, holdt af dig engang.
Frøken Hessel.
Hvorfor tror du jeg er kommen herhjem?
Konsul Bernick.
Hvad du end har isinde, så bønfalder jeg dig
om, ikke at foretage noget , før jeg har retfærdiggjort
mig. Jeg kan det, Lona; jeg kan ialfald und-
skylde mig.
om, ikke at foretage noget , før jeg har retfærdiggjort
mig. Jeg kan det, Lona; jeg kan ialfald und-
skylde mig.
Frøken Hessel.
Nu er du ræd. – Du har engang holdt af mig,
siger du. Ja, det forsikred du mig tidt nok i dine
breve; og kanske det også var sandt – på en måde,
sålænge du leved derude i en stor og frigjort verden,
som gav dig mod til selv at tænke frit og stort.
Du fandt kanske hos mig lidt mere karakter og vilje
og selvstændighed, end hos de fleste herhjemme. Og
så var det jo en hemmelighed mellem os to; der
var ingen, som kunde gøre sig lystig over din slette
smag.
siger du. Ja, det forsikred du mig tidt nok i dine
breve; og kanske det også var sandt – på en måde,
sålænge du leved derude i en stor og frigjort verden,
som gav dig mod til selv at tænke frit og stort.
s. 85
Du fandt kanske hos mig lidt mere karakter og vilje
og selvstændighed, end hos de fleste herhjemme. Og
så var det jo en hemmelighed mellem os to; der
var ingen, som kunde gøre sig lystig over din slette
smag.
Konsul Bernick.
Lona, hvor kan du dog tro –?
Frøken Hessel.
Men da du så kom tilbage; da du hørte spotte-
gloserne, som hagled ned over mig; da du fornam
latteren over alt det, som de her kaldte mine for-
kertheder –
gloserne, som hagled ned over mig; da du fornam
latteren over alt det, som de her kaldte mine for-
kertheder –
Konsul Bernick.
Du var hensynsløs dengang.
Frøken Hessel.
Mest for at ærgre disse skørteklædte og bukse-
klædte snærper, som sjokked om i byen. Og da du
så traf den unge forlokkende skuespillerinde –
klædte snærper, som sjokked om i byen. Og da du
så traf den unge forlokkende skuespillerinde –
Konsul Bernick.
Det var en lapsestreg; intet videre; jeg sværger
dig til, ikke tiendedelen var sandt af de rygter og
den sladder, som kom i omløb.
dig til, ikke tiendedelen var sandt af de rygter og
den sladder, som kom i omløb.
Frøken Hessel.
Lad gå; men da så Betty kom hjem, smuk,
opblomstrende, forgudet af alle, – og da det blev
bekendt, at hun skulde arve alle pengene efter tante
og at jeg ingenting vilde få –
opblomstrende, forgudet af alle, – og da det blev
bekendt, at hun skulde arve alle pengene efter tante
og at jeg ingenting vilde få –
Konsul Bernick.
Ja, der er vi ved sagen, Lona; og nu skal du
høre det uden omsvøb. Jeg elsked ikke Betty den-
gang; jeg brød ikke med dig for nogen ny tilbøje-
lighed. Det var for pengenes skyld ligefrem; jeg var
nødt til det; jeg måtte sikkre mig dem.
høre det uden omsvøb. Jeg elsked ikke Betty den-
s. 86
gang; jeg brød ikke med dig for nogen ny tilbøje-
lighed. Det var for pengenes skyld ligefrem; jeg var
nødt til det; jeg måtte sikkre mig dem.
Frøken Hessel.
Og det siger du mig lige i øjnene?
Konsul Bernick.
Ja, jeg gør. Hør mig, Lona –
Frøken Hessel.
Og dog skrev du mig
til,
at en ubetvingelig
kærlighed til Betty havde grebet dig, påkaldte min
højmodighed, besvor mig for Bettys skyld at tie med
det, som havde været imellem os –
kærlighed til Betty havde grebet dig, påkaldte min
højmodighed, besvor mig for Bettys skyld at tie med
det, som havde været imellem os –
Konsul Bernick.
Jeg måtte det, siger jeg.
Frøken Hessel.
Nu, ved den levende Gud, da angrer jeg ikke
på, at jeg dengang forløb mig, som jeg gjorde.
på, at jeg dengang forløb mig, som jeg gjorde.
Konsul Bernick.
Lad mig koldt og
rolig
sige dig, hvorledes stil-
lingen var i de dage. Min moder stod, som du
husker, i spidsen for forretningen; men hun var al-
deles uden forretningssans. Jeg blev skyndsomt kaldt
hjem fra Paris; tiderne var kritiske; jeg skulde bringe
affærerne påfode. Hvad fandt jeg? Jeg fandt, hvad
der måtte holdes i den dybeste hemmelighed, et så-
godtsom ruineret hus. Ja, det var sågodtsom ruineret,
dette gamle ansete hus, der havde ståt i tre gene-
rationer. Hvad havde jeg, sønnen, den eneste søn,
andet at gøre end at se mig om efter et rednings-
middel?
lingen var i de dage. Min moder stod, som du
husker, i spidsen for forretningen; men hun var al-
deles uden forretningssans. Jeg blev skyndsomt kaldt
hjem fra Paris; tiderne var kritiske; jeg skulde bringe
affærerne påfode. Hvad fandt jeg? Jeg fandt, hvad
der måtte holdes i den dybeste hemmelighed, et så-
godtsom ruineret hus. Ja, det var sågodtsom ruineret,
dette gamle ansete hus, der havde ståt i tre gene-
rationer. Hvad havde jeg, sønnen, den eneste søn,
andet at gøre end at se mig om efter et rednings-
middel?
s. 87
Frøken Hessel.
Og så redded du huset Bernick på en kvindes
bekostning.
bekostning.
Konsul Bernick.
Du
véd
godt,
at Betty elsked mig.
Frøken Hessel.
Men jeg?
Konsul Bernick.
Tro mig, Lona, – du var aldrig bleven lykkelig
med mig.
med mig.
Frøken Hessel.
Var det af omsorg for min
lykke,
at du gav
mig til pris?
mig til pris?
Konsul Bernick.
Tror kanske
du,
at jeg af egennyttige bevæg-
grunde handled som jeg gjorde? Havde jeg dengang
ståt alene, så skulde jeg med frejdigt mod begyndt
forfra. Men du skønner ikke, hvorledes en forret-
ningsmand vokser sammen, under et umådeligt an-
svar, med den forretning, han tager i arv. Véd du,
at hundreders, ja tusenders vel og ve afhænger af
ham? Betænker du ikke, at hele det samfund, som
både du og jeg kalder vort hjem, vilde på den føle-
ligste måde være blevet berørt deraf, om huset Ber-
nick havde gåt tilgrunde?
grunde handled som jeg gjorde? Havde jeg dengang
ståt alene, så skulde jeg med frejdigt mod begyndt
forfra. Men du skønner ikke, hvorledes en forret-
ningsmand vokser sammen, under et umådeligt an-
svar, med den forretning, han tager i arv. Véd du,
at hundreders, ja tusenders vel og ve afhænger af
ham? Betænker du ikke, at hele det samfund, som
både du og jeg kalder vort hjem, vilde på den føle-
ligste måde være blevet berørt deraf, om huset Ber-
nick havde gåt tilgrunde?
Frøken Hessel.
Er det også for samfundets
skyld,
at du i disse
femten år er bleven stående i løgnen?
femten år er bleven stående i løgnen?
Konsul Bernick.
I løgnen?
s. 88
Frøken Hessel.
Hvad
véd
Betty om alt det, som ligger under
og forud for hendes forbindelse med dig?
og forud for hendes forbindelse med dig?
Konsul Bernick.
Kan du
tro,
at jeg til ingen nytte vilde såre
hende ved at blotte de ting?
hende ved at blotte de ting?
Frøken Hessel.
Til ingen nytte, siger du? Ja, ja, du er jo for-
retningsmand; du må jo forstå dig på det nyttige. –
Men hør nu, Karsten, nu vil jeg også tale koldt og
roligt. Sig mig, – er du nu også rigtig lykkelig?
retningsmand; du må jo forstå dig på det nyttige. –
Men hør nu, Karsten, nu vil jeg også tale koldt og
roligt. Sig mig, – er du nu også rigtig lykkelig?
Konsul Bernick.
I familjen, mener du?
Frøken Hessel.
Ja vel.
Konsul Bernick.
Det er jeg, Lona. Å, du har ikke forgæves
været en så opofrende veninde for mig. Jeg tør sige,
at jeg er bleven lykkeligere år for år. Betty er
både god og føjelig. Og hvorledes hun i årenes løb
har lært at bøje sit væsen efter det, som er ejen-
dommeligt hos mig –
været en så opofrende veninde for mig. Jeg tør sige,
at jeg er bleven lykkeligere år for år. Betty er
både god og føjelig. Og hvorledes hun i årenes løb
har lært at bøje sit væsen efter det, som er ejen-
dommeligt hos mig –
Frøken Hessel.
Hm.
Konsul Bernick.
Før havde hun jo en hel del overspændte fore-
stillinger om kærligheden; hun kunde ikke forlige
sig med den tanke, at den lidt efter lidt skulde gå
over til en mild venskabsflamme.
stillinger om kærligheden; hun kunde ikke forlige
sig med den tanke, at den lidt efter lidt skulde gå
over til en mild venskabsflamme.
Frøken Hessel.
Men nu finder hun sig tilrette i det?
s. 89
Konsul Bernick.
Fuldstændig. Du kan
vide,
at den daglige om-
gang med mig ikke er bleven uden modnende ind-
flydelse på hende. Menneskene må gensidig lære
at nedstemme sine fordringer, hvis man skal gøre
fyldest i det samfund, hvori man er sat. Det har
Betty også efterhånden lært at indse, og derfor er
vort hus nu et mønster for vore medborgere.
gang med mig ikke er bleven uden modnende ind-
flydelse på hende. Menneskene må gensidig lære
at nedstemme sine fordringer, hvis man skal gøre
fyldest i det samfund, hvori man er sat. Det har
Betty også efterhånden lært at indse, og derfor er
vort hus nu et mønster for vore medborgere.
Frøken Hessel.
Men disse medborgere
véd
ingenting om løgnen?
Konsul Bernick.
Om løgnen?
Frøken Hessel.
Ja, om løgnen, som du nu i femten år har ståt i.
Konsul Bernick.
Og det kalder du –?
Frøken Hessel.
Løgnen kalder jeg det. Den trefoldige løgn.
Først løgnen mod mig; så løgnen mod Betty; så
løgnen mod Johan.
Først løgnen mod mig; så løgnen mod Betty; så
løgnen mod Johan.
Konsul Bernick.
Betty har aldrig
krævet,
at jeg skulde tale.
Frøken Hessel.
Fordi hun ingenting har vidst.
Konsul Bernick.
Og du vil ikke kræve det; – af hensyn til
hende vil du det ikke.
hende vil du det ikke.
s. 90
Frøken Hessel.
Å nej, jeg skal nok vide at bære lattersalverne;
jeg har en bred ryg.
jeg har en bred ryg.
Konsul Bernick.
Og Johan vil heller ikke kræve det; det har
han tilsagt mig.
han tilsagt mig.
Frøken Hessel.
Men du selv, Karsten? Er der ikke noget indeni
dig, som kræver at komme ud af løgnen?
dig, som kræver at komme ud af løgnen?
Konsul Bernick.
Jeg skulde frivilligt ofre min familjelykke og
min stilling i samfundet!
min stilling i samfundet!
Frøken Hessel.
Hvad ret har du til at stå der du står?
Konsul Bernick.
I femten år har jeg daglig tilkøbt mig en smule
ret – ved min vandel, og ved det, jeg har virket
og fremmet.
ret – ved min vandel, og ved det, jeg har virket
og fremmet.
Frøken Hessel.
Ja, du har virket og fremmet meget, både for
dig selv og for andre. Du er byens rigeste og mæg-
tigste mand; under din vilje tør de ikke andet end
bøje sig, alle, fordi du gælder for at være uden plet
og lyde; dit hjem gælder for et mønsterhjem, din
færd for en mønsterfærd. Men al denne herlighed,
og du selv med, står som på en gyngende myr. Et
øjeblik kan komme, et ord kan blive udtalt, – og
både du og hele herligheden går tilbunds, hvis du
ikke berger dig itide.
dig selv og for andre. Du er byens rigeste og mæg-
tigste mand; under din vilje tør de ikke andet end
bøje sig, alle, fordi du gælder for at være uden plet
og lyde; dit hjem gælder for et mønsterhjem, din
færd for en mønsterfærd. Men al denne herlighed,
og du selv med, står som på en gyngende myr. Et
øjeblik kan komme, et ord kan blive udtalt, – og
både du og hele herligheden går tilbunds, hvis du
ikke berger dig itide.
Konsul Bernick.
Lona, – hvad er det, du vil herover?
s. 91
Frøken Hessel.
Jeg vil hjælpe dig til fast grund under fødderne,
Karsten.
Karsten.
Konsul Bernick.
Hævn! Du vil hævne dig? Jeg ante det nok.
Men det lykkes dig ikke! Her er kun én , som kan
tale med myndighed, og han er taus.
Men det lykkes dig ikke! Her er kun én , som kan
tale med myndighed, og han er taus.
Frøken Hessel.
Johan?
Konsul Bernick.
Ja, Johan. Vil nogen anden anklage mig, så
nægter jeg alt. Vil man tilintetgøre mig, så strider
jeg på livet. Men det skal aldrig lykkes dig, siger
jeg! Han, som kunde fælde mig, han tier – og
han rejser igen.
nægter jeg alt. Vil man tilintetgøre mig, så strider
jeg på livet. Men det skal aldrig lykkes dig, siger
jeg! Han, som kunde fælde mig, han tier – og
han rejser igen.
(Grosserer Rummel og købmand Vigeland kommer fra højre.)
Grosserer Rummel.
Goddag, goddag, kære Bernick; du må komme
med os op i handelsforeningen; vi har møde i jern-
banesagen, véd du.
med os op i handelsforeningen; vi har møde i jern-
banesagen, véd du.
Konsul Bernick.
Jeg kan ikke. Umuligt nu.
Købmand Vigeland.
De må sandeligen, herr konsul –
Grosserer Rummel.
Du må, Bernick. Der er folk, som arbejder
mod os. Redaktør Hammer og de andre, som holdt
på kystlinjen, påstår, at der stikker private interesser
bag det nye forslag.
mod os. Redaktør Hammer og de andre, som holdt
på kystlinjen, påstår, at der stikker private interesser
bag det nye forslag.
s. 92
Konsul Bernick.
Nå, så forklar dem da –
Købmand Vigeland.
Det hjælper ikke, hvad
vi
forklarer, herr konsul –
Grosserer Rummel.
Nej, nej, du må komme selv; dig vil jo natur-
ligvis ingen vove at mistænke for sligt.
ligvis ingen vove at mistænke for sligt.
Frøken Hessel.
Nej, det skulde jeg mene.
Konsul Bernick.
Jeg kan ikke, siger jeg; jeg er uvel; – eller
ialfald, bi – lad mig samle mig.
ialfald, bi – lad mig samle mig.
(Adjunkt Rørlund kommer fra højre.)
Adjunkt Rørlund.
Undskyld, herr konsul; De ser mig her i det
heftigste oprør –
heftigste oprør –
Konsul Bernick.
Ja, ja, hvad fejler Dem?
Adjunkt Rørlund.
Jeg må gøre Dem et spørgsmål, herr konsul.
Er det med Deres minde, at den unge pige, som
har fundet et asyl under Deres tag, viser sig på
offentlig gade i selskab med et menneske, som –
Er det med Deres minde, at den unge pige, som
har fundet et asyl under Deres tag, viser sig på
offentlig gade i selskab med et menneske, som –
Frøken Hessel.
Hvilket menneske, herr pastor?
Adjunkt Rørlund.
Med det menneske, som hun, blandt alle men-
nesker i verden, burde holdes længst borte fra.
nesker i verden, burde holdes længst borte fra.
s. 93
Frøken Hessel.
Håhå!
Adjunkt Rørlund.
Er det med Deres minde, herr konsul?
Konsul Bernick
(der søger hat og handsker).
(der søger hat og handsker).
Jeg
véd
ikke af noget. Undskyld; jeg har hast-
værk; jeg skal op i handelsforeningen.
værk; jeg skal op i handelsforeningen.
Hilmar Tønnesen
(kommer fra haven og går hen til den øverste dør til venstre ).
(kommer fra haven og går hen til den øverste dør til venstre ).
Betty, Betty, hør her!
Fru Bernick
(i døren).
(i døren).
Hvad er det?
Hilmar Tønnesen.
Du bør gå ned i haven og gøre en ende på
det lefleri, som en viss person driver med denne
Dina Dorf. Jeg er bleven ganske nervøs af at høre
på det.
det lefleri, som en viss person driver med denne
Dina Dorf. Jeg er bleven ganske nervøs af at høre
på det.
Frøken Hessel.
Så? Hvad har da personen sagt?
Hilmar Tønnesen.
Å
, ikke andet end at han
vil,
hun skal følge
med ham til Amerika. Uf!
med ham til Amerika. Uf!
Adjunkt Rørlund.
Kan sligt være muligt!
Fru Bernick.
Hvad siger
du?
s. 94
Frøken Hessel.
Men det vilde jo være prægtigt.
Konsul Bernick.
Umuligt! Du har hørt fejl.
Hilmar Tønnesen.
Så spørg ham selv. Der kommer parret. Men
lad bare mig blive udenfor.
lad bare mig blive udenfor.
Konsul Bernick
(til Rummel og Vigeland).
(til Rummel og Vigeland).
Jeg kommer efter, – om et øjeblik –
(Grosserer Rummel og købmand Vigeland går ud til højre. Johan Tønne-
sen og Dina kommer fra haven.)
sen og Dina kommer fra haven.)
Johan Tønnesen.
Hurra, Lona, hun følger med os!
Fru Bernick.
Men, Johan, – du ubesindige –!
Adjunkt Rørlund.
Er dette virkeligt! En så topmålt
skandale!
Ved hvilke forførelseskunster har De –
Ved hvilke forførelseskunster har De –
Johan Tønnesen.
Nå nå, mand; hvad er det De siger?
Adjunkt Rørlund.
Svar mig, Dina; er dette Deres agt, – er det
Deres fulde fri beslutning?
Deres fulde fri beslutning?
Dina.
Jeg
må
bort herfra.
Adjunkt Rørlund.
Men med ham – med ham!
s. 95
Dina.
Nævn mig nogen anden her, som havde mod
til at tage mig med.
til at tage mig med.
Adjunkt Rørlund.
Nu, så skal De også få
at vide
, hvem han er.
Johan Tønnesen.
Tal ikke!
Konsul Bernick.
Ikke et ord mere!
Adjunkt Rørlund.
Da tjente jeg dårligt det samfund, hvis moral
og sæder jeg er sat til at være en vogter for; og
uforsvarligt handled jeg mod denne unge pige, i hvis
opdragelse også jeg har havt en væsentlig del og
som er mig –
og sæder jeg er sat til at være en vogter for; og
uforsvarligt handled jeg mod denne unge pige, i hvis
opdragelse også jeg har havt en væsentlig del og
som er mig –
Johan Tønnesen.
Vogt Dem for hvad De gør!
Adjunkt Rørlund.
Hun skal vide det! Dina, det er denne mand,
som voldte al Deres moders ulykke og skam.
som voldte al Deres moders ulykke og skam.
Konsul Bernick.
Herr adjunkt –!
Dina.
Han! (til Johan Tønnesen.) Er dette sandt?
Johan Tønnesen.
Karsten, svar du.
Konsul Bernick.
Ikke et ord mere! Idag skal her ties.
s. 96
Dina.
Sandt altså.
Adjunkt Rørlund.
Sandt, sandt. Og mere end det. Dette men-
neske, som De sætter lid til, løb ikke tomhændet
hjemmefra; – enkefru Bernicks kasse –; konsulen
kan bevidne det!
neske, som De sætter lid til, løb ikke tomhændet
hjemmefra; – enkefru Bernicks kasse –; konsulen
kan bevidne det!
Frøken Hessel.
Løgner!
Konsul Bernick.
Ah –!
Fru Bernick.
O Gud, o Gud!
Johan Tønnesen
(imod ham med løftet arm).
(imod ham med løftet arm).
Og det vover du –!
Frøken Hessel
(afbødende)
(afbødende)
Slå ham ikke, Johan!
Adjunkt Rørlund.
Jo, forgrib Dem kun på mig. Men sandheden
skal frem; og det er sandhed; konsul Bernick har
selv sagt det, og hele byen véd det. – Nu, Dina,
nu kender De ham.
skal frem; og det er sandhed; konsul Bernick har
selv sagt det, og hele byen véd det. – Nu, Dina,
nu kender De ham.
(Kort stilhed.)
Johan Tønnesen
(sagte, griber Bernick om armen).
(sagte, griber Bernick om armen).
Karsten, Karsten, hvad har du gjort!
s. 97
Fru Bernick
(dæmpet og i gråd).
(dæmpet og i gråd).
O, Karsten, at jeg skulde bringe dig ind i al
denne skændsel.
denne skændsel.
Købmand Sandstad
(kommer hurtigt fra højre og råber med hånden på dørklinken):
(kommer hurtigt fra højre og råber med hånden på dørklinken):
Nu må De endelig komme, herr konsul! Hele
jernbanen hænger i en tråd.
jernbanen hænger i en tråd.
Konsul Bernick
(åndsfraværende).
(åndsfraværende).
Hvad er det? Hvad skal jeg –?
Frøken Hessel
(alvorligt og med eftertryk).
(alvorligt og med eftertryk).
Du skal op og støtte samfundet, svoger.
Købmand Sandstad.
Ja kom, kom; vi behøver al Deres moralske
overvægt.
overvægt.
Johan Tønnesen
(tæt ved ham).
(tæt ved ham).
Bernick, – vi to tales ved imorgen.
(Han går ud gennem haven; konsul Bernick går som viljeløs ud til
højre med købmand Sandstad.)
højre med købmand Sandstad.)
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
7
TREDJE AKT.
(Havesalen i konsul Bernicks hus.)
(Konsul Bernick, med et spanskrør i hånden, kommer i hæftig vrede ud
fra det bagerste værelse til venstre og lader døren stå halvt åben
efter sig.)
fra det bagerste værelse til venstre og lader døren stå halvt åben
efter sig.)
Konsul Bernick.
Se så; nu er der da endelig engang bleven al-
vor af det; den lusing tænker jeg han skal huske.
(til nogen inde i værelset.) Hvad siger du? – Og jeg siger,
du er en uforstandig moder! Du undskylder ham,
gir ham medhold i alle hans slyngelstreger. – Ikke
slyngelstreger? Hvad kalder du det da? At liste
sig ud af huset ved nattetid, gå tilhavs med fisker-
båden, blive borte til langt ud på dagen og sætte
mig i slig dødelig angst, mig, som har så meget
andet at stå i. Og så vover den knægt at true
med, at han vil løbe sin vej! Ja, lad ham prøve
på det! – Du? Nej, det tror jeg nok; du bekymrer
dig ikke stort om hans ve og vel. Jeg tror gerne,
at om han satte livet til –! – Så? Ja, men jeg
har en gerning at efterlade mig her i verden; jeg
er ikke tjent med at blive barnløs. – Ingen ind-
vendinger, Betty; det blir, som jeg har sagt; han
har husarrest – (lytter.) Hys; lad ingen mærke noget.
vor af det; den lusing tænker jeg han skal huske.
(til nogen inde i værelset.) Hvad siger du? – Og jeg siger,
du er en uforstandig moder! Du undskylder ham,
gir ham medhold i alle hans slyngelstreger. – Ikke
slyngelstreger? Hvad kalder du det da? At liste
sig ud af huset ved nattetid, gå tilhavs med fisker-
båden, blive borte til langt ud på dagen og sætte
mig i slig dødelig angst, mig, som har så meget
andet at stå i. Og så vover den knægt at true
med, at han vil løbe sin vej! Ja, lad ham prøve
på det! – Du? Nej, det tror jeg nok; du bekymrer
dig ikke stort om hans ve og vel. Jeg tror gerne,
at om han satte livet til –! – Så? Ja, men jeg
har en gerning at efterlade mig her i verden; jeg
er ikke tjent med at blive barnløs. – Ingen ind-
vendinger, Betty; det blir, som jeg har sagt; han
har husarrest – (lytter.) Hys; lad ingen mærke noget.
s. 99
(Fuldmægtig Krap kommer fra højre.)
Fuldmægtig Krap.
Har De tid et øjeblik, herr konsul?
Konsul Bernick
(kaster spanskrøret fra sig).
(kaster spanskrøret fra sig).
Ja vel, ja vel. Kommer De fra værftet?
Fuldmægtig Krap.
Nu netop. Hm –
Konsul Bernick.
Nå? Der er dog ikke noget ivejen med «Palme-
træet»?
træet»?
Fuldmægtig Krap.
«Palmetræet» kan sejle imorgen, men –
Konsul Bernick.
«Indian Girl» altså? Aned det mig
ikke,
at
den stivnakke –
den stivnakke –
Fuldmægtig Krap.
«Indian Girl» kan også sejle imorgen; men –
den kommer visst ikke langt.
den kommer visst ikke langt.
Konsul Bernick.
Hvad mener De?
Fuldmægtig Krap.
Undskyld, herr konsul; den dør står på klem
og jeg tror, der er nogen derinde –
og jeg tror, der er nogen derinde –
Konsul Bernick
(lukker døren).
(lukker døren).
Se så. Men hvad er det dog for noget, som
ingen må høre?
ingen må høre?
7*
s. 100
Fuldmægtig Krap.
Det er det, at bygmester Aune nok har isinde
at lade «Indian Girl» gå tilbunds med mand og mus.
at lade «Indian Girl» gå tilbunds med mand og mus.
Konsul Bernick.
Men Gud forbarme sig, hvor kan De tro –?
Fuldmægtig Krap.
Kan ikke forklare mig det på anden måde, herr
konsul.
konsul.
Konsul Bernick.
Nå, så sig mig dog i få ord –
Fuldmægtig Krap.
Skal så. De
véd
selv,
hvor sendrægtigt det er
gåt på værftet, siden vi fik de nye maskiner og de
nye uvante arbejdere.
gåt på værftet, siden vi fik de nye maskiner og de
nye uvante arbejdere.
Konsul Bernick.
Ja, ja.
Fuldmægtig Krap.
Men imorges, da jeg kom derned, mærked
jeg,
at reparationen på Amerikaneren var skredet påfal-
dende vidt frem; det store spunds i bunden, – De
véd , det pilrådne sted –
at reparationen på Amerikaneren var skredet påfal-
dende vidt frem; det store spunds i bunden, – De
véd , det pilrådne sted –
Konsul Bernick.
Ja, ja, hvad det?
Fuldmægtig Krap.
Fuldstændig repareret, – tilsyneladende da; for-
hudet; så ganske ud som nyt; hørte, at Aune selv
havde arbejdet med lys dernede hele natten.
hudet; så ganske ud som nyt; hørte, at Aune selv
havde arbejdet med lys dernede hele natten.
Konsul Bernick.
Ja ja, og så –?
s. 101
Fuldmægtig Krap.
Gik og funderte på dette; folkene hvilte just til
frokost, og så fandt jeg anledning til ubemærket at
se mig om både udenbords og indenbords; havde
svært for at komme ned i den lastede skude; men
fik troen i hænderne. Der sker underfundigheder,
herr konsul.
frokost, og så fandt jeg anledning til ubemærket at
se mig om både udenbords og indenbords; havde
svært for at komme ned i den lastede skude; men
fik troen i hænderne. Der sker underfundigheder,
herr konsul.
Konsul Bernick.
Jeg kan ikke tro Dem, herr Krap. Jeg kan
ikke, jeg vil ikke tro sligt om Aune.
ikke, jeg vil ikke tro sligt om Aune.
Fuldmægtig Krap.
Gør mig ondt, – men er den skære sandhed.
Sker underfundigheder, siger jeg. Intet nyt tømmer
indsat, så vidt jeg kunde skønne; bare dyttet og
drevet og overklinket med plader og pressenninger
og sådant noget. Rent fusk! «Indian Girl» når aldrig
New-York; går tilbunds som en sprukken gryde.
Sker underfundigheder, siger jeg. Intet nyt tømmer
indsat, så vidt jeg kunde skønne; bare dyttet og
drevet og overklinket med plader og pressenninger
og sådant noget. Rent fusk! «Indian Girl» når aldrig
New-York; går tilbunds som en sprukken gryde.
Konsul Bernick.
Dette er jo forfærdeligt! Men hvad tror
De,
han kan have til hensigt?
han kan have til hensigt?
Fuldmægtig Krap.
Vil rimeligvis bringe maskinerne i miskredit;
vil hævne sig; vil have den gamle arbejdsstok tagen
til nåde igen.
vil hævne sig; vil have den gamle arbejdsstok tagen
til nåde igen.
Konsul Bernick.
Og så ofrer han kanske alle de mange men-
neskeliv.
neskeliv.
Fuldmægtig Krap.
Han sagde nylig: der findes ikke mennesker
ombord i «Indian Girl», – bare udyr.
ombord i «Indian Girl», – bare udyr.
s. 102
Konsul Bernick.
Ja, ja, lad så være; men agter han da ikke
den store kapital, som går tabt?
den store kapital, som går tabt?
Fuldmægtig Krap.
Aune har ikke noget godt øje til den store
kapital, herr konsul.
kapital, herr konsul.
Konsul Bernick.
Sandt nok; han er en
opvigler
og en urostifter;
men en så samvittighedsløs handling –. Hør, herr
Krap; denne sag må undersøges to gange. Ikke et
ord derom til nogen. Vort værft er blameret, hvis
folk får sligt at vide.
men en så samvittighedsløs handling –. Hør, herr
Krap; denne sag må undersøges to gange. Ikke et
ord derom til nogen. Vort værft er blameret, hvis
folk får sligt at vide.
Fuldmægtig Krap.
Forstår sig, men –
Konsul Bernick.
Under middagshvilen må De se til at komme
derned igen; fuld visshed må jeg have.
derned igen; fuld visshed må jeg have.
Fuldmægtig Krap.
Skal få den, herr konsul; men tillad mig, hvad
vil De så gøre?
vil De så gøre?
Konsul Bernick.
Naturligvis anmelde sagen. Vi kan dog ikke
gøre os til medskyldige i en ligefrem forbrydelse.
Jeg må have min samvittighed ubelastet. Det vil
desuden gøre et godt indtryk både i pressen og i
samfundet idethele, når man ser, at jeg skyder alle
personlige interesser tilside og lader retfærdigheden
have sin gang.
gøre os til medskyldige i en ligefrem forbrydelse.
Jeg må have min samvittighed ubelastet. Det vil
desuden gøre et godt indtryk både i pressen og i
samfundet idethele, når man ser, at jeg skyder alle
personlige interesser tilside og lader retfærdigheden
have sin gang.
Fuldmægtig Krap.
Meget sandt, herr konsul.
s. 103
Konsul Bernick.
Men først og fremst fuld visshed. Og taushed
sålænge –
sålænge –
Fuldmægtig Krap.
Ikke et ord, herr konsul; og vissheden, den
skal De få.
skal De få.
(Han går ud gennem haven og nedad gaden.)
Konsul Bernick
(halvhøjt).
(halvhøjt).
Oprørende! Men nej, det er jo umuligt, –
utænkeligt!
utænkeligt!
(Idet han vil gå ind i sit værelse kommer Hilmar Tønnesen fra højre.)
Hilmar Tønnesen.
Goddag, Bernick! Nå, jeg gratulerer med sejren
i handelsforeningen igår.
i handelsforeningen igår.
Konsul Bernick.
Å tak.
Hilmar Tønnesen.
Det var jo en glimrende sejr, hører jeg, det
intelligente borgersinds sejr over egennytten og for-
dommen, – omtrent som en fransk razzia mod Ka-
bylerne. Mærkeligt, at du efter de ubehagelige op-
trin her –
intelligente borgersinds sejr over egennytten og for-
dommen, – omtrent som en fransk razzia mod Ka-
bylerne. Mærkeligt, at du efter de ubehagelige op-
trin her –
Konsul Bernick.
Ja, ja, lad det være.
Hilmar Tønnesen.
Men hovedslaget er jo ikke slåt endnu.
Konsul Bernick.
I jernbanesagen, mener du?
s. 104
Hilmar Tønnesen.
Ja, du
véd
da vel, hvad redaktør Hammer går
og brygger sammen?
og brygger sammen?
Konsul Bernick
(spændt).
(spændt).
Nej! Hvad er det?
Hilmar Tønnesen.
Han har jo hængt sig fast i det rygte, som
går, og det vil han lave en avisartikel af.
går, og det vil han lave en avisartikel af.
Konsul Bernick.
Hvilket rygte?
Hilmar Tønnesen.
Naturligvis det om de store ejendomskøb langs
sidebanen.
sidebanen.
Konsul Bernick.
Hvad siger du? Går her et sådant rygte?
Hilmar Tønnesen.
Ja, det er over hele byen. Jeg hørte det i
klubben, hvor jeg drev indom. En af vore sagførere
skal i al stilhed per kommission have indkøbt alle
skovejendommene, alle malmlejerne, alle vandfal-
dene –
klubben, hvor jeg drev indom. En af vore sagførere
skal i al stilhed per kommission have indkøbt alle
skovejendommene, alle malmlejerne, alle vandfal-
dene –
Konsul Bernick.
Og siges der ikke, for hvem?
Hilmar Tønnesen.
I klubben mente man, det måtte være for et
udenbys selskab, som havde fåt nys om, hvad du
havde igære, og som havde skyndet sig før ejen-
domspriserne steg –. Er det ikke nederdrægtigt
– uf!
udenbys selskab, som havde fåt nys om, hvad du
havde igære, og som havde skyndet sig før ejen-
domspriserne steg –. Er det ikke nederdrægtigt
– uf!
s. 105
Konsul Bernick.
Nederdrægtigt?
Hilmar Tønnesen.
Ja, at fremmede således trænger sig ind på
vore enemærker. Og at en af byens egne sagførere
kan låne sig til sligt! Nu blir det altså udenbys
folk, som går af med fordelen.
vore enemærker. Og at en af byens egne sagførere
kan låne sig til sligt! Nu blir det altså udenbys
folk, som går af med fordelen.
Konsul Bernick.
Men det er jo dog bare et løst rygte.
Hilmar Tønnesen.
Det troes imidlertid, og imorgen eller iover-
morgen vil naturligvis redaktør Hammer spigre det
fast som et faktum. Der var allerede almindelig for-
bittrelse deroppe. Jeg hørte flere sige, at hvis det
rygte bekræfter sig, så stryger de sig ud af listerne.
morgen vil naturligvis redaktør Hammer spigre det
fast som et faktum. Der var allerede almindelig for-
bittrelse deroppe. Jeg hørte flere sige, at hvis det
rygte bekræfter sig, så stryger de sig ud af listerne.
Konsul Bernick.
Umuligt!
Hilmar Tønnesen.
Så? Hvorfor tror du disse kræmmersjæle var
så villige til at gå med på dit foretagende? Tror
du ikke de selv havde spidset sine næser på at –?
så villige til at gå med på dit foretagende? Tror
du ikke de selv havde spidset sine næser på at –?
Konsul Bernick.
Umuligt, siger jeg; så meget borgersind er her
dog i vort lille samfund –
dog i vort lille samfund –
Hilmar Tønnesen.
Her? Ja, du er nu optimist, og så dømmer du
andre efter dig selv. Men jeg, som er en temmelig
øvet iagttager –. Her er ikke én , – ja naturligvis
med undtagelse af os, – ikke én , siger jeg, som
holder ideens fane højt. (op mod baggrunden.) Uf, der
ser jeg dem!
andre efter dig selv. Men jeg, som er en temmelig
øvet iagttager –. Her er ikke én , – ja naturligvis
med undtagelse af os, – ikke én , siger jeg, som
holder ideens fane højt. (op mod baggrunden.) Uf, der
ser jeg dem!
s. 106
Konsul Bernick.
Hvem?
Hilmar Tønnesen.
De to amerikanske. (ser ud
til højre
.) Og hvem er
det de går med? Ja, ved Gud, er det ikke kap-
tejnen på «Indian Girl». Uf!
det de går med? Ja, ved Gud, er det ikke kap-
tejnen på «Indian Girl». Uf!
Konsul Bernick.
Hvad kan de ville ham?
Hilmar Tønnesen.
Å, det er jo ret passende selskab. Han skal
jo have været slavehandler eller sørøver; og hvem
véd , hvad de andre har bedrevet i alle disse år.
jo have været slavehandler eller sørøver; og hvem
véd , hvad de andre har bedrevet i alle disse år.
Konsul Bernick.
Jeg siger dig, det er højst urigtigt at tænke
således om dem.
således om dem.
Hilmar Tønnesen.
Ja, du er nu optimist. Men nu har vi dem
naturligvis på halsen igen; jeg vil derfor itide –
(går op mod døren til venstre .)
naturligvis på halsen igen; jeg vil derfor itide –
(går op mod døren til venstre .)
(Frøken Hessel kommer fra højre.)
Frøken Hessel.
Nå, Hilmar, er det mig, som jager dig af stuen?
Hilmar Tønnesen.
Aldeles ikke; jeg stod her og havde hastværk;
jeg skulde tale et ord med Betty.
(går ind i det bagerste værelse
til venstre
.)
jeg skulde tale et ord med Betty.
Konsul Bernick
(efter en kort stilhed).
(efter en kort stilhed).
Nu, Lona?
s. 107
Frøken Hessel.
Ja.
Konsul Bernick.
Hvorledes står jeg idag for dig?
Frøken Hessel.
Som igår. En løgn mere eller mindre –
Konsul Bernick.
Du må få lys i dette. Hvor blev Johan af?
Frøken Hessel.
Han kommer; han havde noget at tale med
en mand.
en mand.
Konsul Bernick.
Efter det, du hørte igår, vil du
begribe,
at hele
min tilværelse er ødelagt, hvis sandheden kommer
for lyset.
min tilværelse er ødelagt, hvis sandheden kommer
for lyset.
Frøken Hessel.
Jeg begriber det.
Konsul Bernick.
Det er naturligvis en
selvfølge,
at jeg ikke har
gjort mig skyldig i den forbrydelse, som her har gåt
rygte om.
gjort mig skyldig i den forbrydelse, som her har gåt
rygte om.
Frøken Hessel.
Det forstår sig af sig selv. Men hvem var
tyven?
tyven?
Konsul Bernick.
Der var ingen tyv. Der blev ingen penge
stjålne; ikke en skilling er bleven borte.
stjålne; ikke en skilling er bleven borte.
Frøken Hessel.
Hvorledes?
s. 108
Konsul Bernick.
Ikke en skilling, siger jeg.
Frøken Hessel.
Men rygtet? Hvorledes er det skammelige rygte
kommet ud, at Johan –?
kommet ud, at Johan –?
Konsul Bernick.
Lona, med dig synes
jeg,
at jeg kan tale, som
med ingen anden; jeg vil intet fortie for dig. Jeg
har min del i, at rygtet blev udspredt.
med ingen anden; jeg vil intet fortie for dig. Jeg
har min del i, at rygtet blev udspredt.
Frøken Hessel.
Du? Og det kunde du gøre imod ham, som
for din skyld –!
for din skyld –!
Konsul Bernick.
Du skal ikke dømme uden at huske på, hvor-
ledes sagerne stod dengang. Jeg fortalte dig det jo
igår. Jeg kom hjem og fandt min moder indviklet
i en hel række af ukloge foretagender; uheld af for-
skellig slags stødte til; det var, som om alt ondt
stormed ind på os; vort hus var lige ved at ruineres.
Jeg var halvt letsindig og halvt fortvivlet. Lona,
jeg tror det var mest for at døve tankerne, at jeg
indlod mig i den forbindelse, som bragte Johan til
at rejse.
ledes sagerne stod dengang. Jeg fortalte dig det jo
igår. Jeg kom hjem og fandt min moder indviklet
i en hel række af ukloge foretagender; uheld af for-
skellig slags stødte til; det var, som om alt ondt
stormed ind på os; vort hus var lige ved at ruineres.
Jeg var halvt letsindig og halvt fortvivlet. Lona,
jeg tror det var mest for at døve tankerne, at jeg
indlod mig i den forbindelse, som bragte Johan til
at rejse.
Frøken Hessel.
Hm –
Konsul Bernick.
Du kan vel forestille dig, hvorledes alskens
rygter sattes i omløb, da han og du var borte.
Dette var ikke hans første letsindighed, blev der
fortalt. Dorf havde fåt en stor sum penge af ham
for at tie og rejse sin vej, hed det; andre påstod,
at hun havde fåt dem. På samme tid blev det ikke
skjult, at vort hus havde vanskeligt for at opfylde
sine forpligtelser. Hvad var rimeligere end at sladder-
hankene satte disse to rygter i forbindelse med hin-
anden? Da hun blev her og leved i tarvelighed, så
påstod man, at han havde taget pengene med sig til
Amerika, og rygtet gjorde summen bestandig større
og større.
rygter sattes i omløb, da han og du var borte.
Dette var ikke hans første letsindighed, blev der
fortalt. Dorf havde fåt en stor sum penge af ham
for at tie og rejse sin vej, hed det; andre påstod,
at hun havde fåt dem. På samme tid blev det ikke
s. 109
skjult, at vort hus havde vanskeligt for at opfylde
sine forpligtelser. Hvad var rimeligere end at sladder-
hankene satte disse to rygter i forbindelse med hin-
anden? Da hun blev her og leved i tarvelighed, så
påstod man, at han havde taget pengene med sig til
Amerika, og rygtet gjorde summen bestandig større
og større.
Frøken Hessel.
Og du, Karsten –?
Konsul Bernick.
Jeg greb dette rygte som en
redningsplanke.
Frøken Hessel.
Du bredte det videre ud?
Konsul Bernick.
Jeg modsagde det ikke. Fordringshaverne var
begyndt at gå os på livet; det galdt for mig om at
berolige dem; det kom an på, at man ikke fatted
mistanke til husets soliditet; et øjeblikkeligt uheld
havde rammet os; man måtte blot ikke trænge på;
blot give tid; enhver skulde få sit.
begyndt at gå os på livet; det galdt for mig om at
berolige dem; det kom an på, at man ikke fatted
mistanke til husets soliditet; et øjeblikkeligt uheld
havde rammet os; man måtte blot ikke trænge på;
blot give tid; enhver skulde få sit.
Frøken Hessel.
Og enhver fik også sit?
Konsul Bernick.
Ja, Lona, dette rygte redded vort hus og gjorde
mig til den mand, jeg nu er.
mig til den mand, jeg nu er.
Frøken Hessel.
En løgn har altså gjort dig til den mand, du
nu er.
nu er.
Konsul Bernick.
Hvem skaded det dengang? Det var Johans
forsæt aldrig at komme tilbage.
forsæt aldrig at komme tilbage.
s. 110
Frøken Hessel.
Du spørger, hvem det skaded. Se ind i dig
selv og sig mig, om ikke du har taget skade deraf.
selv og sig mig, om ikke du har taget skade deraf.
Konsul Bernick.
Se ind i hvilken mand du vil, og du skal finde
i hver eneste en ét mørkt punkt idetmindste, som
han må dække over.
i hver eneste en ét mørkt punkt idetmindste, som
han må dække over.
Frøken Hessel.
Og I kalder jer samfundets støtter!
Konsul Bernick.
Samfundet har dem ikke bedre.
Frøken Hessel.
Og hvad magt ligger der på, om et sligt sam-
fund støttes eller ikke? Hvad er det, som gælder
her? Skinnet og løgnen – og intet andet. Her
lever du, byens første mand, i herlighed og glæde,
i magt og i ære, du, som har sat forbrydermærket
på en uskyldig.
fund støttes eller ikke? Hvad er det, som gælder
her? Skinnet og løgnen – og intet andet. Her
lever du, byens første mand, i herlighed og glæde,
i magt og i ære, du, som har sat forbrydermærket
på en uskyldig.
Konsul Bernick.
Tror du
ikke,
at jeg dybt nok føler min uret
imod ham? Og tror du ikke, jeg er beredt til at
gøre den god igen?
imod ham? Og tror du ikke, jeg er beredt til at
gøre den god igen?
Frøken Hessel.
Hvorved? Ved at tale?
Konsul Bernick.
Og det kunde du fordre?
Frøken Hessel.
Hvad andet kan gøre slig uret god?
s. 111
Konsul Bernick.
Jeg er rig, Lona; Johan kan stille hvad krav
han vil –
han vil –
Frøken Hessel.
Ja, byd ham penge, og du skal høre, hvad han
svarer.
svarer.
Konsul Bernick.
Véd
du, hvad hans hensigter er?
Frøken Hessel.
Nej. Siden igår har han været taus. Det
er,
som om alt dette med et havde gjort ham til en
fuldvoksen mand.
som om alt dette med et havde gjort ham til en
fuldvoksen mand.
Konsul Bernick.
Jeg må tale med ham.
Frøken Hessel.
Der har du ham.
(Johan Tønnesen kommer fra højre.)
Konsul Bernick
(imod ham).
(imod ham).
Johan –!
Johan Tønnesen
(afværgende).
(afværgende).
Først jeg. Igår morges gav jeg dig mit ord
på at tie.
på at tie.
Konsul Bernick.
Det gjorde du.
Johan Tønnesen.
Men da vidste jeg endnu ikke –
s. 112
Konsul Bernick.
Johan, lad mig blot med to ord oplyse dig om
sammenhængen –
sammenhængen –
Johan Tønnesen.
Behøves ikke; jeg skønner sammenhængen meget
vel. Huset var dengang i en vanskelig stilling; og
da så jeg var borte, og du havde et værgeløst navn
og rygte at råde over –. Nå, jeg lægger dig det
ikke så meget til last; vi var unge og letsindige i
de dage. Men nu har jeg brug for sandheden og
nu må du tale.
vel. Huset var dengang i en vanskelig stilling; og
da så jeg var borte, og du havde et værgeløst navn
og rygte at råde over –. Nå, jeg lægger dig det
ikke så meget til last; vi var unge og letsindige i
de dage. Men nu har jeg brug for sandheden og
nu må du tale.
Konsul Bernick.
Og just nu har jeg brug for al min moralske
anseelse, og derfor kan jeg ikke tale nu.
anseelse, og derfor kan jeg ikke tale nu.
Johan Tønnesen.
Jeg bryder mig ikke stort om de opdigtelser,
du har sat igang om mig; det er det andet, du selv
skal tage skylden for. Dina skal blive min hustru,
og her, her i byen, vil jeg leve og bo og bygge
med hende.
du har sat igang om mig; det er det andet, du selv
skal tage skylden for. Dina skal blive min hustru,
og her, her i byen, vil jeg leve og bo og bygge
med hende.
Frøken Hessel.
Det vil du?
Konsul Bernick.
Med Dina! Som din hustru? Her i byen!
Johan Tønnesen.
Ja, just her; jeg vil blive her for at trodse alle
disse løgnere og bagvaskere. Men for at jeg kan
vinde hende, er det nødvendigt, at du frigør mig.
disse løgnere og bagvaskere. Men for at jeg kan
vinde hende, er det nødvendigt, at du frigør mig.
Konsul Bernick.
Har du betænkt, at om jeg vedgår det ene, så
har jeg derved også med det samme taget det andet
på mig? Du vil sige, at jeg af vore bøger kan be-
vise, at ingen uredelighed har fundet sted? Men
det kan jeg ikke; vore bøger blev ikke ført så nøj-
agtigt dengang. Og selv om jeg kunde, – hvad
var derved vundet? Vilde jeg ikke ialfald stå som
den mand, der engang havde reddet sig ved en
usandhed, og som i femten år havde ladet denne
usandhed og alt det andet få lov til at fæstne sig
uden at have gjort et skridt derimod? Du kender
ikke vort samfund længer, ellers måtte du vide, at
dette vilde knuse mig i bund og grund.
har jeg derved også med det samme taget det andet
s. 113
på mig? Du vil sige, at jeg af vore bøger kan be-
vise, at ingen uredelighed har fundet sted? Men
det kan jeg ikke; vore bøger blev ikke ført så nøj-
agtigt dengang. Og selv om jeg kunde, – hvad
var derved vundet? Vilde jeg ikke ialfald stå som
den mand, der engang havde reddet sig ved en
usandhed, og som i femten år havde ladet denne
usandhed og alt det andet få lov til at fæstne sig
uden at have gjort et skridt derimod? Du kender
ikke vort samfund længer, ellers måtte du vide, at
dette vilde knuse mig i bund og grund.
Johan Tønnesen.
Jeg kan kun sige
dig,
at jeg vil tage madam
Dorfs datter til hustru og leve med hende her i
byen.
Dorfs datter til hustru og leve med hende her i
byen.
Konsul Bernick
(tørrer sveden af panden).
(tørrer sveden af panden).
Hør mig, Johan, – og du også, Lona. Det er
ikke vanlige forholde jeg står i netop i disse dage.
Jeg står således, at hvis dette slag rettes imod mig,
så har I ødelagt mig, og ikke alene mig, men også
en stor og velsignelsesrig fremtid for det samfund,
som dog er eders barndomshjem.
ikke vanlige forholde jeg står i netop i disse dage.
Jeg står således, at hvis dette slag rettes imod mig,
så har I ødelagt mig, og ikke alene mig, men også
en stor og velsignelsesrig fremtid for det samfund,
som dog er eders barndomshjem.
Johan Tønnesen.
Og retter jeg ikke slaget imod dig, så ødelægger
jeg selv min hele fremtidslykke.
jeg selv min hele fremtidslykke.
Frøken Hessel.
Tal videre, Karsten.
Konsul Bernick.
Så hør da. Det hænger sammen med jernbane-
sagen, og den sag er ikke så ganske ligetil, som I
tænker. I har visst hørt omtale, at her ifjor hand-
ledes om en kystlinje? Den havde mange og vægtige
stemmer for sig her i byen og i omegnen, og navnlig
i pressen; men jeg fik den forhindret, fordi den vilde
have skadet vor dampskibstrafik langs kysten.
sagen, og den sag er ikke så ganske ligetil, som I
tænker. I har visst hørt omtale, at her ifjor hand-
ledes om en kystlinje? Den havde mange og vægtige
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
8
s. 114
stemmer for sig her i byen og i omegnen, og navnlig
i pressen; men jeg fik den forhindret, fordi den vilde
have skadet vor dampskibstrafik langs kysten.
Frøken Hessel.
Er du selv interesseret i den dampskibstrafik?
Konsul Bernick.
Ja. Men ingen voved at mistænke mig fra den
side; jeg havde mit agtede navn som skjold og
skærm over mig. Jeg kunde forøvrigt også have
båret tabet; men stedet kunde ikke have båret det.
Så blev indlandslinjen besluttet. Da dette var sket,
forvissed jeg mig i al stilhed om, at en sidebane
kunde lægges herned til byen.
side; jeg havde mit agtede navn som skjold og
skærm over mig. Jeg kunde forøvrigt også have
båret tabet; men stedet kunde ikke have båret det.
Så blev indlandslinjen besluttet. Da dette var sket,
forvissed jeg mig i al stilhed om, at en sidebane
kunde lægges herned til byen.
Frøken Hessel.
Hvorfor i al stilhed, Karsten?
Konsul Bernick.
Har I hørt tale om de store opkøb af skovejen-
domme, af gruber og af vandfald –?
domme, af gruber og af vandfald –?
Johan Tønnesen.
Ja, det er jo et udenbys selskab –
Konsul Bernick.
Således, som disse ejendomme nu ligger, er de
sågodtsom værdiløse for de spredte besiddere; de er
derfor bleven solgt forholdsvis billigt. Havde man
ventet til sidebanen var kommen på tale, vilde ejerne
have fordret ublue priser.
sågodtsom værdiløse for de spredte besiddere; de er
derfor bleven solgt forholdsvis billigt. Havde man
ventet til sidebanen var kommen på tale, vilde ejerne
have fordret ublue priser.
Frøken Hessel.
Vel, vel; men hvad så?
Konsul Bernick.
Nu kommer det, som kan udtydes forskelligt,
– det, som en mand i vort samfund kun kan vedgå,
såfremt han har et uplettet og agtet navn at støtte
sig til.
s. 115
– det, som en mand i vort samfund kun kan vedgå,
såfremt han har et uplettet og agtet navn at støtte
sig til.
Frøken Hessel.
Nu?
Konsul Bernick.
Det er mig, som har indkøbt altsammen.
Frøken Hessel.
Dig?
Johan Tønnesen.
For egen regning?
Konsul Bernick.
For egen regning. Kommer sidebanen istand,
så er jeg millionær; kommer den ikke istand, så er
jeg ruineret.
så er jeg millionær; kommer den ikke istand, så er
jeg ruineret.
Frøken Hessel.
Dette er vovsomt, Karsten.
Konsul Bernick.
Hele min formue har jeg vovet på dette.
Frøken Hessel.
Jeg tænker ikke på formuen; men når det kom-
mer for dagen, at –
mer for dagen, at –
Konsul Bernick.
Ja, der er knudepunktet. Med det uplettede
navn, jeg hidtil har båret, kan jeg tage denne sag
på mine skuldre, bære den frem, og sige til mine
medborgere: se, dette har jeg vovet til samfundets
bedste.
navn, jeg hidtil har båret, kan jeg tage denne sag
på mine skuldre, bære den frem, og sige til mine
medborgere: se, dette har jeg vovet til samfundets
bedste.
Frøken Hessel.
Til samfundets?
8*
s. 116
Konsul Bernick.
Ja; og ikke
én
vil tvivle på mine hensigter.
Frøken Hessel.
Da er her dog mænd, som har handlet mere
åbent, end du, uden bagtanker, uden sidehensyn.
åbent, end du, uden bagtanker, uden sidehensyn.
Konsul Bernick.
Hvem?
Frøken Hessel.
Naturligvis både Rummel og Sandstad og Vige-
land.
land.
Konsul Bernick.
For at vinde dem har jeg været nødt til at
indvie dem i sagen.
indvie dem i sagen.
Frøken Hessel.
Og så?
Konsul Bernick.
De har betinget sig en femtedel af udbyttet til
deling.
deling.
Frøken Hessel.
Å, disse samfundets støtter!
Konsul Bernick.
Og er det ikke samfundet selv, som tvinger os
til at gå krogveje? Hvad vilde her sket, hvis jeg
ikke havde handlet i stilhed? Alle vilde have kastet
sig ind i foretagendet, delt, spredt, forkvaklet og
forfusket det hele. Der er her i byen ikke en eneste
mand, uden jeg, som forstår at lede en så stor be-
drift, som denne vil blive; hertillands er det over-
hovedet kun de indvandrede familjer, som har anlæg
for den større forretningsvirksomhed. Derfor er det,
at min samvittighed frikender mig i dette stykke.
Kun i mine hænder kan disse ejendomme blive til
varig velsignelse for de mange, som de vil skaffe
brød.
til at gå krogveje? Hvad vilde her sket, hvis jeg
ikke havde handlet i stilhed? Alle vilde have kastet
sig ind i foretagendet, delt, spredt, forkvaklet og
forfusket det hele. Der er her i byen ikke en eneste
mand, uden jeg, som forstår at lede en så stor be-
drift, som denne vil blive; hertillands er det over-
hovedet kun de indvandrede familjer, som har anlæg
for den større forretningsvirksomhed. Derfor er det,
at min samvittighed frikender mig i dette stykke.
s. 117
Kun i mine hænder kan disse ejendomme blive til
varig velsignelse for de mange, som de vil skaffe
brød.
Frøken Hessel.
Det tror jeg du har ret i, Karsten.
Johan Tønnesen.
Men jeg kender ikke disse mange, og mit livs
lykke står på spil.
lykke står på spil.
Konsul Bernick.
Dit fødesteds velfærd står også på spil. Kom-
mer der ting op, som kaster skygge på min tidligere
færd, så vil alle mine modstandere med forenet magt
falde over mig. En ungdomsubesindighed udviskes
aldrig i vort samfund. Man vil gennemgå hele mit
mellemliggende liv, trække tusende små begiven-
heder frem, tolke og tyde dem i lys af det, som
er kommet for dagen; man vil knuse mig under
vægten af rygter og bagvaskelser. Fra jernbanesagen
må jeg træde tilbage; og tager jeg min hånd fra
den, så falder den, og jeg er på engang både ruineret
og borgerlig død.
mer der ting op, som kaster skygge på min tidligere
færd, så vil alle mine modstandere med forenet magt
falde over mig. En ungdomsubesindighed udviskes
aldrig i vort samfund. Man vil gennemgå hele mit
mellemliggende liv, trække tusende små begiven-
heder frem, tolke og tyde dem i lys af det, som
er kommet for dagen; man vil knuse mig under
vægten af rygter og bagvaskelser. Fra jernbanesagen
må jeg træde tilbage; og tager jeg min hånd fra
den, så falder den, og jeg er på engang både ruineret
og borgerlig død.
Frøken Hessel.
Johan, efter det, du nu har hørt, må du rejse
og tie.
og tie.
Konsul Bernick.
Ja, ja, Johan, det må du!
Johan Tønnesen.
Ja, jeg rejser og tier også; men jeg kommer
igen, og da taler jeg.
igen, og da taler jeg.
Konsul
Rernick
.
Bliv derover, Johan; ti, og jeg er villig til at
dele med dig –
dele med dig –
s. 118
Johan Tønnesen.
Behold dine penge, men giv mig mit navn og
mit rygte igen.
mit rygte igen.
Konsul Bernick.
Og ofre mit eget!
Johan Tønnesen.
Det får du og dit samfund se at komme ud af.
Jeg må og skal og vil vinde Dina for mig. Derfor
rejser jeg endnu imorgen over med «Indian Girl» –
Jeg må og skal og vil vinde Dina for mig. Derfor
rejser jeg endnu imorgen over med «Indian Girl» –
Konsul Bernick.
Med «Indian Girl»?
Johan Tønnesen.
Ja. Kaptejnen har lovet at tage mig med. Jeg
rejser over, siger jeg; jeg sælger min farm og ordner
mine anliggender. Om to måneder er jeg her igen.
rejser over, siger jeg; jeg sælger min farm og ordner
mine anliggender. Om to måneder er jeg her igen.
Konsul Bernick.
Og da vil du tale?
Johan Tønnesen.
Da skal den skyldige tage skylden selv.
Konsul Bernick.
Glemmer du, at så må jeg også tage det på
mig, som jeg ikke er skyldig i?
mig, som jeg ikke er skyldig i?
Johan Tønnesen.
Hvem var det, som for femten år siden drog
nytte af det skammelige rygte?
nytte af det skammelige rygte?
Konsul Bernick.
Du driver mig til fortvivlelse! Men hvis du
taler, så nægter jeg alt! Jeg siger, at det er et
komplot imod mig; en hævn; at du er kommen her-
over for at presse penge af mig!
taler, så nægter jeg alt! Jeg siger, at det er et
komplot imod mig; en hævn; at du er kommen her-
over for at presse penge af mig!
s. 119
Frøken Hessel.
Skam dig, Karsten!
Konsul Bernick.
Jeg er fortvivlet, siger jeg; og jeg kæmper for
livet. Jeg nægter alt, alt!
livet. Jeg nægter alt, alt!
Johan Tønnesen.
Jeg har dine to breve. I min koffert fandt jeg
dem mellem mine andre papirer. Imorges læste jeg
dem igennem; de er tydelige nok.
dem mellem mine andre papirer. Imorges læste jeg
dem igennem; de er tydelige nok.
Konsul Bernick.
Og dem vil du lægge frem?
Johan Tønnesen.
Hvis det gøres fornødent.
Konsul Bernick.
Og om to måneder er du her igen?
Johan Tønnesen.
Det håber jeg. Vinden er god. Om tre uger
er jeg i New-York –, hvis ikke «Indian Girl» går
under.
er jeg i New-York –, hvis ikke «Indian Girl» går
under.
Konsul Bernick
(studsende).
(studsende).
Går under? Hvorfor skulde «Indian Girl» gå
under?
under?
Johan Tønnesen.
Nej, det mener jeg også.
Konsul Bernick
(neppe hørligt).
(neppe hørligt).
Gå under?
s. 120
Johan Tønnesen.
Ja, Bernick, nu
véd
du altså, hvad der fore-
står; du får se at område dig imens. Farvel! Betty
kan du hilse, skønt hun ikke har taget imod mig
som en søster. Men Marta vil jeg dog se. Hun
skal sige til Dina –; hun skal love mig –
(han går ud gennem den bagerste dør
til venstre
.)
står; du får se at område dig imens. Farvel! Betty
kan du hilse, skønt hun ikke har taget imod mig
som en søster. Men Marta vil jeg dog se. Hun
skal sige til Dina –; hun skal love mig –
Konsul Bernick
(hen for sig).
(hen for sig).
«Indian Girl» –? (hurtigt.) Lona, du må for-
hindre dette!
hindre dette!
Frøken Hessel.
Du ser det selv, Karsten, – jeg har ingen magt
over ham længer.
(hun går efter Johan ind i værelset
til venstre
.)
over ham længer.
Konsul Bernick
(i urolige tanker).
(i urolige tanker).
Gå under –?
(Skibsbygger Aune kommer fra højre.)
Skibsbygger Aune.
Med tilladelse, er det konsulen belejligt –?
Konsul Bernick
(vender sig hæftigt ).
(vender sig hæftigt ).
Hvad vil De?
Skibsbygger Aune.
Bede om at måtte gøre konsulen et spørgsmål.
Konsul Bernick.
Nu vel; skynd Dem. Hvad vil De spørge om?
Skibsbygger Aune.
Jeg vilde spørge, om det står fast, – uryggelig
fast, – at jeg vilde få min afsked fra værftet, hvis
«Indian Girl» ikke kunde sejle imorgen?
s. 121
fast, – at jeg vilde få min afsked fra værftet, hvis
«Indian Girl» ikke kunde sejle imorgen?
Konsul Bernick.
Hvad nu? Skibet blir jo sejlfærdigt.
Skibsbygger Aune.
Ja, – det gør så. Men hvis det nu ikke blev,
– havde jeg så min afsked?
– havde jeg så min afsked?
Konsul Bernick.
Hvad skal slige ørkesløse spørgsmål til?
Skibsbygger Aune.
Jeg vilde så gerne vide det,
herr
konsul. Svar
mig på det: havde jeg så min afsked?
mig på det: havde jeg så min afsked?
Konsul Bernick.
Plejer mit ord stå fast eller ikke?
Skibsbygger Aune.
Jeg havde altså imorgen mistet den stilling, jeg
har i mit hus og blandt dem, jeg nærmest tilhører,
– mistet min indflydelse i arbejdernes kreds, –
mistet al anledning til at stifte gagn blandt de lavt
og ringe stillede i samfundet.
har i mit hus og blandt dem, jeg nærmest tilhører,
– mistet min indflydelse i arbejdernes kreds, –
mistet al anledning til at stifte gagn blandt de lavt
og ringe stillede i samfundet.
Konsul Bernick.
Aune, med det punkt er vi færdige.
Skibsbygger Aune.
Ja, så får «Indian Girl» sejle.
(kort taushed.)
Konsul Bernick.
Hør her; jeg kan ikke have mine øjne allevegne;
kan ikke være ansvarlig for alt; – De tør vel for-
sikre mig, at reparationen er upåklageligt udført?
kan ikke være ansvarlig for alt; – De tør vel for-
sikre mig, at reparationen er upåklageligt udført?
s. 122
Skibsbygger Aune.
De satte mig en knap frist, herr konsul.
Konsul Bernick.
Men reparationen er forsvarlig, siger De?
Skibsbygger Aune.
Vi har jo godvejr og
sommertid
.
(atter taushed.)
Konsul Bernick.
Har De ellers noget at sige mig?
Skibsbygger Aune.
Jeg
véd
ikke noget andet, herr konsul.
Konsul Bernick.
Altså, – «Indian Girl» sejler –
Skibsbygger Aune.
Imorgen?
Konsul Bernick.
Ja.
Skibsbygger Aune.
Vel.
(han hilser og går.)
(Konsul Bernick står et øjeblik tvivlrådig; derpå går han raskt hen
imod udgangsdøren, som om han vilde kalde Aune tilbage, men standser
urolig med hånden på dørvrideren. I det samme åbnes døren udenfra
og fuldmægtig Krap træder ind )
imod udgangsdøren, som om han vilde kalde Aune tilbage, men standser
urolig med hånden på dørvrideren. I det samme åbnes døren udenfra
og fuldmægtig Krap træder ind )
Fuldmægtig Krap
(dæmpet).
(dæmpet).
Aha, han var her. Har han tilståt?
Konsul Bernick.
Hm –; har De opdaget noget?
s. 123
Fuldmægtig Krap.
Hvad behøves det? Så ikke konsulen den onde
samvittighed skotte ud af øjnene på ham?
samvittighed skotte ud af øjnene på ham?
Konsul Bernick.
Å hvad; – sådant ses ikke. Har De opdaget
noget, spørger jeg?
noget, spørger jeg?
Fuldmægtig Krap.
Kunde ikke komme til; var forsent; de holdt
allerede på at hale skibet ud af dokken. Men just
dette hastværk viser tydeligt, at –
allerede på at hale skibet ud af dokken. Men just
dette hastværk viser tydeligt, at –
Konsul Bernick.
Viser ingenting. Besigtigelsen har altså fundet
sted?
sted?
Fuldmægtig Krap.
Forstår sig; men –
Konsul Bernick.
Ser De vel. Og man har naturligvis intet fundet
at anke over?
at anke over?
Fuldmægtig Krap.
Herr konsul, De
véd
visst godt, hvorledes slige
besigtigelser går for sig, især på et værft, der har
et så godt navn som vort.
besigtigelser går for sig, især på et værft, der har
et så godt navn som vort.
Konsul Bernick.
Lige meget; vi er altså angerløse.
Fuldmægtig Krap.
Herr konsul, har De virkelig ikke kunnet mærke
på Aune, at –?
på Aune, at –?
Konsul Bernick.
Aune har fuldstændig beroliget mig, siger jeg
Dem.
Dem.
s. 124
Fuldmægtig Krap.
Og jeg siger Dem, at jeg er moralsk overbevist
om, at –
om, at –
Konsul Bernick.
Hvad skal dette betyde, herr Krap? Jeg skøn-
ner nok, at De har et horn i siden til manden; men
vil De ham tillivs, så bør De vælge en anden an-
ledning. De véd , hvor magtpåliggende det er mig –
eller rettere sagt rederiet – at «Indian Girl» går
under sejl imorgen.
ner nok, at De har et horn i siden til manden; men
vil De ham tillivs, så bør De vælge en anden an-
ledning. De véd , hvor magtpåliggende det er mig –
eller rettere sagt rederiet – at «Indian Girl» går
under sejl imorgen.
Fuldmægtig Krap.
Vel, vel; lad så ske; men hvad tid vi hører
fra det skib – hm!
fra det skib – hm!
(Købmand Vigeland kommer fra højre.)
Købmand Vigeland.
Ærbødigst goddag, herr konsul. Har De tid et
øjeblik.
øjeblik.
Konsul Bernick.
Til tjeneste, herr Vigeland.
Købmand Vigeland.
Ja, jeg vilde bare høre, om ikke De også stem-
mer for, at «Palmetræet» sejler imorgen?
mer for, at «Palmetræet» sejler imorgen?
Konsul Bernick.
Jo; det er jo en aftalt sag.
Købmand Vigeland.
Men nu kom kaptejnen til mig og
meldte,
at
der er givet stormsignaler.
der er givet stormsignaler.
Fuldmægtig Krap.
Barometret er faldet stærkt siden imorges.
s. 125
Konsul Bernick.
Så? Kan vi vente storm?
Købmand Vigeland.
En stiv kuling ialfald; men ingen modvind;
tvertimod –
tvertimod –
Konsul Bernick.
Hm; ja, hvad siger så De?
Købmand Vigeland.
Jeg siger, som jeg sagde til kaptejnen, at
«Palmetræet» står i forsynets hånd. Og desuden,
det går jo bare over Nordsjøen for det første; og i
England står jo fragterne nu så tålelig højt, at –
«Palmetræet» står i forsynets hånd. Og desuden,
det går jo bare over Nordsjøen for det første; og i
England står jo fragterne nu så tålelig højt, at –
Konsul Bernick.
Ja, det vilde sandsynligvis lede til tab for
os,
om vi vented.
om vi vented.
Købmand Vigeland.
Skibet er jo også solid, og desuden fuldt as-
sureret. Nej, da er det sandeligen resikablere for
«Indian Girl» –
sureret. Nej, da er det sandeligen resikablere for
«Indian Girl» –
Konsul Bernick.
Hvorledes mener De det?
Købmand Vigeland.
Den sejler jo også imorgen.
Konsul Bernick.
Ja, rederiet har skyndet så stærkt på, og des-
uden –
uden –
Købmand Vigeland.
Nå, kan den gamle kasse vove sig ud, – og
ovenikøbet med slig besætning, – så var det en
skam, om ikke vi –
ovenikøbet med slig besætning, – så var det en
skam, om ikke vi –
s. 126
Konsul Bernick.
Vel, vel. De har formodentlig skibspapirerne
hos Dem?
hos Dem?
Købmand Vigeland.
Ja her.
Konsul Bernick.
Godt; vil De så gå ind med herr Krap.
Fuldmægtig Krap.
Værs'god; skal snart være besørget.
Købmand Vigeland.
Tak. – Og udfaldet lægger vi i almagtens hånd,
herr konsul.
herr konsul.
(Han går med fuldmægtig Krap ind i det forreste værelse
til venstre
.
Adjuknt Rørlund kommer gennem haven.)
Adjuknt Rørlund kommer gennem haven.)
Adjunkt Rørlund.
Ah, skal jeg træffe Dem hjemme på denne tid
af dagen, herr konsul?
af dagen, herr konsul?
Konsul Bernick
(i tanker).
(i tanker).
Som De ser.
Adjunkt Rørlund.
Ja, det var egentlig for Deres frues skyld, jeg
gik indom. Jeg tænkte mig, hun kunde trænge til
et trøstens ord.
gik indom. Jeg tænkte mig, hun kunde trænge til
et trøstens ord.
Konsul Bernick.
Det kan hun visst. Men jeg vilde også gerne
tale lidt med Dem.
tale lidt med Dem.
Adjunkt Rørlund.
Med fornøjelse, herr konsul. Men hvad fejler
Dem? De ser ganske bleg og forstyrret ud.
Dem? De ser ganske bleg og forstyrret ud.
s. 127
Konsul Bernick.
Så? Gør jeg det? Ja, hvor kan det være
andet, – så meget, som der i denne tid optårner
sig omkring mig? Hele min store forretning, – og
så jernbaneanlægget –. Hør; sig mig et ord, herr
adjunkt; lad mig gøre Dem et spørgsmål.
andet, – så meget, som der i denne tid optårner
sig omkring mig? Hele min store forretning, – og
så jernbaneanlægget –. Hør; sig mig et ord, herr
adjunkt; lad mig gøre Dem et spørgsmål.
Adjunkt Rørlund.
Meget gerne, herr konsul.
Konsul Bernick.
Der er en tanke, som er faldet mig ind. Når
man står ligeoverfor et så vidtrækkende foretagende,
der sigter til at fremme tusenders velfærd –. Hvis
det nu skulde kræve et enkelt offer –?
man står ligeoverfor et så vidtrækkende foretagende,
der sigter til at fremme tusenders velfærd –. Hvis
det nu skulde kræve et enkelt offer –?
Adjunkt Rørlund.
Hvorledes mener De?
Konsul Bernick.
Jeg sætter for exempel, en mand tænker på at
anlægge en stor fabrik. Han véd med sikkerhed –
thi det har al erfaring lært ham – at sent eller
tidligt vil der under denne fabriks drift gå menne-
skeliv tilspilde.
anlægge en stor fabrik. Han véd med sikkerhed –
thi det har al erfaring lært ham – at sent eller
tidligt vil der under denne fabriks drift gå menne-
skeliv tilspilde.
Adjunkt Rørlund.
Ja, det er kun altfor sandsynligt.
Konsul Bernick.
Eller der er en, som kaster sig på grubedrift.
Han tager både familjefædre og unge livsfriske men-
nesker i sin tjeneste. Lader det sig ikke med viss-
hed sige, at ikke alle disse vil slippe fra det med
livet?
Han tager både familjefædre og unge livsfriske men-
nesker i sin tjeneste. Lader det sig ikke med viss-
hed sige, at ikke alle disse vil slippe fra det med
livet?
Adjunkt Rørlund.
Jo, desværre, det er visstnok så.
s. 128
Konsul Bernick.
Nå. En sådan mand
véd
altså på forhånd, at
det foretagende, som han vil sætte iværk , utvivl-
somt engang kommer til at koste menneskeliv. Men
dette foretagende er almengavnligt; for hvert men-
neskeliv, det koster, vil det ligeså utvivlsomt fremme
mange hundreders velfærd.
det foretagende, som han vil sætte iværk , utvivl-
somt engang kommer til at koste menneskeliv. Men
dette foretagende er almengavnligt; for hvert men-
neskeliv, det koster, vil det ligeså utvivlsomt fremme
mange hundreders velfærd.
Adjunkt Rørlund.
Aha, De tænker på jernbanen, – på alle disse
farlige udgravninger og fjeldsprængninger og alt
dette –
farlige udgravninger og fjeldsprængninger og alt
dette –
Konsul Bernick.
Ja; ja vel; jeg tænker på jernbanen. Og des-
uden, – jernbanen vil jo fremkalde både fabriker og
grubedrift. Men mener De ikke alligevel –?
uden, – jernbanen vil jo fremkalde både fabriker og
grubedrift. Men mener De ikke alligevel –?
Adjunkt Rørlund.
Kære herr konsul, De er næsten altfor samvit-
tighedsfuld. Jeg mener, at når De lægger sagen i
forsynets hånd –
tighedsfuld. Jeg mener, at når De lægger sagen i
forsynets hånd –
Konsul Bernick.
Ja; ja visst; forsynet –
Adjunkt Rørlund.
– så er De angerløs. Byg De kun trøstig
jernbanen.
jernbanen.
Konsul Bernick.
Ja, men nu sætter jeg et særligt tilfælde. Jeg
sætter, der fandtes et borehul, som skulde sprænges
på et farligt sted; men uden at dette borehul spræn-
ges, vil ikke jernbanen kunne komme istand. Jeg
sætter, ingeniøren véd , det vil koste livet for den
arbejder, som skal tænde minen; men tændes må
den, og det er ingeniørens pligt at sende en arbejder
hen for at gøre det.
sætter, der fandtes et borehul, som skulde sprænges
på et farligt sted; men uden at dette borehul spræn-
ges, vil ikke jernbanen kunne komme istand. Jeg
sætter, ingeniøren véd , det vil koste livet for den
s. 129
arbejder, som skal tænde minen; men tændes må
den, og det er ingeniørens pligt at sende en arbejder
hen for at gøre det.
Adjunkt Rørlund.
Hm –
Konsul Bernick.
Jeg
véd
, hvad De vil sige. Det vilde være stort,
om ingeniøren selv tog lunten og gik hen og tændte
borehullet. Men sligt gør man ikke. Han må altså
ofre en arbejder.
om ingeniøren selv tog lunten og gik hen og tændte
borehullet. Men sligt gør man ikke. Han må altså
ofre en arbejder.
Adjunkt Rørlund.
Det vilde aldrig nogen ingeniør gøre hos os.
Konsul Bernick.
Ingen ingeniør i de store lande vilde betænke
sig på at gøre det.
sig på at gøre det.
Adjunkt Rørlund.
I de store lande? Nej, det tror jeg nok. I
hine fordærvede og samvittighedsløse samfund –
hine fordærvede og samvittighedsløse samfund –
Konsul Bernick.
Å
, der er adskilligt godt ved
de
samfund.
Adjunkt Rørlund.
Og det kan De sige, De, som selv –?
Konsul Bernick.
I de store samfund har man dog plads til at
fremme et gavnligt foretagende; der har man mod
til at ofre noget for en stor sag; men her snevres
man ind af alskens smålige hensyn og betænkelig-
heder.
fremme et gavnligt foretagende; der har man mod
til at ofre noget for en stor sag; men her snevres
man ind af alskens smålige hensyn og betænkelig-
heder.
Adjunkt Rørlund.
Er et menneskeliv et småligt hensyn?
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
9
s. 130
Konsul Bernick.
Når dette menneskeliv står som en trusel imod
tusenders velfærd.
tusenders velfærd.
Adjunkt Rørlund.
Men De opstiller jo rent utænkelige tilfælder,
herr konsul! Jeg forstår Dem slet ikke idag. Og
så viser De hen til de store samfund. Ja, derude,
– hvad gælder et menneskeliv der? Der regner
man med menneskeliv som med kapitaler. Men vi
står dog på et ganske andet moralsk standpunkt,
skulde jeg mene. Se til vor hæderlige skibsreder-
stand! Nævn en eneste reder her hos os, som for
ussel vinding vilde ofre et menneskeliv! Og tænk
så på hine skurke i de store samfund, som for for-
delens skyld bortfragter det ene usødygtige skib efter
det andet –
herr konsul! Jeg forstår Dem slet ikke idag. Og
så viser De hen til de store samfund. Ja, derude,
– hvad gælder et menneskeliv der? Der regner
man med menneskeliv som med kapitaler. Men vi
står dog på et ganske andet moralsk standpunkt,
skulde jeg mene. Se til vor hæderlige skibsreder-
stand! Nævn en eneste reder her hos os, som for
ussel vinding vilde ofre et menneskeliv! Og tænk
så på hine skurke i de store samfund, som for for-
delens skyld bortfragter det ene usødygtige skib efter
det andet –
Konsul Bernick.
Jeg taler ikke om usødygtige skibe!
Adjunkt Rørlund.
Men jeg taler om dem, herr konsul.
Konsul Bernick.
Ja, men hvad skal det til? Det kommer jo
ikke sagen ved. – Å, disse små frygtagtige hensyn!
Hvis en general hos os skulde føre sine folk i ilden
og få dem nedskudt, han vilde få søvnløse nætter
bagefter. Således er det ikke andetsteds. De skulde
høre, hvad han derinde fortæller –
ikke sagen ved. – Å, disse små frygtagtige hensyn!
Hvis en general hos os skulde føre sine folk i ilden
og få dem nedskudt, han vilde få søvnløse nætter
bagefter. Således er det ikke andetsteds. De skulde
høre, hvad han derinde fortæller –
Adjunkt Rørlund.
Han? Hvem? Den amerikanske –?
Konsul Bernick.
Ja vel. De skulde
høre,
hvorledes man i
Amerika –
Amerika –
s. 131
Adjunkt Rørlund.
Han er derinde? Og det siger De mig ikke.
Jeg vil straks –
Jeg vil straks –
Konsul Bernick.
Det nytter Dem ikke; De kommer ingen vej
med ham.
med ham.
Adjunkt Rørlund.
Det skal vi få se. Nå, der har vi ham.
(Johan Tønnesen kommer fra værelset
til venstre
.)
Johan Tønnesen
(taler tilbage gennem den åbne dør):
(taler tilbage gennem den åbne dør):
Ja ja, Dina, lad så være; men jeg gir ikke slip
på Dem alligevel. Jeg kommer igen, og da skal det
blive godt imellem os.
på Dem alligevel. Jeg kommer igen, og da skal det
blive godt imellem os.
Adjunkt Rørlund.
Med tilladelse, hvad sigter De til med de ord?
Hvad er det De vil?
Hvad er det De vil?
Johan Tønnesen.
Jeg
vil,
at den unge pige, som De igår sværted
mig for, skal blive min hustru.
mig for, skal blive min hustru.
Adjunkt Rørlund.
Deres –? Og De kan tænke
Dem,
at –?
Johan Tønnesen.
Jeg vil have hende til hustru.
Adjunkt Rørlund.
Nu, da skal De også erfare – (går hen til den halv-
åbne dør.) Fru Bernick, De må have den godhed at
være vidne –. Og De også, frøken Marta. Og lad
Dina komme. (ser frøken Hessel.) Ah, er De også her?
åbne dør.) Fru Bernick, De må have den godhed at
være vidne –. Og De også, frøken Marta. Og lad
Dina komme. (ser frøken Hessel.) Ah, er De også her?
9*
s. 132
Frøken Hessel
(i døren).
(i døren).
Skal jeg også komme?
Adjunkt Rørlund.
Så mange der vil; jo flere jo bedre.
Konsul Bernick.
Hvad har De isinde?
(Frøken Hessel, fru Bernick, frøken Bernick, Dina og Hilmar Tønnesen
kommer ud fra værelset.)
kommer ud fra værelset.)
Fru Bernick.
Herr adjunkt, jeg har ikke med min bedste
vilje kunnet forhindre ham –
vilje kunnet forhindre ham –
Adjunkt Rørlund.
Jeg skal forhindre ham, frue. – Dina, De er
en ubetænksom pige. Men jeg bebrejder Dem ikke
så meget. De har altfor længe ståt her uden det
moralske støttepunkt, som skulde holde Dem oppe.
Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke før har tilført
Dem dette støttepunkt.
en ubetænksom pige. Men jeg bebrejder Dem ikke
så meget. De har altfor længe ståt her uden det
moralske støttepunkt, som skulde holde Dem oppe.
Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke før har tilført
Dem dette støttepunkt.
Dina.
De skal ikke tale nu!
Fru Bernick.
Men hvad er det?
Adjunkt Rørlund.
Just nu må jeg tale, Dina, skønt Deres adfærd
igår og idag har gjort mig det tifold vanskeligere.
Men for Deres redning må alle andre hensyn vige.
De mindes det ord, jeg gav Dem. De mindes, hvad
De loved at svare, når jeg fandt, at tiden var kom-
men. Nu tør jeg ikke længer betænke mig, og der-
for – (til Johan Tønnesen:) denne unge pige, som De
efterstræber, er min trolovede.
igår og idag har gjort mig det tifold vanskeligere.
Men for Deres redning må alle andre hensyn vige.
De mindes det ord, jeg gav Dem. De mindes, hvad
De loved at svare, når jeg fandt, at tiden var kom-
men. Nu tør jeg ikke længer betænke mig, og der-
s. 133
for – (til Johan Tønnesen:) denne unge pige, som De
efterstræber, er min trolovede.
Fru Bernick.
Hvad siger
De?
Konsul Bernick.
Dina!
Johan Tønnesen.
Hun! Deres –?
Frøken Bernick.
Nej,
nej, Dina!
Frøken Hessel.
Løgn!
Johan Tønnesen.
Dina, – taler den mand sandt?
Dina
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Ja.
Adjunkt Rørlund.
Hermed er forhåbentlig alle forlokkelsens kunster
gjort magtesløse. Det skridt, jeg for Dinas vel har
besluttet mig til, må gerne gøres kundbart for vort
hele samfund. Jeg nærer det sikre håb, at det ikke
vil mistydes. Men nu, frue, tænker jeg, det er bedst,
vi fører hende herfra og søger at bringe ro og lige-
vægt i hendes sind igen.
gjort magtesløse. Det skridt, jeg for Dinas vel har
besluttet mig til, må gerne gøres kundbart for vort
hele samfund. Jeg nærer det sikre håb, at det ikke
vil mistydes. Men nu, frue, tænker jeg, det er bedst,
vi fører hende herfra og søger at bringe ro og lige-
vægt i hendes sind igen.
Fru Bernick.
Ja, kom. O, Dina, hvilken lykke for dig!
(Hun fører Dina ud
til venstre
; adjunkt Rørlund følger med dem.)
s. 134
Frøken Bernick.
Farvel, Johan!
(hun går.)
Hilmar Tønnesen
(i havedøren).
(i havedøren).
Hm – det må jeg rigtignok sige –
Frøken Hessel,
(som har fulgt Dina med øjnene).
(som har fulgt Dina med øjnene).
Ikke forknyt, gut! Jeg blir her og passer på
pastoren.
(hun går ud til højre.)
pastoren.
Konsul Bernick.
Johan, nu rejser du ikke med
«Indian Girl».
Johan Tønnesen.
Just nu.
Konsul Bernick.
Men du kommer dog ikke igen?
Johan Tønnesen.
Jeg kommer igen.
Konsul Bernick.
Efter dette? Hvad vil du her efter dette?
Johan Tønnesen.
Hævne mig på jer alle; knuse så mange, jeg
kan, af jer.
kan, af jer.
(Han går ud til højre. Købmand Vigeland og fuldmægtig Krap kommer
fra konsulens værelse.)
fra konsulens værelse.)
Købmand Vigeland.
Se så, nu er papirerne i orden, herr konsul.
Konsul Bernick.
Godt, godt –
s. 135
Fuldmægtig Krap
(dæmpet).
(dæmpet).
Og det står altså
fast,
at «Indian Girl» sejler
imorgen.
imorgen.
Konsul Bernick.
Den sejler.
(Han går ind i sit værelse. Købmand Vigeland og fuldmægtig Krap går
ud til højre . Hilmar Tønnesen vil følge efter dem, men i det samme
stikker Olaf hovedet forsigtigt ud gennem døren til venstre .)
ud til højre . Hilmar Tønnesen vil følge efter dem, men i det samme
stikker Olaf hovedet forsigtigt ud gennem døren til venstre .)
Olaf.
Onkel! Onkel Hilmar!
Hilmar Tønnesen.
Uf, er det dig? Hvorfor blir du ikke ovenpå?
Du har jo arrest.
Du har jo arrest.
Olaf
(et par skridt frem).
(et par skridt frem).
Hys! Onkel Hilmar,
véd
du nyt?
Hilmar Tønnesen.
Ja, jeg
véd,
at du har fåt prygl idag.
Olaf
(ser truende mod faderens værelse).
(ser truende mod faderens værelse).
Han skal ikke slå mig oftere. Men
véd
du,
at
onkel Johan sejler imorgen med Amerikanerne ?
onkel Johan sejler imorgen med Amerikanerne ?
Hilmar Tønnesen.
Hvad rager det dig? Se at komme dig ovenpå
igen.
igen.
Olaf.
Jeg kan kanske også engang komme på bøffel-
jagt, onkel.
jagt, onkel.
Hilmar Tønnesen.
Vås; slig en kryster, som du –
s. 136
Olaf.
Ja, bi bare; du får nok vide noget imorgen!
Hilmar Tønnesen.
Klodrian!
(Han går ud gennem
haven,
Olaf løber ind i værelset igen og lukker
døren, da han ser fuldmægtig Krap, som kommer fra højre.)
døren, da han ser fuldmægtig Krap, som kommer fra højre.)
Fuldmægtig Krap
(går hen til konsulens dør og åbner den halvt).
(går hen til konsulens dør og åbner den halvt).
Undskyld,
at jeg kommer igen, herr
konsul
men det trækker op til et overhændigt uvejr.
(venter et øjeblik; intet svar.)
men det trækker op til et overhændigt uvejr.
Skal «Indian Girl» sejle alligevel?
(Efter et kort ophold svarer:)
Konsul Bernick
(inde i værelset).
(inde i værelset).
«Indian Girl» sejler alligevel.
(Fuldmægtig Krap lukker døren og går atter ud til højre.)
FJERDE AKT.
(Havesalen hos konsul Bernick. Arbejdsbordet er udflyttet. Det er
stormfuld eftermiddag og allerede tusmørke, hvilket tiltager under det
følgende.)
stormfuld eftermiddag og allerede tusmørke, hvilket tiltager under det
følgende.)
(En tjener tænder lysekronen; et par tjenestepiger bringer blomster-
potter, lamper og lys, der stilles på borde og opsatser langs væggene.
Grosserer Rummel, i kjole, med handsker og hvidt halstørklæde, står i
salen og giver anordninger.)
potter, lamper og lys, der stilles på borde og opsatser langs væggene.
Grosserer Rummel, i kjole, med handsker og hvidt halstørklæde, står i
salen og giver anordninger.)
Grosserer Rummel
(til tjeneren).
(til tjeneren).
Bare hvert andet lys, Jakob. Det bør ikke se
altfor festligt ud; det skal jo komme overraskende.
Og alle disse blomster –? Å jo; lad dem kun stå;
det kan jo se ud, som om de stod der til daglig –
altfor festligt ud; det skal jo komme overraskende.
Og alle disse blomster –? Å jo; lad dem kun stå;
det kan jo se ud, som om de stod der til daglig –
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)
Konsul Bernick
(i døren).
(i døren).
Hvad skal dette sige?
Grosserer Rummel.
Au,
au, er du der? (til tjenestefolkene.) Ja, nu kan
I gerne gå sålænge.
I gerne gå sålænge.
(Tjeneren og pigerne går ud gennem den øverste dør
til venstre
.)
s. 138
Konsul Bernick
(kommer nærmere).
(kommer nærmere).
Men, Rummel, hvad skal dette betyde?
Grosserer Rummel.
Det
betyder,
at dit stolteste øjeblik er kommet.
Byen bringer sin første mand et fanetog iaften.
Byen bringer sin første mand et fanetog iaften.
Konsul Bernick.
Hvad siger du!
Grosserer Rummel.
Fanetog med musik! Fakler skulde vi også
have havt; men det turde vi ikke vove i dette storm-
fulde vejr. Nå, illumineret blir der; og det lyder
jo også ganske godt, når det kommer i aviserne.
have havt; men det turde vi ikke vove i dette storm-
fulde vejr. Nå, illumineret blir der; og det lyder
jo også ganske godt, når det kommer i aviserne.
Konsul Bernick.
Hør, Rummel, dette vil jeg ikke vide noget af.
Grosserer Rummel.
Ja, nu er det for sent; om en halv time har
vi dem.
vi dem.
Konsul Bernick.
Men hvorfor har du ikke sagt mig det før?
Grosserer Rummel.
Just fordi jeg var bange, du skulde gøre ind-
vendinger. Men jeg satte mig i forbindelse med din
frue; hun tillod mig at arrangere lidt, og så vil hun
sørge for forfriskninger.
vendinger. Men jeg satte mig i forbindelse med din
frue; hun tillod mig at arrangere lidt, og så vil hun
sørge for forfriskninger.
Konsul Bernick
(lytter).
(lytter).
Hvad er det? Kommer de allerede? Jeg synes,
jeg hører sang.
jeg hører sang.
s. 139
Grosserer Rummel
(ved havedøren).
(ved havedøren).
Sang? Å, det er bare Amerikanerne. Det er
«Indian Girl», som haler ud til tønden.
«Indian Girl», som haler ud til tønden.
Konsul Bernick.
Haler den ud! Ja –; nej, jeg kan ikke dette
iaften, Rummel; jeg er syg.
iaften, Rummel; jeg er syg.
Grosserer Rummel.
Ja, du ser virkelig dårlig ud. Men du må mande
dig op. Du må, død og pine, mande dig op! Både
jeg og Sandstad og Vigeland har lagt den største
vægt på at få denne tilstelning istand. Vore mod-
standere må trykkes ned under tyngden af en så
fyldig opinionsytring som muligt. Byrygterne for-
merer sig; meddelelsen om ejendomskøbene kan ikke
holdes tilbage længere. Du må nødvendigvis allerede
iaften, under sang og taler, under glassenes klang,
kort sagt, under en svulmende feststemning lade dem
vide, hvad du har risikeret til samfundets bedste.
Under en sådan svulmende feststemning, som jeg
nys udtrykte mig, kan man udrette overordentlig
meget her hos os. Men den må også til, ellers
går det ikke.
dig op. Du må, død og pine, mande dig op! Både
jeg og Sandstad og Vigeland har lagt den største
vægt på at få denne tilstelning istand. Vore mod-
standere må trykkes ned under tyngden af en så
fyldig opinionsytring som muligt. Byrygterne for-
merer sig; meddelelsen om ejendomskøbene kan ikke
holdes tilbage længere. Du må nødvendigvis allerede
iaften, under sang og taler, under glassenes klang,
kort sagt, under en svulmende feststemning lade dem
vide, hvad du har risikeret til samfundets bedste.
Under en sådan svulmende feststemning, som jeg
nys udtrykte mig, kan man udrette overordentlig
meget her hos os. Men den må også til, ellers
går det ikke.
Konsul Bernick.
Ja, ja, ja –
Grosserer Rummel.
Og især når et så delikat og kildent punkt skal
frem. Nå, du har, Gud ske lov, et navn, som kan
magte det, Bernick. Men hør nu; vi skulde dog
træffe lidt aftale. Student Tønnesen har skrevet en
sang til dig. Den begynder meget smukt med de
ord: «Løft ideens fane højt». Og adjunkt Rørlund
har fåt det opdrag at holde festtalen. Den må du
naturligvis svare på.
frem. Nå, du har, Gud ske lov, et navn, som kan
magte det, Bernick. Men hør nu; vi skulde dog
træffe lidt aftale. Student Tønnesen har skrevet en
sang til dig. Den begynder meget smukt med de
ord: «Løft ideens fane højt». Og adjunkt Rørlund
s. 140
har fåt det opdrag at holde festtalen. Den må du
naturligvis svare på.
Konsul Bernick.
Jeg kan det ikke iaften, Rummel. Kunde ikke
du –?
du –?
Grosserer Rummel.
Umuligt, så gerne jeg end vilde. Talen blir jo,
som du kan vide, særligt henvendt til dig. Nå,
måske rettes der også nogle ord til os andre. Jeg
har talt med Vigeland og Sandstad om det. Vi havde
tænkt, at du kunde svare med et leve for vort sam-
funds trivsel; Sandstad vil tale nogle ord om endræg-
tighed mellem de forskellige samfundslag; Vigeland
vil nok ytre noget om det ønskelige i, at det nye
foretagende ikke må forrykke det moralske grundlag,
hvorpå vi nu står, og jeg tænker i nogle få passende
ord at erindre kvinden, hvis mere beskedne virken
heller ikke er uden betydning for samfundet. Men
du hører jo ikke –
som du kan vide, særligt henvendt til dig. Nå,
måske rettes der også nogle ord til os andre. Jeg
har talt med Vigeland og Sandstad om det. Vi havde
tænkt, at du kunde svare med et leve for vort sam-
funds trivsel; Sandstad vil tale nogle ord om endræg-
tighed mellem de forskellige samfundslag; Vigeland
vil nok ytre noget om det ønskelige i, at det nye
foretagende ikke må forrykke det moralske grundlag,
hvorpå vi nu står, og jeg tænker i nogle få passende
ord at erindre kvinden, hvis mere beskedne virken
heller ikke er uden betydning for samfundet. Men
du hører jo ikke –
Konsul Bernick.
Jo – jo visst. Men sig mig, tror du der er et
så overhændigt hav udenfor?
så overhændigt hav udenfor?
Grosserer Rummel.
Å, du er bange for «Palmetræet»? Det er jo
godt assureret.
godt assureret.
Konsul Bernick.
Ja, assureret; men –
Grosserer Rummel.
Og i god stand;
det
er det vigtigste.
Konsul Bernick.
Hm –. Om der tilstøder et fartøj noget, så er
det jo heller ikke sagt, at der går menneskeliv til-
spilde. Der kan gå skib og ladning tabt, – og man
kan miste kofferter og papirer –
s. 141
det jo heller ikke sagt, at der går menneskeliv til-
spilde. Der kan gå skib og ladning tabt, – og man
kan miste kofferter og papirer –
Grosserer Rummel.
For pokker, kofferter og papirer ligger der da
ikke stor magt på.
ikke stor magt på.
Konsul Bernick.
Ikke det! Nej, nej, jeg mente
blot –
Hys; –
der synger de igen.
der synger de igen.
Grosserer Rummel.
Det er ombord i «Palmetræet».
(Købmand Vigeland kommer fra højre.)
Købmand Vigeland.
Ja, nu haler «Palmetræet» ud. Godaften, herr
konsul.
konsul.
Konsul Bernick.
Og De, som søkyndig mand, holder fremdeles
fast ved, at –?
fast ved, at –?
Købmand Vigeland.
Jeg holder fast ved forsynet, jeg, herr konsul;
jeg har desuden selv været ombord og uddelt nogle
små traktater, som, jeg har det håb, skal virke til
velsignelse.
jeg har desuden selv været ombord og uddelt nogle
små traktater, som, jeg har det håb, skal virke til
velsignelse.
(Købmand Sandstad og fuldmægtig Krap kommer fra højre.)
Købmand
Sadstad
(endnu i døren).
(endnu i døren).
Ja, går det godt, så går alting godt.
Å
se,
godaften, godaften!
godaften, godaften!
Konsul Bernick.
Noget påfærde, herr Krap?
s. 142
Fuldmægtig Krap.
Jeg siger intet, herr konsul.
Købmand Sandstad.
Hele besætningen på «Indian Girl» er drukken;
jeg skal ikke være en ærlig mand, hvis de udyr
kommer levende frem.
jeg skal ikke være en ærlig mand, hvis de udyr
kommer levende frem.
(Frøken Hessel kommer fra højre.)
Frøken Hessel
(til konsul Bernick).
(til konsul Bernick).
Ja, nu kan jeg hilse fra ham.
Konsul Bernick.
Allerede ombord?
Frøken Hessel.
Snart ialfald. Vi skiltes udenfor hotellet.
Konsul Bernick.
Og hans forsæt står fast?
Frøken Hessel.
Fast som fjeld.
Grosserer Rummel
(oppe ved vinduerne).
(oppe ved vinduerne).
Pokker i disse nymodens indretninger; jeg kan
ikke få forhængene ned.
ikke få forhængene ned.
Frøken Hessel.
Skal de ned? Jeg trode tvertom –
Grosserer Rummel.
Først ned, frøken. Ja, De
véd
dog, hvad der
forestår?
forestår?
Frøken Hessel.
Ja vel. Lad mig hjælpe; (tager fat i snorene.) jeg
skal lade forhænget gå ned for svoger, – skønt jeg
heller lod det gå op.
s. 143
skal lade forhænget gå ned for svoger, – skønt jeg
heller lod det gå op.
Grosserer Rummel.
Det kan De også siden. Når haven er fyldt af
den bølgende mængde, går forhængene op, og man
skuer indenfor en overrasket og glad familje; – en
borgers hjem bør være som et glasskab.
den bølgende mængde, går forhængene op, og man
skuer indenfor en overrasket og glad familje; – en
borgers hjem bør være som et glasskab.
Konsul Bernick
(synes at ville sige noget, men vender sig hurtigt og går ind i sit
værelse).
(synes at ville sige noget, men vender sig hurtigt og går ind i sit
værelse).
Grosserer Rummel.
Ja, lad os så holde den sidste rådslagning.
Kom med, herr Krap; De må bistå os med et par
faktiske oplysninger.
Kom med, herr Krap; De må bistå os med et par
faktiske oplysninger.
(Alle herrerne går ind i konsulens værelse. Frøken Hessel har
trukket
forhængene for vinduerne og vil just gøre det samme med forhænget
for den åbne glasdør, da Olaf ovenfra springer ned på havetrappen;
han har et plaid over skuldren og en bylt i hånden.)
forhængene for vinduerne og vil just gøre det samme med forhænget
for den åbne glasdør, da Olaf ovenfra springer ned på havetrappen;
han har et plaid over skuldren og en bylt i hånden.)
Frøken Hessel.
Åh, Gud forlade dig, gut, hvor du skræmte mig!
Olaf
(skjuler bylten).
(skjuler bylten).
Hys, tante!
Frøken Hessel.
Springer du ud af vinduet? Hvor skal du hen?
Olaf.
Hys; sig ingenting. Jeg vil til onkel Johan; –
bare ned på bryggen, forstår du; – bare sige ham
farvel. Godnat, tante!
(han løber ud gennem haven.)
bare ned på bryggen, forstår du; – bare sige ham
farvel. Godnat, tante!
s. 144
Frøken Hessel.
Nej, bliv! Olaf – Olaf!
(Johan Tønnesen, rejseklædt, med en taske over skuldren, kommer var-
somt gennem døren til højre .)
somt gennem døren til højre .)
Johan Tønnesen.
Lona!
Frøken Hessel
(vender sig).
(vender sig).
Hvad! Kommer du igen?
Johan Tønnesen.
Der er endnu nogle minutters tid. Jeg må se
hende endnu en gang. Vi kan ikke skilles således.
hende endnu en gang. Vi kan ikke skilles således.
(Frøken Bernick og Dina, begge med kåber på, og den sidste med en
liden vadsæk i hånden, kommer fra den øverste dør til venstre .)
liden vadsæk i hånden, kommer fra den øverste dør til venstre .)
Dina.
Til ham; til ham!
Frøken Bernick.
Ja, du skal komme til ham, Dina!
Dina.
Der er han!
Johan Tønnesen.
Dina!
Dina.
Tag mig med Dem!
Johan Tønnesen.
Hvad –!
Frøken Hessel.
Du vil?
s. 145
Dina.
Ja, tag mig med Dem! Den anden har skrevet
mig til, har sagt, at iaften skal det gøres offentligt
for alle mennesker –
mig til, har sagt, at iaften skal det gøres offentligt
for alle mennesker –
Johan Tønnesen.
Dina, – De elsker ham ikke?
Dina.
Jeg har aldrig elsket det menneske. Jeg kaster
mig på bunden af fjorden, hvis jeg blir hans for-
lovede! Å, hvor knuged han mig ikke iknæ igår
med sine hovmodige ord! Hvorledes lod han mig
ikke føle, at han drog en ringeagtet skabning op til
sig! Jeg vil ikke ringeagtes længer. Jeg vil rejse.
Må jeg følge med Dem?
mig på bunden af fjorden, hvis jeg blir hans for-
lovede! Å, hvor knuged han mig ikke iknæ igår
med sine hovmodige ord! Hvorledes lod han mig
ikke føle, at han drog en ringeagtet skabning op til
sig! Jeg vil ikke ringeagtes længer. Jeg vil rejse.
Må jeg følge med Dem?
Johan Tønnesen.
Ja, ja – og tusend gange ja!
Dina.
Jeg skal ikke længe falde Dem til besvær.
Hjælp mig blot over; hjælp mig lidt tilrette i først-
ningen –
Hjælp mig blot over; hjælp mig lidt tilrette i først-
ningen –
Johan Tønnesen.
Hurra, det finder sig nok, Dina!
Frøken Hessel
(peger mod konsulens dør).
(peger mod konsulens dør).
Hys; sagte, sagte!
Johan Tønnesen.
Dina, jeg skal bære Dem på hænderne!
Dina.
Det får De ikke lov til. Jeg vil bære mig selv
frem; og derover kan jeg det nok. Bare jeg kom-
mer bort herfra. Å, disse fruer, – De véd det ikke,
– de har også skrevet mig til idag; de har for-
manet mig at skønne på min lykke, foreholdt mig,
hvilken højmodighed han har vist. Imorgen og alle
dage vil de passe på mig, for at se om jeg gør mig
værdig til alt dette. Jeg har en rædsel for al denne
skikkelighed!
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
10
s. 146
frem; og derover kan jeg det nok. Bare jeg kom-
mer bort herfra. Å, disse fruer, – De véd det ikke,
– de har også skrevet mig til idag; de har for-
manet mig at skønne på min lykke, foreholdt mig,
hvilken højmodighed han har vist. Imorgen og alle
dage vil de passe på mig, for at se om jeg gør mig
værdig til alt dette. Jeg har en rædsel for al denne
skikkelighed!
Johan Tønnesen.
Sig mig, Dina, er det kun derfor De rejser?
Er jeg ingenting for Dem?
Er jeg ingenting for Dem?
Dina.
Jo, Johan, De er mig mere end alle andre
mennesker.
mennesker.
Johan Tønnesen.
O Dina –!
Dina.
Alle siger de
her,
at jeg må hade og afsky
Dem; at det er min pligt; men jeg skønner ikke
dette med pligt; jeg kommer aldrig til at skønne det.
Dem; at det er min pligt; men jeg skønner ikke
dette med pligt; jeg kommer aldrig til at skønne det.
Frøken Hessel.
Det skal du heller ikke, barn!
Frøken Bernick.
Nej, det skal du ikke; og derfor skal du også
følge ham som hans hustru.
følge ham som hans hustru.
Johan Tønnesen.
Ja, ja!
Frøken Hessel.
Hvad? Nu må jeg kysse dig, Marta! Det
havde jeg ikke ventet af dig.
havde jeg ikke ventet af dig.
s. 147
Frøken Bernick.
Nej, det tror jeg nok; jeg havde ikke selv
ventet det. Men engang måtte det komme til ud-
brud i mig. Å, hvor vi her lider under mishandling
af vaner og vedtægter! Gør oprør imod dette, Dina.
Bliv hans hustru. Lad der ske noget, som trodser
al denne skik og brug.
ventet det. Men engang måtte det komme til ud-
brud i mig. Å, hvor vi her lider under mishandling
af vaner og vedtægter! Gør oprør imod dette, Dina.
Bliv hans hustru. Lad der ske noget, som trodser
al denne skik og brug.
Johan Tønnesen.
Hvad svarer De, Dina?
Dina.
Ja, jeg vil være Deres hustru.
Johan Tønnesen.
Dina!
Dina.
Men først vil jeg arbejde, blive noget selv, så-
ledes, som De er det. Jeg vil ikke være en ting,
som tages.
ledes, som De er det. Jeg vil ikke være en ting,
som tages.
Frøken Hessel.
Ja, ret; så skal det være.
Johan Tønnesen.
Godt; jeg venter og håber –
Frøken Hessel.
– og vinder, gut! Men nu ombord!
Johan Tønnesen.
Ja, ombord! Ah, Lona, du kære søster, et ord;
hør her –
(
han
fører hende op mod baggrunden og taler ilsomt med hende.)
hør her –
Frøken Bernick.
Dina, du lykkelige, – lad mig se på dig, kysse
dig endnu en gang, – den sidste.
dig endnu en gang, – den sidste.
10*
s. 148
Dina.
Ikke den sidste; nej, kære elskede tante, vi ses
nok igen.
nok igen.
Frøken Bernick.
Aldrig! Lov mig det, Dina, kom aldrig tilbage.
(griber begge hendes hænder og ser på hende.) Nu går du til
lykken, du elskede barn; – over havet. O, hvor
ofte har jeg ikke i skolestuen stundet didover! Der-
ude må det være skønt; en større himmel; skyerne
går højere end her, en friere luft svaler over men-
neskenes hoveder –
(griber begge hendes hænder og ser på hende.) Nu går du til
lykken, du elskede barn; – over havet. O, hvor
ofte har jeg ikke i skolestuen stundet didover! Der-
ude må det være skønt; en større himmel; skyerne
går højere end her, en friere luft svaler over men-
neskenes hoveder –
Dina.
O, tante Marta, engang følger du efter os.
Frøken Bernick.
Jeg? Aldrig; aldrig. Her har jeg min lille livs-
gerning, og nu tror jeg nok, at jeg kan blive fuldt
og helt, hvad jeg skal være.
gerning, og nu tror jeg nok, at jeg kan blive fuldt
og helt, hvad jeg skal være.
Dina.
Jeg kan ikke tænke at skulle skilles fra dig.
Frøken Bernick.
Ak, et menneske kan skilles fra meget, Dina.
(kysser hende.) Men det får du aldrig prøve, søde barn.
Lov mig at gøre ham lykkelig.
(kysser hende.) Men det får du aldrig prøve, søde barn.
Lov mig at gøre ham lykkelig.
Dina.
Jeg vil ikke love noget; jeg hader det at love;
alt må komme, som det kan.
alt må komme, som det kan.
Frøken Bernick.
Ja, ja, det må det; du skal blot blive, som du
er, – sand og tro imod dig selv.
er, – sand og tro imod dig selv.
s. 149
Dina.
Det vil jeg, tante.
Frøken Hessel
(gemmer i lommen nogle papirer, som Johan har givet hende).
(gemmer i lommen nogle papirer, som Johan har givet hende).
Brav, brav, min kære gut. Men nu afsted.
Johan Tønnesen.
Ja, nu er der ingen tid at spilde. Farvel,
Lona; tak for al din kærlighed. Farvel, Marta, og
hav tak, du også, for dit trofaste venskab.
Lona; tak for al din kærlighed. Farvel, Marta, og
hav tak, du også, for dit trofaste venskab.
Frøken Bernick.
Farvel, Johan! Farvel, Dina! Og lykke over
alle eders dage!
alle eders dage!
(Hun og frøken Hessel trænger dem mod døren i baggrunden. Johan
Tønnesen og Dina går hurtigt ned gennem haven. Frøken Hessel lukker
døren og trækker forhænget for.)
Tønnesen og Dina går hurtigt ned gennem haven. Frøken Hessel lukker
døren og trækker forhænget for.)
Frøken Hessel.
Nu er vi alene, Marta. Du har mistet hende
og jeg ham.
og jeg ham.
Frøken Bernick.
Du – ham?
Frøken Hessel.
Å, jeg havde allerede halvvejs mistet ham der-
over. Gutten gik og længted efter at få stå på egne
ben; derfor bildte jeg ham ind, at jeg led af hjemve.
over. Gutten gik og længted efter at få stå på egne
ben; derfor bildte jeg ham ind, at jeg led af hjemve.
Frøken Bernick.
Derfor? Ja, så forstår
jeg,
at du kom. Men
han vil kræve dig tilbage, Lona.
han vil kræve dig tilbage, Lona.
Frøken Hessel.
En gammel halvsøster, – hvad skal han med
hende nu? – Mændene river mangt og meget isønder
omkring sig for at komme til lykken.
hende nu? – Mændene river mangt og meget isønder
omkring sig for at komme til lykken.
s. 150
Frøken Bernick.
Det hænder stundom.
Frøken Hessel.
Men vi vil holde sammen, Marta.
Frøken Bernick.
Kan jeg være noget for dig?
Frøken Hessel.
Hvem mere? Vi to fostermødre, – har vi ikke
begge mistet vore børn? Nu er vi alene.
begge mistet vore børn? Nu er vi alene.
Frøken Bernick.
Ja, alene. Og derfor skal du også vide det, –
jeg har elsket ham højere end alt i verden.
jeg har elsket ham højere end alt i verden.
Frøken Hessel.
Marta! (griber hendes arm.) Er dette sandhed?
Frøken Bernick.
Hele mit livs indhold ligger i de ord. Jeg har
elsket ham og ventet på ham. Hver sommer har
jeg ventet, at han skulde komme. Og så kom han;
– men han så mig ikke.
elsket ham og ventet på ham. Hver sommer har
jeg ventet, at han skulde komme. Og så kom han;
– men han så mig ikke.
Frøken Hessel.
Elsket ham! Og selv var du den, som gav ham
lykken ihænde.
lykken ihænde.
Frøken Bernick.
Skulde jeg ikke give ham lykken ihænde, når
jeg elsked ham? Ja, jeg har elsket ham. Hele mit
liv har været et liv for ham, lige siden han rejste.
Hvad grund jeg havde til at håbe, mener du? O,
jeg tror dog, jeg havde nogen grund til det. Men
da han så kom igen, – da var det, som om alt var
udslettet af hans erindring. Han så mig ikke.
jeg elsked ham? Ja, jeg har elsket ham. Hele mit
liv har været et liv for ham, lige siden han rejste.
Hvad grund jeg havde til at håbe, mener du? O,
jeg tror dog, jeg havde nogen grund til det. Men
da han så kom igen, – da var det, som om alt var
udslettet af hans erindring. Han så mig ikke.
s. 151
Frøken Hessel.
Det var Dina, som skygged for dig, Marta.
Frøken Bernick.
Vel, at hun gjorde det. Den
tid,
han rejste,
var vi jævnaldrende; da jeg så ham igen, – o, den
forfærdelige stund, – da gik det op for mig, at nu
var jeg ti år ældre end han. Der havde han færdedes
ude i det blanke dirrende solskin og suget ungdom
og sundhed af hvert luftdrag; og herinde sad jeg
imens og spandt og spandt –
var vi jævnaldrende; da jeg så ham igen, – o, den
forfærdelige stund, – da gik det op for mig, at nu
var jeg ti år ældre end han. Der havde han færdedes
ude i det blanke dirrende solskin og suget ungdom
og sundhed af hvert luftdrag; og herinde sad jeg
imens og spandt og spandt –
Frøken Hessel.
– hans lykkes tråd, Marta.
Frøken Bernick.
Ja, det var guld, jeg spandt. Ingen bitterhed!
Ikke sandt, Lona, vi har været ham to gode søstre?
Ikke sandt, Lona, vi har været ham to gode søstre?
Frøken Hessel
(slår armene om hende).
(slår armene om hende).
Marta!
(Konsul Bernick kommer ud fra sit værelse.)
Konsul Bernick
(til herrerne derinde).
(til herrerne derinde).
Ja,
ja, styr med det hele, som I vil. Når tiden
kommer, skal jeg nok – (lukker døren.) Ah, er man
der? Hør, Marta, du må klæde dig en smule om.
Og sig Betty, at hun gør det samme. Jeg ønsker
ingen pragt, naturligvis; blot et net husligt tilsnit.
Men I må skynde jer.
kommer, skal jeg nok – (lukker døren.) Ah, er man
der? Hør, Marta, du må klæde dig en smule om.
Og sig Betty, at hun gør det samme. Jeg ønsker
ingen pragt, naturligvis; blot et net husligt tilsnit.
Men I må skynde jer.
Frøken Hessel.
Og en lykkelig, oprømt mine, Marta; glade øjne
må I sætte op.
må I sætte op.
s. 152
Konsul Bernick.
Olaf skal også komme ned; jeg vil have ham
ved siden af mig.
ved siden af mig.
Frøken Hessel.
Hm; Olaf –
Frøken Bernick.
Jeg skal sige Betty besked.
(hun går ud gennem den øverste dør
til venstre
.)
Frøken Hessel.
Ja, nu er altså den store højtidelige stund op-
runden.
runden.
Konsul Bernick,
(der går urolig frem og tilbage).
(der går urolig frem og tilbage).
Ja, den er så.
Frøken Hessel.
I en slig stund må en mand føle sig stolt og
lykkelig, kan jeg tænke.
lykkelig, kan jeg tænke.
Konsul Bernick
(ser på hende).
(ser på hende).
Hm!
Frøken Hessel.
Hele byen skal jo illumineres, hører jeg.
Konsul Bernick.
Ja, de har faldet på noget sådant.
Frøken Hessel.
Alle foreninger vil møde frem med sine faner.
Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift. Inat vil
der blive telegraferet til alle kanter af landet «Om-
given af sin lykkelige familje modtog konsul Bernick
sine medborgeres hyldest som en af samfundets
støtter».
Dit navn vil komme til at lyse i ildskrift. Inat vil
der blive telegraferet til alle kanter af landet «Om-
given af sin lykkelige familje modtog konsul Bernick
sine medborgeres hyldest som en af samfundets
støtter».
s. 153
Konsul Bernick.
Det vil ske; og der vil blive råbt hurra uden-
for, og mængden vil juble mig frem i døren der, og
jeg vil blive nødt til at bukke mig og takke.
for, og mængden vil juble mig frem i døren der, og
jeg vil blive nødt til at bukke mig og takke.
Frøken Hessel.
Å, nødt til det –
Konsul Bernick.
Tror du, jeg føler mig lykkelig i denne stund?
Frøken Hessel.
Nej, jeg tror
ikke,
at du kan føle dig så ganske
rigtig lykkelig.
rigtig lykkelig.
Konsul Bernick.
Lona, du foragter mig.
Frøken Hessel.
Endnu ikke.
Konsul Bernick.
Du har heller ikke ret til det. Ikke til at for-
agte mig! – Lona, du kan ikke fatte, hvor usigelig
ensom jeg står her i dette sammenknebne forkrøblede
samfund, – hvorledes jeg år for år har måttet slå
af på min fordring til en hel udfyldende livsgerning.
Hvad har jeg udrettet, så mangfoldigt det end kan
synes? Stykværk, – småpuslerier. Men andet eller
mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran
den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet,
så var det ude med min magt. Véd du, hvad vi er,
vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er sam-
fundets redskaber, hverken mere eller mindre.
agte mig! – Lona, du kan ikke fatte, hvor usigelig
ensom jeg står her i dette sammenknebne forkrøblede
samfund, – hvorledes jeg år for år har måttet slå
af på min fordring til en hel udfyldende livsgerning.
Hvad har jeg udrettet, så mangfoldigt det end kan
synes? Stykværk, – småpuslerier. Men andet eller
mere tåles ikke her. Vilde jeg gå et skridt foran
den stemning og det syn, som just er oppe i døgnet,
så var det ude med min magt. Véd du, hvad vi er,
vi, som regnes for samfundets støtter? Vi er sam-
fundets redskaber, hverken mere eller mindre.
Frøken Hessel.
Hvorfor ser du dette først nu?
s. 154
Konsul Bernick.
Fordi jeg har tænkt meget i den sidste tid, –
siden du kom igen, – og mest i denne aften. – Å,
Lona, hvorfor kendte jeg dig ikke tilbunds dengang
– i gamle dage.
siden du kom igen, – og mest i denne aften. – Å,
Lona, hvorfor kendte jeg dig ikke tilbunds dengang
– i gamle dage.
Frøken Hessel.
Hvad så?
Konsul Bernick.
Aldrig havde jeg da givet slip på dig; og havde
jeg havt dig, da stod jeg ikke, hvor jeg nu står.
jeg havt dig, da stod jeg ikke, hvor jeg nu står.
Frøken Hessel.
Og tænker du ikke på, hvad hun kunde blevet
for dig, hun, som du valgte i mit sted?
for dig, hun, som du valgte i mit sted?
Konsul Bernick.
Jeg
véd
ialfald,
at hun intet er blevet for mig
af det, jeg trængte til.
af det, jeg trængte til.
Frøken Hessel.
Fordi du aldrig har delt din livsgerning med
hende; fordi du aldrig har stillet hende fri og sand
i sit forhold til dig; fordi du lader hende gå her og
segne under bebrejdelsen for den skam, du har væltet
over på hendes nærmeste.
hende; fordi du aldrig har stillet hende fri og sand
i sit forhold til dig; fordi du lader hende gå her og
segne under bebrejdelsen for den skam, du har væltet
over på hendes nærmeste.
Konsul Bernick.
Ja, ja, ja; det kommer altsammen fra løgnen
og hulheden.
og hulheden.
Frøken Hessel.
Og hvorfor bryder du så ikke med al denne
løgn og hulhed?
løgn og hulhed?
Konsul Bernick.
Nu? Nu er det forsent, Lona.
s. 155
Frøken Hessel.
Karsten, sig mig, hvad tilfredsstillelse dette skin
og bedrag bringer dig.
og bedrag bringer dig.
Konsul Bernick.
Mig bringer det ingen. Jeg må gå tilgrunde
som hele dette forhutlede samfund. Men der vokser
op en slægt efter os; det er min søn, jeg arbejder
for; det er for ham jeg lægger et livsværk tilrette.
Der vil komme en tid, da der sænker sig sandhed
ned i samfundslivet, og på den skal han grunde en
lykkeligere tilværelse end hans faders.
som hele dette forhutlede samfund. Men der vokser
op en slægt efter os; det er min søn, jeg arbejder
for; det er for ham jeg lægger et livsværk tilrette.
Der vil komme en tid, da der sænker sig sandhed
ned i samfundslivet, og på den skal han grunde en
lykkeligere tilværelse end hans faders.
Frøken Hessel.
Med en løgn til underlag? Betænk, hvad det
er, du giver din søn i arv.
er, du giver din søn i arv.
Konsul Bernick
(i undertrykt fortvivlelse).
(i undertrykt fortvivlelse).
Jeg giver ham tusende gange værre arv, end
du véd . Men engang må dog forbandelsen vige. Og
dog – alligevel – (udbrydende.) Hvor kunde I bringe
alt dette over mit hoved! Men nu er det sket. Nu
må jeg fremad. Det skal ikke lykkes jer at få
knust mig!
du véd . Men engang må dog forbandelsen vige. Og
dog – alligevel – (udbrydende.) Hvor kunde I bringe
alt dette over mit hoved! Men nu er det sket. Nu
må jeg fremad. Det skal ikke lykkes jer at få
knust mig!
(Hilmar Tønnesen, med en åben billet i hånden, kommer ilsomt og for-
styrret fra højre.)
styrret fra højre.)
Hilmar Tønnesen.
Men dette er jo –. Betty, Betty!
Konsul Bernick.
Hvad nu? Kommer de allerede?
Hilmar Tønnesen.
Nej,
nej; men jeg må nødvendig tale med nogen –
(han går ud gennem den øverste dør
til venstre
.)
s. 156
Frøken Hessel.
Karsten; du taler
om,
at vi kom for at knuse
dig. Så lad mig da sige dig, hvad malm han er af,
denne forlorne søn, som eders moralske samfund
skyr lig en pestbefængt. Han kan undvære jer, for
nu er han rejst.
dig. Så lad mig da sige dig, hvad malm han er af,
denne forlorne søn, som eders moralske samfund
skyr lig en pestbefængt. Han kan undvære jer, for
nu er han rejst.
Konsul Bernick.
Men han vilde komme igen –
Frøken Hessel.
Johan kommer aldrig igen. Han er rejst for
stedse, og Dina er rejst med ham.
stedse, og Dina er rejst med ham.
Konsul Bernick.
Kommer ikke igen? Og Dina rejst med ham?
Frøken Hessel.
Ja, for at blive hans hustru. Således slår de
to eders dydsirede samfund i ansigtet, ligesom jeg
engang – nå!
to eders dydsirede samfund i ansigtet, ligesom jeg
engang – nå!
Konsul Bernick.
Rejst; – hun også – med «Indian Girl» –!
Frøken Hessel.
Nej; så dyr en fragt turde han ikke betro til
den ryggesløse bande. Johan og Dina er rejst med
«Palmetræet».
den ryggesløse bande. Johan og Dina er rejst med
«Palmetræet».
Konsul Bernick.
Ah! Og altså – forgæves – (går hurtig hen, river op
døren til sit værelse og råber ind.) Krap, stands «Indian Girl»;
den må ikke sejle iaften!
døren til sit værelse og råber ind.) Krap, stands «Indian Girl»;
den må ikke sejle iaften!
Fuldmægtig Krap
(indenfor).
(indenfor).
«Indian Girl» står alt tilhavs, herr konsul.
s. 157
Konsul Bernick
(lukker døren og siger mat).
(lukker døren og siger mat).
Forsent, – og uden nytte –
Frøken Hessel.
Hvad mener du?
Konsul Bernick.
Intet, intet. Vig fra mig –!
Frøken Hessel.
Hm; se her, Karsten. Johan lader dig sige, at
han betror til mig det navn og rygte, han engang
lånte dig, og ligeså det, du raned fra ham, da han
var borte. Johan tier; og jeg kan gøre og lade i
den sag, hvad jeg vil. Se, her holder jeg dine to
breve i min hånd.
han betror til mig det navn og rygte, han engang
lånte dig, og ligeså det, du raned fra ham, da han
var borte. Johan tier; og jeg kan gøre og lade i
den sag, hvad jeg vil. Se, her holder jeg dine to
breve i min hånd.
Konsul Bernick.
Du har dem! Og nu – nu vil du – allerede
iaften, – kanske når fanetoget –
iaften, – kanske når fanetoget –
Frøken Hessel.
Jeg kom ikke herover for at røbe dig, men for
at ryste dig således op, at du frivilligt skulde tale.
Det er ikke lykkedes. Så bliv da stående i løgnen.
Se her; her river jeg dine to breve istykker. Tag
stumperne; der har du dem. Nu er der intet, som
vidner imod dig, Karsten. Nu er du tryg; vær nu
også lykkelig, – om du kan.
at ryste dig således op, at du frivilligt skulde tale.
Det er ikke lykkedes. Så bliv da stående i løgnen.
Se her; her river jeg dine to breve istykker. Tag
stumperne; der har du dem. Nu er der intet, som
vidner imod dig, Karsten. Nu er du tryg; vær nu
også lykkelig, – om du kan.
Konsul Bernick
(gennemrystet).
(gennemrystet).
Lona, – hvorfor gjorde du ikke dette før! Nu
er det for sent; nu er hele livet forspildt for mig;
jeg kan ikke leve mit liv efter denne dag.
er det for sent; nu er hele livet forspildt for mig;
jeg kan ikke leve mit liv efter denne dag.
s. 158
Frøken Hessel.
Hvad er her sket?
Konsul Bernick.
Spørg mig ikke. – Men jeg må leve alligevel!
Jeg vil leve – for Olafs skyld. Han skal oprette
alt og sone alt –
Jeg vil leve – for Olafs skyld. Han skal oprette
alt og sone alt –
Frøken Hessel.
Karsten –!
(Hilmar Tønnesen kommer ilsomt tilbage.)
Hilmar Tønnesen.
Ingen at finde; borte; ikke Betty heller!
Konsul Bernick.
Hvad fejler dig?
Hilmar Tønnesen.
Jeg tør ikke sige dig det.
Konsul Bernick.
Hvad er det? Du må og skal sige mig det!
Hilmar Tønnesen.
Nu vel; Olaf er rømt med «Indian Girl».
Konsul Bernick
(tumler tilbage ).
(tumler tilbage ).
Olaf – med «Indian Girl»! Nej, nej!
Frøken Hessel.
Jo, han er! Nu forstår jeg –; jeg så, han
sprang ud af vinduet.
sprang ud af vinduet.
Konsul Bernick
(i døren til sit værelse, råber fortvivlet).
(i døren til sit værelse, råber fortvivlet).
Krap, stands «Indian Girl» for enhver pris!
s. 159
Fuldmægtig Krap
(kommer ud).
(kommer ud).
Umuligt, herr konsul. Hvor kan De tænke
Dem –?
Dem –?
Konsul Bernick.
Vi må standse det; Olaf er ombord!
Fuldmægtig Krap.
Hvad siger De!
Grosserer Rummel
(kommer ud).
(kommer ud).
Olaf løbet bort? Ikke muligt!
Købmand Sandstad
(kommer).
(kommer).
Han blir sendt tilbage med lodsen, herr konsul.
Hilmar Tønnesen.
Nej, nej; han har skrevet mig til; (viser billetten.)
han siger, han vil skjule sig i lasten, til de er i
rum sø.
han siger, han vil skjule sig i lasten, til de er i
rum sø.
Konsul Bernick.
Jeg ser ham aldrig mere!
Grosserer Rummel.
Å, hvad snak; et stærkt godt skib, nylig re-
pareret –
pareret –
Købmand Vigeland
(der ligeledes er kommen ud).
(der ligeledes er kommen ud).
– fra Deres eget værft, herr konsul!
Konsul Bernick.
Jeg ser ham aldrig mere, siger jeg. Jeg har
mistet ham, Lona, og – nu ser jeg det – jeg har
aldrig ejet ham. (lytter.) Hvad er det?
mistet ham, Lona, og – nu ser jeg det – jeg har
aldrig ejet ham. (lytter.) Hvad er det?
s. 160
Grosserer Rummel.
Musik. Nu kommer fanetoget.
Konsul Bernick.
Jeg kan ikke, jeg vil ikke modtage nogen!
Grosserer Rummel.
Hvad tænker du på? Det går umuligt an.
Købmand Sandstad.
Umuligt, herr konsul; betænk, hvad der står på
spil for Dem.
spil for Dem.
Konsul Bernick.
Hvad gælder alt det nu for mig! Hvem har
jeg nu at arbejde for?
jeg nu at arbejde for?
Grosserer Rummel.
Kan du spørge så? Du har da os selv og sam-
fundet.
fundet.
Købmand Vigeland.
Ja, det var et sandt ord.
Købmand Sandstad.
Og konsulen glemmer da vel
ikke,
at vi –
(Frøken Bernick kommer gennem den øverste dør
til venstre
. Musiken
høres dæmpet, langt nede i gaden.)
høres dæmpet, langt nede i gaden.)
Frøken Bernick.
Nu kommer toget; men Betty er ikke hjemme;
jeg forstår ikke hvor hun –
jeg forstår ikke hvor hun –
Konsul Bernick.
Ikke hjemme! Der ser du, Lona; ingen støtte,
hverken i glæde eller i sorg.
hverken i glæde eller i sorg.
Grosserer Rummel.
Væk med forhængene! Kom og hjælp mig, herr
Krap. Kom De også, herr Sandstad. Jammerskade
at familjen just nu skal være så splittet ad; ganske
imod programmet.
s. 161
Krap. Kom De også, herr Sandstad. Jammerskade
at familjen just nu skal være så splittet ad; ganske
imod programmet.
(
Forhænget
drages fra vinduer og dør. Man ser hele gaden illumineret.
På huset ligeoverfor er et stort transparent med indskrift: «Leve Karsten
Bernick, vort samfunds støtte!».)
På huset ligeoverfor er et stort transparent med indskrift: «Leve Karsten
Bernick, vort samfunds støtte!».)
Konsul Bernick
(viger sky tilbage).
(viger sky tilbage).
Bort med alt dette! Jeg vil ikke se
det!
Sluk,
sluk!
sluk!
Grosserer Rummel.
Med respekt at spørge, er du ikke vel bevaret?
Frøken Bernick.
Hvad fejler ham, Lona?
Frøken Hessel.
Hys!
(taler sagte med hende.)
Konsul Bernick.
Væk med denne hånende indskrift, siger jeg!
Ser I ikke, at alle disse lys rækker tungen ud
efter os?
Ser I ikke, at alle disse lys rækker tungen ud
efter os?
Grosserer Rummel.
Nej, nu må jeg tilstå –
Konsul Bernick.
Å
, hvad forstår I –! Men jeg, jeg –! Alt
dette er lys i en ligstue!
dette er lys i en ligstue!
Fuldmægtig Krap.
Hm –
Grosserer Rummel.
Nej, men
véd
du hvad, – du tager dig det
også altfor nær.
også altfor nær.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
11
s. 162
Købmand Sandstad.
Gutten får sig en tur over Atlanterhavet, og så
har De ham igen.
har De ham igen.
Købmand Vigeland.
Bare tillid til almagtens hånd, herr konsul.
Grosserer Rummel.
Og til skuden, Bernick; den er da ikke synke-
færdig, véd jeg.
færdig, véd jeg.
Fuldmægtig Krap.
Hm –
Grosserer Rummel.
Ja, var det en af disse svømmende ligkister,
som man hører om i de store samfund –
som man hører om i de store samfund –
Konsul Bernick.
Jeg
føler,
at mit hår gråner i denne stund.
(Fru Bernick, med et stort shawl over hovedet, kommer gennem have-
døren.)
døren.)
Fru Bernick.
Karsten, Karsten,
véd
du –?
Konsul Bernick.
Ja, jeg
véd
–; men du, – du, som intet ser,
– du, som ikke har en moders øje for ham –!
– du, som ikke har en moders øje for ham –!
Fru Bernick.
O hør dog –!
Konsul Bernick.
Hvorfor har du ikke våget over ham? Nu har
jeg mistet ham. Giv mig ham igen, om du kan!
jeg mistet ham. Giv mig ham igen, om du kan!
s. 163
Fru Bernick.
Ja, jeg kan; jeg har ham!
Konsul Bernick.
Du har ham!
Herrerne.
Ah!
Hilmar Tønnesen.
Nå, det tænkte jeg nok.
Frøken Bernick.
Du har fåt ham igen, Karsten!
Frøken Hessel.
Ja, vind ham nu også.
Konsul Bernick.
Du har ham! Er det sandt, hvad du siger?
Hvor er han?
Hvor er han?
Fru Bernick.
Det får du ikke vide, før du har tilgivet ham.
Konsul Bernick.
Å hvad, tilgivet –! Men hvorledes fik du
vide –?
vide –?
Fru Bernick.
Tror du ikke en moder ser? Jeg var i døds-
angst for at du skulde erfare noget. Et par ord,
som han lod falde igår –; og da hans værelse var
tomt, og randsel og klæder borte –
angst for at du skulde erfare noget. Et par ord,
som han lod falde igår –; og da hans værelse var
tomt, og randsel og klæder borte –
Konsul Bernick.
Ja, ja –?
11*
s. 164
Fru Bernick.
Jeg løb; fik fat i Aune; vi kom ud i hans sejl-
båd; det amerikanske skib holdt på at sejle. Gud
ske lov, vi kom dog tidsnok, – kom ombord, – fik
undersøgt i rummet, – fandt ham. – O, Karsten,
du må ikke straffe ham!
båd; det amerikanske skib holdt på at sejle. Gud
ske lov, vi kom dog tidsnok, – kom ombord, – fik
undersøgt i rummet, – fandt ham. – O, Karsten,
du må ikke straffe ham!
Konsul Bernick.
Betty!
Fru Bernick.
Og ikke Aune heller!
Konsul Bernick.
Aune? Hvad
véd
du om ham? Er «Indian
Girl» under sejl igen?
Girl» under sejl igen?
Fru Bernick.
Nej, det er just sagen –
Konsul Bernick.
Tal, tal!
Fru Bernick.
Aune var ligeså rystet som jeg; undersøgelsen
tog tid; mørket faldt på, så lodsen gjorde vanskelig-
heder; og så dristed Aune sig til – i dit navn –
tog tid; mørket faldt på, så lodsen gjorde vanskelig-
heder; og så dristed Aune sig til – i dit navn –
Konsul Bernick.
Nu?
Fru Bernick.
At standse skibet til imorgen.
Fuldmægtig Krap.
Hm –
Konsul Bernick.
O, hvilken usigelig lykke!
s. 165
Fru Bernick.
Du er ikke vred?
Konsul Bernick.
O, hvilket overmål af lykke, Betty!
Grosserer Rummel.
Du er da også altfor samvittighedsfuld.
Hilmar Tønnesen.
Ja, så snart det gælder en liden kamp med
elementerne, så – uf!
elementerne, så – uf!
Fuldmægtig Krap
(oppe ved vinduerne).
(oppe ved vinduerne).
Nu kommer toget gennem haveporten, herr
konsul.
konsul.
Konsul Bernick.
Ja, nu kan de komme.
Grosserer Rummel.
Hele haven fyldes med mennesker.
Købmand Sandstad.
Hele gaden er propfuld.
Grosserer Rummel.
Hele byen er på benene, Bernick. Dette er
virkelig et ildnende øjeblik.
virkelig et ildnende øjeblik.
Købmand Vigeland.
Lad os tage det med et ydmygt sind, herr
Rummel.
Rummel.
Grosserer Rummel.
Alle fanerne er ude. Hvilket tog! Der har vi
festkommitteen med adjunkt Rørlund i spidsen.
festkommitteen med adjunkt Rørlund i spidsen.
s. 166
Konsul Bernick.
Lad dem komme, siger jeg!
Grosserer Rummel.
Men hør; i den oprørte sindstilstand, du er i –
Konsul Bernick.
Hvad så?
Grosserer Rummel.
Jeg skal ikke være utilbøjelig til at gribe ordet
på dine vegne.
på dine vegne.
Konsul Bernick.
Nej tak; iaften vil jeg tale selv.
Grosserer Rummel.
Men
véd
du også, hvad du bør sige?
Konsul Bernick.
Ja, vær tryg, Rummel, – nu
véd
jeg, hvad jeg
bør sige.
bør sige.
(Musiken er imidlertid ophørt. Havedøren slås op. Adjunkt Rørlund
i spidsen for festkommitteen træder ind, ledsaget af et par lejetjenere,
der bærer en tildækket kurv. Efter dem kommer byens borgere af alle
klasser, så mange, salen kan rumme. En uoverskuelig mængde med
faner og flag skimtes udenfor i haven og på gaden.)
i spidsen for festkommitteen træder ind, ledsaget af et par lejetjenere,
der bærer en tildækket kurv. Efter dem kommer byens borgere af alle
klasser, så mange, salen kan rumme. En uoverskuelig mængde med
faner og flag skimtes udenfor i haven og på gaden.)
Adjunkt Rørlund.
Højt ærede herr konsul! Jeg ser af den over-
raskelse, der maler sig i Deres åsyn, at vi her som
uventede gæster trænger ind til Dem i Deres lykke-
lige familjekreds, ved Deres fredelige arne, omringet
af hæderlige og virksomme venner og medborgere.
Men det har været os en hjertets trang at bringe
Dem vor hyldest. Det er ikke første gang, at sådant
sker, men dog første gang i en så omfattende måle-
stok. Vi har mangen gang bragt Dem vor tak for
det brede moralske grundlag, hvorpå De, så at sige,
har bygget vort samfund. Dennegang hylder vi Dem
navnlig som den klartskuende, utrættelige, uegen-
nyttige, ja selvopofrende medborger, der har grebet
initiativet til et foretagende, som efter alle kyndiges
mening vil give et mægtigt fremstød til dette sam-
funds timelige trivsel og velvære.
raskelse, der maler sig i Deres åsyn, at vi her som
uventede gæster trænger ind til Dem i Deres lykke-
lige familjekreds, ved Deres fredelige arne, omringet
af hæderlige og virksomme venner og medborgere.
Men det har været os en hjertets trang at bringe
Dem vor hyldest. Det er ikke første gang, at sådant
sker, men dog første gang i en så omfattende måle-
stok. Vi har mangen gang bragt Dem vor tak for
s. 167
det brede moralske grundlag, hvorpå De, så at sige,
har bygget vort samfund. Dennegang hylder vi Dem
navnlig som den klartskuende, utrættelige, uegen-
nyttige, ja selvopofrende medborger, der har grebet
initiativet til et foretagende, som efter alle kyndiges
mening vil give et mægtigt fremstød til dette sam-
funds timelige trivsel og velvære.
Stemmer blandt mængden.
Bravo, bravo!
Adjunkt Rørlund.
Herr konsul, De har i en række af år foregået
vor by med et lysende exempel. Jeg taler ikke her
om Deres mønstergyldige familjeliv, ej heller om
Deres uplettede moralske vandel overhovedet. Des-
lige ting være henviste til lønkamret og ikke til
festsalen! Men jeg taler om Deres borgerlige virk-
somhed, således, som den ligger åben for alles øjne.
Veludrustede skibe går ud fra Deres værfter og viser
flaget på de fjerneste have. En talrig og lykkelig
arbejdsstok ser op til Dem, som til en fader. Ved
at kalde nye erhvervsgrene tillive har De grundlagt
hundreder af familjers velfærd. Med andre ord – De
er dette samfunds grundpille i eminent betydning.
vor by med et lysende exempel. Jeg taler ikke her
om Deres mønstergyldige familjeliv, ej heller om
Deres uplettede moralske vandel overhovedet. Des-
lige ting være henviste til lønkamret og ikke til
festsalen! Men jeg taler om Deres borgerlige virk-
somhed, således, som den ligger åben for alles øjne.
Veludrustede skibe går ud fra Deres værfter og viser
flaget på de fjerneste have. En talrig og lykkelig
arbejdsstok ser op til Dem, som til en fader. Ved
at kalde nye erhvervsgrene tillive har De grundlagt
hundreder af familjers velfærd. Med andre ord – De
er dette samfunds grundpille i eminent betydning.
Stemmer.
Hør, hør, bravo!
Adjunkt Rørlund.
Og just dette uegennyttighedens skær, der hviler
over al Deres vandel, er det, der virker så usigelig
velgørende, besynderligen i disse tider. De står nu
i begreb med at skaffe os en – ja, jeg tager ikke
i betænkning at nævne ordet prosaisk og ligefrem –
en jernbane.
over al Deres vandel, er det, der virker så usigelig
velgørende, besynderligen i disse tider. De står nu
i begreb med at skaffe os en – ja, jeg tager ikke
i betænkning at nævne ordet prosaisk og ligefrem –
en jernbane.
s. 168
Mange stemmer.
Bravo! Bravo!
Adjunkt Rørlund.
Men dette foretagende lader til at skulle støde
på vanskeligheder, væsentlig dikterede af snevre
selviske hensyn.
på vanskeligheder, væsentlig dikterede af snevre
selviske hensyn.
Stemmer.
Hør; hør!
Adjunkt Rørlund.
Det er nemlig ikke forbleven
ubekendt
, at visse
individer, der ikke hører til vort samfund, er kom-
men dette steds stræbsomme borgere i forkøbet, og
har sat sig i besiddelse af visse fordele, som rette-
ligen burde være kommen vor egen by tilgode.
individer, der ikke hører til vort samfund, er kom-
men dette steds stræbsomme borgere i forkøbet, og
har sat sig i besiddelse af visse fordele, som rette-
ligen burde være kommen vor egen by tilgode.
Stemmer.
Ja, ja! Hør!
Adjunkt Rørlund.
Denne beklagelige kendsgerning er naturligvis
også kommen til Deres kundskab, herr konsul. Men
ikke desto mindre forfølger De urokkelig Deres fore-
havende, vel vidende at en statsborger ikke blot bør
have sin egen kommune for øje.
også kommen til Deres kundskab, herr konsul. Men
ikke desto mindre forfølger De urokkelig Deres fore-
havende, vel vidende at en statsborger ikke blot bør
have sin egen kommune for øje.
Forskellige stemmer.
Hm! Nej; nej! Jo; jo!
Adjunkt Rørlund.
Det er således mennesket som borger i staten,
– manden, som han skal og bør være, – hvem vi
iaften i Dem bringer vor hyldest. Gid Deres fore-
tagende må vorde til sandt og varigt held for dette
samfund! Jernbanen kan visselig blive en vej,
hvorpå vi udsætter os for at tilføres fordærvelige
elementer udenfra, men også en vej, der hurtigt
skaffer os af med dem. Og slette elementer udenfra
kan vi jo, selv nu, ikke holde os fri for. Men at
vi just på denne festlige aften, efter hvad rygtet
siger, heldigen og hurtigere end forventet, er bleven
visse sådanne elementer kvit –
– manden, som han skal og bør være, – hvem vi
iaften i Dem bringer vor hyldest. Gid Deres fore-
tagende må vorde til sandt og varigt held for dette
samfund! Jernbanen kan visselig blive en vej,
hvorpå vi udsætter os for at tilføres fordærvelige
s. 169
elementer udenfra, men også en vej, der hurtigt
skaffer os af med dem. Og slette elementer udenfra
kan vi jo, selv nu, ikke holde os fri for. Men at
vi just på denne festlige aften, efter hvad rygtet
siger, heldigen og hurtigere end forventet, er bleven
visse sådanne elementer kvit –
Stemmer.
Hys! Hys!
Adjunkt Rørlund.
– det tager jeg som et lykkeligt varsel for
foretagendet. At jeg berører dette punkt her, viser
at vi befinder os i et hus, hvor den ethiske fordring
stilles højere end familjebåndet.
foretagendet. At jeg berører dette punkt her, viser
at vi befinder os i et hus, hvor den ethiske fordring
stilles højere end familjebåndet.
Stemmer.
Hør! Bravo!
Konsul Bernick
(samtidigt).
(samtidigt).
Tillad mig –
Adjunkt Rørlund.
Kun få ord endnu, herr konsul. Hvad De har
udrettet for denne kommune, har De visselig ikke
udrettet med den bagtanke, at det for Dem skulde
drage nogen håndgribelig fordel efter sig. Men et
ringe tegn på erkendtlige medborgeres påskønnelse
tør De dog ikke tilbagevise, og det allermindst i
denne betydningsfulde stund, da vi, efter praktiske
mænds forsikring, står foran begyndelsen til en
ny tid.
udrettet for denne kommune, har De visselig ikke
udrettet med den bagtanke, at det for Dem skulde
drage nogen håndgribelig fordel efter sig. Men et
ringe tegn på erkendtlige medborgeres påskønnelse
tør De dog ikke tilbagevise, og det allermindst i
denne betydningsfulde stund, da vi, efter praktiske
mænds forsikring, står foran begyndelsen til en
ny tid.
Mange stemmer.
Bravo! Hør! Hør!
(Han giver
lejetjcnerne
et vink; de bringer kurven nærmere; medlem-
mer af festkommitteen fremtager og præsenterer under det følgende de
genstande, hvorom der bliver talt.)
mer af festkommitteen fremtager og præsenterer under det følgende de
genstande, hvorom der bliver talt.)
s. 170
Adjunkt Rørlund.
Så har vi da her, herr konsul, at overrække
Dem et sølv-kaffe-service. Lad det smykke Deres
bord, når vi i fremtiden, som så ofte før, har den
glæde at samles i dette gæstfrie hus.
Dem et sølv-kaffe-service. Lad det smykke Deres
bord, når vi i fremtiden, som så ofte før, har den
glæde at samles i dette gæstfrie hus.
Og også Dem, mine herrer, der så redebon har
ståt vort samfunds første mand bi, beder vi modtage
en liden erindringsgave. Denne sølvpokal er til Dem,
herr grosserer Rummel. De har så ofte, i veltalende
ord, under pokalernes klang forfægtet dette samfunds
borgerlige interesser; gid De ofte må finde værdige
anledninger til at løfte og tømme denne pokal. –
Dem, herr købmand Sandstad, overrækker jeg dette
album med fotografier af medborgere. Deres be-
kendte og anerkendte humanitet har sat Dem i den
behagelige stilling at tælle venner indenfor alle par-
tier i samfundet. – Og til Dem, herr købmand Vige-
land, har jeg, til pryd for Deres lønkammer, at
frembyde denne huspostille på velin og i pragtbind.
Under årenes modnende indflydelse har De nået frem
til en alvorsfuld livsbetragtning; Deres virksomhed i
døgnets gøremål har gennem en årrække været lutret
og adlet af tanken på det højere og det hinsidige.
(vender sig til mængden.) Og hermed, mine venner, et leve
for konsul Bernick og hans medkæmpere! Et hurra
for vort samfunds støtter!
ståt vort samfunds første mand bi, beder vi modtage
en liden erindringsgave. Denne sølvpokal er til Dem,
herr grosserer Rummel. De har så ofte, i veltalende
ord, under pokalernes klang forfægtet dette samfunds
borgerlige interesser; gid De ofte må finde værdige
anledninger til at løfte og tømme denne pokal. –
Dem, herr købmand Sandstad, overrækker jeg dette
album med fotografier af medborgere. Deres be-
kendte og anerkendte humanitet har sat Dem i den
behagelige stilling at tælle venner indenfor alle par-
tier i samfundet. – Og til Dem, herr købmand Vige-
land, har jeg, til pryd for Deres lønkammer, at
frembyde denne huspostille på velin og i pragtbind.
Under årenes modnende indflydelse har De nået frem
til en alvorsfuld livsbetragtning; Deres virksomhed i
døgnets gøremål har gennem en årrække været lutret
og adlet af tanken på det højere og det hinsidige.
(vender sig til mængden.) Og hermed, mine venner, et leve
for konsul Bernick og hans medkæmpere! Et hurra
for vort samfunds støtter!
Hele skaren.
Leve konsul Bernick! Leve samfundets støtter!
Hurra, hurra, hurra!
Hurra, hurra, hurra!
Frøken Hessel.
Til lykke, svoger!
(Forventningsfuld stilhed.)
s. 171
Konsul Bernick
(begynder alvorligt og langsomt).
(begynder alvorligt og langsomt).
Mine medborgere, – gennem Deres ordfører blev
det sagt, at vi iaften står foran begyndelsen til en
ny tid, – og det håber jeg skal blive tilfældet. Men
for at dette kan ske, må vi tilegne os sandheden, –
sandheden, som indtil iaften gennemgående og i alle
forholde, har været husvild i dette samfund.
det sagt, at vi iaften står foran begyndelsen til en
ny tid, – og det håber jeg skal blive tilfældet. Men
for at dette kan ske, må vi tilegne os sandheden, –
sandheden, som indtil iaften gennemgående og i alle
forholde, har været husvild i dette samfund.
(Overraskelse blandt de omstående.)
Konsul Bernick.
Jeg må da begynde med at vise tilbage de
lovord, som De, herr adjunkt, efter skik og brug
ved deslige anledninger, har overøst mig med. Jeg
fortjener dem ikke; thi jeg har indtil idag ikke været
nogen uegennyttig mand. Har jeg end ikke altid
efterstræbt pengefordel, så er jeg mig dog ialfald nu
bevidst, at et begær og en higen efter magt, ind-
flydelse, anseelse har været drivkraften i de fleste
af mine handlinger.
lovord, som De, herr adjunkt, efter skik og brug
ved deslige anledninger, har overøst mig med. Jeg
fortjener dem ikke; thi jeg har indtil idag ikke været
nogen uegennyttig mand. Har jeg end ikke altid
efterstræbt pengefordel, så er jeg mig dog ialfald nu
bevidst, at et begær og en higen efter magt, ind-
flydelse, anseelse har været drivkraften i de fleste
af mine handlinger.
Grosserer Rummel
(halvhøjt).
(halvhøjt).
Hvad nu?
Konsul Bernick.
Lige
overfor
mine medborgere gør jeg mig ingen
bebrejdelse herfor; thi jeg tror endnu, at jeg tør
stille mig i første række blandt de dygtige her
hos os.
bebrejdelse herfor; thi jeg tror endnu, at jeg tør
stille mig i første række blandt de dygtige her
hos os.
Mange stemmer.
Ja, ja, ja!
Konsul Bernick.
Men hvad jeg lægger mig selv til last er, at
jeg så ofte har været svag nok til at bøje ind på
krogveje, fordi jeg kendte og frygted vort samfunds
tilbøjelighed til at skimte urene bevæggrunde bagved
alt det, en mand her foretager sig. Og nu kommer
jeg til et punkt, som vedrører dette.
jeg så ofte har været svag nok til at bøje ind på
krogveje, fordi jeg kendte og frygted vort samfunds
s. 172
tilbøjelighed til at skimte urene bevæggrunde bagved
alt det, en mand her foretager sig. Og nu kommer
jeg til et punkt, som vedrører dette.
Grosserer Rummel
(urolig).
(urolig).
Hm – hm!
Konsul Bernick.
Her går rygter om store ejendomskøb opover i
landet. Disse ejendomme har jeg købt, allesammen,
jeg alene.
landet. Disse ejendomme har jeg købt, allesammen,
jeg alene.
Dæmpede stemmer.
Hvad siger han? Konsulen? Konsul Bernick?
Konsul Bernick.
De er foreløbig i min hånd. Naturligvis har jeg
betroet mig til mine medarbejdere, de herrer Rum-
mel, Vigeland og Sandstad, og vi er bleven enige
om –
betroet mig til mine medarbejdere, de herrer Rum-
mel, Vigeland og Sandstad, og vi er bleven enige
om –
Grosserer Rummel.
Det er ikke sandt! Bevis – bevis –!
Købmand Vigeland.
Vi er ikke bleven enige om nogenting!
Købmand Sandstad.
Nej, nu må jeg da sige –
Konsul Bernick.
Det er ganske rigtigt; vi er endnu ikke bleven
enige om det, jeg vilde nævnt. Men jeg håber sik-
kert, at de tre herrer samstemmer med mig, når
jeg fortæller, at jeg iaften er bleven enig med mig
selv om, at disse ejendomme skal udbydes til almin-
delig aktietegning; enhver, som vil, kan få del i dem.
enige om det, jeg vilde nævnt. Men jeg håber sik-
kert, at de tre herrer samstemmer med mig, når
jeg fortæller, at jeg iaften er bleven enig med mig
selv om, at disse ejendomme skal udbydes til almin-
delig aktietegning; enhver, som vil, kan få del i dem.
s. 173
Mange stemmer.
Hurra! Leve konsul Bernick!
Grosserer Rummel
(sagte til konsul Bernick).
(sagte til konsul Bernick).
Et så nedrigt forræderi –!
Købmand Sandstad
(ligeså).
(ligeså).
Altså narret os –!
Købmand Vigeland.
Nå, så dævelen rive –! Å kors, hvad er det
jeg siger?
jeg siger?
Mængden
(udenfor).
(udenfor).
Hurra, hurra, hurra!
Konsul Bernick.
Stilhed, mine herrer. Jeg har ingen adkomst
til denne hyldest; thi hvad jeg nu har besluttet, var
ikke fra først af min hensigt. Min hensigt var at
beholde det hele selv, og jeg er fremdeles af den
mening, at disse ejendomme bedst kan nyttiggøres,
om de forbliver samlet på én hånd . Men man kan
vælge. Ønsker man det, så er jeg villig til at for-
valte dem efter bedste skøn.
til denne hyldest; thi hvad jeg nu har besluttet, var
ikke fra først af min hensigt. Min hensigt var at
beholde det hele selv, og jeg er fremdeles af den
mening, at disse ejendomme bedst kan nyttiggøres,
om de forbliver samlet på én hånd . Men man kan
vælge. Ønsker man det, så er jeg villig til at for-
valte dem efter bedste skøn.
Stemmer.
Ja! Ja! Ja!
Konsul Bernick.
Men først må mine medborgere kende mig til-
bunds. Lad så enhver granske sig selv, og lad det
så stå fast, at fra iaften begynder vi en ny tid. Den
gamle, med sin sminke, med sit hykleri og sin hul-
hed, med sin løjede skikkelighed og med sine jam-
merlige hensyn, skal stå for os som et musæum,
åbent til belærelse; og til dette musæum skænker
vi, – ikke sandt, mine herrer? – både kaffeservicet
og pokalen og albumet og huspostillen på velin og
i pragtbind.
bunds. Lad så enhver granske sig selv, og lad det
så stå fast, at fra iaften begynder vi en ny tid. Den
gamle, med sin sminke, med sit hykleri og sin hul-
hed, med sin løjede skikkelighed og med sine jam-
s. 174
merlige hensyn, skal stå for os som et musæum,
åbent til belærelse; og til dette musæum skænker
vi, – ikke sandt, mine herrer? – både kaffeservicet
og pokalen og albumet og huspostillen på velin og
i pragtbind.
Grosserer Rummel.
Ja naturligvis.
Købmand Vigeland
(mumler).
(mumler).
Har De taget alt det
andet,
så –
Købmand Sandstad.
Vær så god.
Konsul Bernick.
Og nu hovedopgøret med mit samfund. Der
blev sagt, at slette elementer havde forladt os iaften.
Jeg kan tilføje, hvad man ikke véd : den mand, der
sigtedes til, er ikke rejst alene; med ham fulgte for
at blive hans hustru –
blev sagt, at slette elementer havde forladt os iaften.
Jeg kan tilføje, hvad man ikke véd : den mand, der
sigtedes til, er ikke rejst alene; med ham fulgte for
at blive hans hustru –
Frøken Hessel
(højt).
(højt).
Dina Dorf!
Adjunkt Rørlund.
Hvad!
Fru Bernick.
Hvad siger
du
!
(Stor bevægelse.)
Adjunkt Rørlund.
Flygtet? Løbet bort – med ham! Umuligt!
Konsul Bernick.
For at blive hans hustru, herr adjunkt. Og jeg
tilføjer mere. (sagte.) Betty, fat dig, og bær, hvad
der nu kommer. (højt.) Jeg siger: hatten af for den
mand; thi han har højmodig taget en andens brøde
på sig. Mine medborgere, jeg vil ud af usandheden;
den har været nær ved at forgifte hver eneste trævl
i mig. De skal vide alt. Jeg var for femten år
siden den skyldige.
s. 175
tilføjer mere. (sagte.) Betty, fat dig, og bær, hvad
der nu kommer. (højt.) Jeg siger: hatten af for den
mand; thi han har højmodig taget en andens brøde
på sig. Mine medborgere, jeg vil ud af usandheden;
den har været nær ved at forgifte hver eneste trævl
i mig. De skal vide alt. Jeg var for femten år
siden den skyldige.
Fru Bernick
(sagte og bævende).
(sagte og bævende).
Karsten!
Frøken Bernick
(ligeså).
(ligeså).
Ah, Johan –!
Frøken Hessel.
Der vandt du endelig dig selv!
(Målløs
forbavselse
blandt de tilstedeværende.)
Konsul Bernick.
Ja, mine medborgere, jeg var den skyldige, og
han rejste. De onde og usande rygter, som bagefter
udbredtes, står det ikke nu i menneskelig magt at
modbevise. Men herover tør jeg ikke beklage mig.
For femten år siden svang jeg mig ivejret på disse
rygter; om jeg nu skal falde på dem, det får enhver
overlægge med sig selv.
han rejste. De onde og usande rygter, som bagefter
udbredtes, står det ikke nu i menneskelig magt at
modbevise. Men herover tør jeg ikke beklage mig.
For femten år siden svang jeg mig ivejret på disse
rygter; om jeg nu skal falde på dem, det får enhver
overlægge med sig selv.
Adjunkt Rørlund.
Hvilket lynslag! Byens første mand –! (dæmpet
til fru Bernick.) O, hvor jeg beklager Dem, frue!
til fru Bernick.) O, hvor jeg beklager Dem, frue!
Hilmar Tønnesen.
En sådan tilståelse! Nå, det må jeg sige –!
Konsul Bernick.
Men ingen afgørelse iaften. Jeg beder enhver
gå til sit, – at samle sig, – at se ind i sig selv.
Når ro er falden over sindene, vil det vise sig, om
jeg har tabt eller vundet ved at jeg talte. Farvel!
Jeg har endnu meget, meget, at angre; men det
vedkommer kun min samvittighed. Godnat! Bort
med al festpragt. Det føler vi alle, at sligt er ikke
her på sin plads.
s. 176
gå til sit, – at samle sig, – at se ind i sig selv.
Når ro er falden over sindene, vil det vise sig, om
jeg har tabt eller vundet ved at jeg talte. Farvel!
Jeg har endnu meget, meget, at angre; men det
vedkommer kun min samvittighed. Godnat! Bort
med al festpragt. Det føler vi alle, at sligt er ikke
her på sin plads.
Adjunkt Rørlund.
Visselig ikke. (dæmpet til fru Bernick.) Løbet bort!
Hun var mig altså dog fuldstændig uværdig. (halvhøjt
til festkommitteen .) Ja, mine herrer, efter dette tænker
jeg det er bedst, at vi fjerner os i al stilhed.
Hun var mig altså dog fuldstændig uværdig. (halvhøjt
til festkommitteen .) Ja, mine herrer, efter dette tænker
jeg det er bedst, at vi fjerner os i al stilhed.
Hilmar Tønnesen.
Hvorledes man herefter skal kunne holde ideens
fane højt, det –. Uf!
fane højt, det –. Uf!
(Meddelelsen er imidlertid gåt hviskende fra mund til mund. Alle del-
tagerne i fanetoget fjerner sig gennem haven. Rummel, Sandstad og
Vigeland går bort under hæftig men dæmpet ordstrid. Hilmar Tønnesen
lister sig ud til højre . Under taushed bliver tilbage i salen konsul Ber-
nick, fru Bernick, frøken Bernick, frøken Hessel og fuldmægtig Krap.)
tagerne i fanetoget fjerner sig gennem haven. Rummel, Sandstad og
Vigeland går bort under hæftig men dæmpet ordstrid. Hilmar Tønnesen
lister sig ud til højre . Under taushed bliver tilbage i salen konsul Ber-
nick, fru Bernick, frøken Bernick, frøken Hessel og fuldmægtig Krap.)
Konsul Bernick.
Betty, har du tilgivelse for mig?
Fru Bernick
(ser smilende på ham).
(ser smilende på ham).
Véd
du, Karsten, at nu har du åbnet mig den
gladeste udsigt i mange år?
gladeste udsigt i mange år?
Konsul Bernick.
Hvorledes –?
Fru Bernick.
I mange år har jeg troet, at jeg engang havde
ejet dig og tabt dig igen. Nu véd jeg, at jeg aldrig
har ejet dig; men jeg skal vinde dig.
ejet dig og tabt dig igen. Nu véd jeg, at jeg aldrig
har ejet dig; men jeg skal vinde dig.
s. 177
Konsul Bernick
(slår armene om hende).
(slår armene om hende).
O, Betty, du har vundet mig! Gennem Lona
har jeg først lært dig rigtig at kende. Men lad nu
Olaf komme.
har jeg først lært dig rigtig at kende. Men lad nu
Olaf komme.
Fru Bernick.
Ja, nu skal du få ham. – Herr Krap –!
(Hun taler sagte med ham i baggrunden. Han går ud gennem have-
døren. Under det følgende slukkes efterhånden alle transparenter og
lys i husene.)
døren. Under det følgende slukkes efterhånden alle transparenter og
lys i husene.)
Konsul Bernick
(dæmpet).
(dæmpet).
Tak, Lona, du har reddet det bedste i mig –
og for mig.
og for mig.
Frøken Hessel.
Var det andet, jeg vilde?
Konsul Bernick.
Ja, var det, – eller var det ikke? Jeg kan ikke
blive klog på dig.
blive klog på dig.
Frøken Hessel.
Hm –
Konsul Bernick.
Altså ikke had? Ikke hævn? Hvorfor kom du
da herover?
da herover?
Frøken Hessel.
Gammelt venskab ruster ikke.
Konsul Bernick.
Lona!
Frøken Hessel.
Da Johan fortalte mig dette om løgnen, da svor
jeg ved mig selv: min ungdoms helt skal stå fri og
sand.
Henrik Ibsen: Samfundets støtter.
12
s. 178
jeg ved mig selv: min ungdoms helt skal stå fri og
sand.
Konsul Bernick.
O, hvor lidet har jeg jammerlige menneske for-
tjent det af dig!
tjent det af dig!
Frøken Hessel.
Ja, dersom vi kvinder spurgte efter fortjenesten,
Karsten –!
Karsten –!
(Skibsbygger Aune kommer med Olaf fra haven.)
Konsul Bernick
(imod ham).
(imod ham).
Olaf!
Olaf.
Fader, jeg lover dig, jeg skal aldrig mere –
Konsul Bernick.
Løbe bort?
Olaf.
Ja, ja, det lover jeg dig, fader.
Konsul Bernick.
Og jeg lover dig, du skal aldrig få grund til
det. Herefter skal du få lov til at vokse op, ikke
som arvetager til min livsgerning, men som den,
der selv har en livsgerning ivente.
det. Herefter skal du få lov til at vokse op, ikke
som arvetager til min livsgerning, men som den,
der selv har en livsgerning ivente.
Olaf.
Og får jeg også lov til at blive, hvad jeg vil?
Konsul Bernick.
Ja, det får du.
Olaf.
Tak. Så vil jeg ikke blive samfundets støtte.
s. 179
Konsul Bernick.
Så? Hvorfor ikke det?
Olaf.
Nej, for jeg tror, det må være så kedeligt.
Konsul Bernick.
Du skal blive dig selv, Olaf; så får resten gå,
som det kan. – Og De, Aune –
som det kan. – Og De, Aune –
Skibsbygger Aune.
Jeg
véd
det, herr konsul; jeg har min
afsked.
Konsul Bernick.
Vi bliver sammen, Aune; og tilgiv mig –
Skibsbygger Aune.
Hvorledes? Skibet sejler ikke iaften.
Konsul Bernick.
Det sejler heller ikke imorgen. Jeg gav Dem
for knap frist. Det må ses grundigere efter.
for knap frist. Det må ses grundigere efter.
Skibsbygger Aune.
Skal ske, herr
konsul
– og det med de nye
maskiner!
maskiner!
Konsul Bernick.
Så skal det være. Men grundigt og ærligt. Her
er mangt hos os, som trænger til en grundig og
ærlig reparation. Nå, godnat, Aune.
er mangt hos os, som trænger til en grundig og
ærlig reparation. Nå, godnat, Aune.
Skibsbygger Aune.
Godnat, herr konsul; – og tak, tak, tak!
(han går ud
til højre
.)
Fru Bernick.
Nu er de alle borte.
12*
s. 180
Konsul Bernick.
Og vi er alene. Mit navn lyser ikke i ildskrift
længer; alle lys er slukket i vinduerne.
længer; alle lys er slukket i vinduerne.
Frøken Hessel.
Vilde du ønske dem tændt igen?
Konsul Bernick.
Ikke for nogen pris i verden. Hvor har jeg
været henne! I vil forfærdes, når I får vide det.
Nu er det som jeg var kommen til sans og samling
efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan
blive ung og sund igen. O, kom nærmere, – tættere
omkring mig. Kom, Betty! Kom, Olaf, min gut!
Og du, Marta; – jeg har ikke set dig i alle disse
år, synes jeg.
været henne! I vil forfærdes, når I får vide det.
Nu er det som jeg var kommen til sans og samling
efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan
blive ung og sund igen. O, kom nærmere, – tættere
omkring mig. Kom, Betty! Kom, Olaf, min gut!
Og du, Marta; – jeg har ikke set dig i alle disse
år, synes jeg.
Frøken Hessel.
Nej, det tror jeg gerne; jert samfund er et sam-
fund af pebersvend-sjæle; I ser ikke kvinden.
fund af pebersvend-sjæle; I ser ikke kvinden.
Konsul Bernick.
Sandt, sandt; og just derfor, – ja, det står
fast, Lona, – du rejser ikke fra Betty og mig.
fast, Lona, – du rejser ikke fra Betty og mig.
Fru Bernick.
Nej, Lona, det må du ikke!
Frøken Hessel.
Nej, hvor kunde jeg forsvare at rejse fra jer
unge folk, som skal begynde at sætte bo? Er jeg
ikke fostermoder? Jeg og du, Marta, vi to gamle
tanter –. Hvad ser du efter?
unge folk, som skal begynde at sætte bo? Er jeg
ikke fostermoder? Jeg og du, Marta, vi to gamle
tanter –. Hvad ser du efter?
Frøken Bernick.
Hvor himlen klarner. Hvor det lysner over
havet. «Palmetræet» har lykken med sig.
havet. «Palmetræet» har lykken med sig.
s. 181
Frøken Hessel.
Og lykken ombord.
Konsul Bernick.
Og vi – vi har en lang alvorlig arbejdsdag
ivente; jeg mest. Men lad den komme; slut jer
blot tæt om mig, I trofaste sanddru kvinder. Det
har jeg også lært i disse dage: det er I kvinder,
som er samfundets støtter.
ivente; jeg mest. Men lad den komme; slut jer
blot tæt om mig, I trofaste sanddru kvinder. Det
har jeg også lært i disse dage: det er I kvinder,
som er samfundets støtter.
Frøken Hessel.
Da har du lært en skrøbelig visdom, svoger.
(lægger hånden vægtigt på hans skulder.) Nej, du; sandhedens
og frihedens ånd, – det er samfundets støtter.
(lægger hånden vægtigt på hans skulder.) Nej, du; sandhedens
og frihedens ånd, – det er samfundets støtter.
